288 / 427
278
s Apothekere og Doktorer.
Udi den forrige Uge man saa
Æskulaps Sønner paa Rejse at gaa.
Ikke de sa’e deres Kunder Farvel
For at faa nye at slaa ihjel;
Nej, de holdt bare et gavnligt Mode
Saavel for levende som for de dode.
Ovre i Svendborg Modet blev holdt,
Og det har megen Glæde forvoldt.
Man under Modet grundig fik sat
En Samfundsopgave under Debat:
Ovre paa Fyn man savner med Sorg,
Hvad man dog har nærved lilæsenborg.
Thi man om Gen klarlig beviste,
¡At der er Trang til en Daarekiste.
Det er nok troligt, thi der man jo ser
i »Moderationens» Hovedkvarter.
End ydermere forrige Tors
dag var der kommen en Del til Aars.
|Det var de brave Godtfolk, som dur
Særlig til at lave Mixtur,
Og som til Menneskets Gavn sig kaster
»Over at smøre al Slags Plaster.
Kort sagt, vort yderste Højreparti,
Hvor »Provisoriet« ej er forbi.
Interesse de manglede ej
For deres gavnlige Næringsvej.
Lægernes Handel med Medicin,
Saa de jo nok, var til deres Ruin.
Anlagt de fik Idealets Briller
Og gav Materialisterne Piller.
Det er i Grunden dog ogsaa for stift,
At de maa sælge Svenskerne Gift.
Uden Recept tor de sende af Sted
Gift til at undlive Ræve med,
Mens Apothekerne de har dog ej
Lov til saadan en Rævestreg.
Men skondt de grumme gjerne vilde,
Hjælper det ikke, de siger: «nix pille.!»
Og de véd godt, det bli’er deres Ruin,
Skal de selv leve af deres Stryknin.
^„Patent-Ventilation“.
„Det var en kold En,“
sagde jeg ved mig selv da
Fabrikanten havde stillet min
nye Kakkelovn med „Patent-
ventilation“ op, og samtidig
stillet en Regning op, hvor
efter jeg havde at udrede
212 Kroner. — „De kommer
igjen i Brændselsbesparelse,“
mente Fabrikanten.
.Tror De nu, den trækker?“ spurgte jeg.
„Jo—o—o,“ svarede han langtrukken, men til
føjede straks efter: „Ellers kan De bare sende Bud
efter mig.“
Patent-Ovnen var egenlig ikke nogen Prydelse
forStuen. Der var saa mange Døre, Spjæld, Ventiler,
Klapper, Riste, Ringe og Rør paa den, at den le
vende mindede om en Model til det indvendige
af en Spritfabrik. Saa længe det var varmt, grinte
mine Bekjendte af den. Jeg lod dem grine og glæ
dede mig til, at det skulde blive koldt. Saa kom
Juli Maaned, Dagene blev kortere og Sommer
kulden tog til. Jeg vilde sely lægge i den, men
de første to Timers Møjsommeligheder gav mig den
faste Overbevisning, at det var meget lettere at
sætte Ild paa min Kones Isskab eller Springvandet
i Kongens Have.
Jeg brugte kun femFlasker Petroleum, en Sæk
Pindebrænde og en hel Aargang af Adresseavisen
for at faa Ild paa.
Jeg var lige bleven færdig med at putte det
sidste Kvartal ind, efter at have ligget tre Timer
foran Ovnen og pustet mig en Faaresyge til, da jeg
paa én Gang ser mit Lommetørklæde med meget
mere end Lynets Fart kile fra Gulvet, hvor det laa,
og lige ind i den underste Ventil. Jeg greb efter
det, men for silde, Pinde, Tørv, Garnnøgler, kort
sagt Alt, hvad der vejede mindre end et Par Pund,
dansede lystig hen ad Gulvet og lige ind i Ventilen.
„Den trækker brillant,“ tænkte jeg, „men den bliver
skam dyr at fodre i Længden.“ Og sikken en Luft
der var i Stuen. Det var lige som at kjøre i aaben
Kupé til Klampenborg. Jeg behøvede slet ikke at
vende Bladene i den Bog, jeg læste i. Det gik stry
gende af sig selv. Men lidt efter, da jeg vilde tage
Noget i min Skrivebordsskuffe, fløj der to Hundrede
kronesedler og 5 Telégrafaktier i Ventilen.
Det
syntes jeg alligevel var en temmelig vidt dreven
Gemytlighed og sendte Bud efter Fabrikanten. Han
sagde, at alle Ventilerne skulde være aabne paa én
Gang. Jeg fulgte Raadet og lakkede et Par op for
oven. Der røg straks et halvt Dusin Smaagjen-
stande nd i Hovedet paa mig, og der kom i det
Hele mere Balance i Tingene, for saa vidt Asenet nu
begyndte at suge større Gjenstande til sig forneden
og spytte dem ud igjen foroven. Og saa tudede den
saa gyselig hele Tiden. Naar der røg en Skammel
ind, tav den et Øjeblik og gumlede lidt paa den,
saa spyttede den den, som sagt, ud igjen og be
gyndte igjen at tude. Jeg og min Familie maatte
hele Dagen kravle omkring i Stuen og holde paa
Møblerne, der bestandig var paa Vandring hen imod
Uhyret. Vores mindste Dreng bandt vi fast henne
ved Vinduet for at han ikke skulde gaa i Løbet.
Det kunde slet ikke nytte at tale til hinanden, da
alle Ordene blev snubbede nd af Munden paa os og
røg lige ind i den nederste Ventil for to Sekunder
efter at flyve ud igjennem den øverste paa en alde
les sindsforvirrende og ugrammatikalsk Maade, En
stavelsesordene først, saa Tostavelsesordene og saa
fremdeles, saa at alt, hvad vi sagde, blev ligefrem