289 / 427
279
Vrøvl. Paa en Gang bankede det paa Døren. Det
var min Kones Onkel, Kancelliraaden, der kom for
at gjøre Visit. Jeg havde al Tid før set ham som
en ret ungdommelig Maad med et smukt brunt
Hovedhaar. Men, lige idet han kom ind ad Døren,
hoppede Hovedhaaret af ham og lige ind i Ventilen.
Han var saa skaldet som en Suppeterrin. Vi andre
havde muligvis kunnet hykle og lade som ingen Ting,
men lille Dagmar — hun er kun seks Aar og har
ikke gaaet i højere Dannelsesanstalt endnu — gav
sig til at klappe i Hænderne paa enmeget usømme
lig Maade. Kancelliraaden saa strængt paa hende
og gik derefter uden at sige et Ord sin Vej. Han
har slettet min Kone ud af sit Testamente, hører
jeg, og givet Pengene til et Børne-, Rasp- og For
bedringshus, som skal oprettes efter hans Død.
Min Kone og mine Børn gik tidlig i Seng. De
var allesammen forkølede og havde Snue og Tand
pine. Børnene sagde, at de var „sultne“. Det var
saamæn intet Under, for hver Gang vi gav dem et
Stykke Smørrebrød, tog Kakkelovnen det fra dem,
først Paalæget og saa Resten. Jeg blev lidt oppe
endnu for at samle mine Tanker og vore Løsøre-
gjenstande. Jeg havde faaet det meste skrabet
sammen, og der manglede kun nogle Sofapuder, et
Cigarfutteral, en Papirkurv, tre Tobakspiber og
en halv Flaske Kognak, da det med ét blev ganske
stille i Stuen og kun en svag Hylen lod sig høre.
Jeg tænkte allerede med stille Jubel, at der var
sprunget noget i Maskineriet, og lovede mig selv at
give fem Øre til de Fattige, men ved nøjere Under
søgelse opdager jeg til min Skræk, at det var vor
gamle trofaste Hund Svip, der var kommen Svælget
for nær og sad i Klemme derinde mellem nogle
væmmelige Jerntapper, somlignede Ulvetænder. Jeg
trak straks Dyret ud. Den var meget bedrøvelig at
se til. Der var næsten ikke et Haar paa den og
hele Huden paa den ene Side af det Skind var truk
ken op i en Kæmpevable, som om den havde havt
tre hundrede Blodkopper og oven i Kjøbet Kon
torkopper paa. Den var meget fornærmet og krænket
over den Behandling og har været melankolsk lige
siden den Dag.
Jeg gik i Seng og drømte hele Natten, at jeg
sejlede i Luftballon med Madame Godard og Kakkel
ovnsfabrikanten.
Næste Morgen sendte jeg Bud efter ham. Han
sagde, at den nederste Yentil var vist for lille, den
skulde gjøres større. Jeg spurgte ham, om det var
hans Mening at forvandle mig og min Familie til
et Perpetuum mobile og tage Patent paa os med.
Han grinte og foreslog at lakke alle Ventilerne og
lade være at lægge i Kakkelovnen.
Det gjorde vi
og det hjalp. Til sidst bad han mig om en Anbe
faling til Ofifenliggjørelse. — Her er den.
Baadehold i Rosenaaen.
Efter fikkert Forlydende agter Magiftraten i en nær
Fremtid at give en begrænfet Tilladelfe til at befare Rofen-
aaen i Robaade. Tilladelfen vil dog kun blive given under
følgende Betingelfer og Forudfætninger;
1) Anføgeren maa"være Grundejer her i Staden.
2) Hans Fader, faa vel paa fædrene fom paa mødrene
Side, maa ligeledes have været Grundejer.
3) Hans Bedftefader maa have været ikatteydende Borger
her i Staden.
4) Vedkommende maa, inden Tilladelfen gives, ftille en
Kavtion paa 1000 K r. i anordningsmæsfige Papirer.
Selvikyldnerkavtion modtages ikke.
5) Før Tilladelfen gives, maa vedkommende, have taget
Styrmandseksamen faavel i Længden, fom i Breden, famt
godtgjøre at have faret mindst i8Maaneder i overføifk,
mindft 3 Maaneder i underføiik og mindil 5 Maaneder
i øfterføiik Fart.
6) Den eventuelle Ejer af Baaden maa forpligte fig t il:
ft) aldrig at udlaaue Baaden til andre,
b
) intet Maaltid at
indtage i Baaden,
c)
ikke at fpytte i Vandet, naar han
fejler,
d)
ikke at ryge Tobak i Baaden, e) at holde den
forfvarlig lænket og Lænken forfynet med Patent Laas
efter Yale Syftemet (NB. Cylinderne maa ikke udtages).
7) I Overtrædelfestifælde forbeholder Magiftraten fig øje
blikkelig at fratage Vedkommende faavel Retten til at
holde Baad fom Baaden felv. Denne vil derefter blive
ftillet til offenlig Avktion.
Det indkomne Beløb vil
blive tililillet Sankt Hans Hospitals Skovkasfe.
Niniche.
Fransk Pjæs, dansk Teater, svenske Skåde-
spelare og tysk Publik. Fordi Konsten ikke er national
og en Hjemmefødning men fælles og international;
Paa
Klampenborg.
Men Polismasteren i Helsingør havde for
budt Stykket; Der Steds. Hvorfor
jeg
spurgte Petterson;
Om han trode, Birkedommeren vilde lade den gaa. Hvortil
Petterson bemærkede: »Ve’ Du kanske inte Severine, a
Derektø Key er blen Hedersdokter ved Universitetets Post-
festum med Lavbærkrans uden Disputas bagetter; Som er
det aller fineste og mest fjong, aa tror Du Baa a Birke
dommeren; Som er en Hedersgubbe sku finne paa aa være
ubehaveli mod Kammerraaden aa la Justissens Jernhaand
ligge sine Fengre paa Konstens Sommerfulevinger.
Aa
Du ka la dit Hjerte sla færre Slav i Minuten; Desforme
delst, fordi Svenskerne har garanteret a det er en rnycket
rolig Pjæs, saa der biir næppe Spektakler. Desangaaende.»
Hvad der heller ikke blev, fordi Dyden ikke blev molesteret;
Videre. Og ferste Agt var oppe mellem Bjergene i Tyrol
fra ifjor paa en fransk Badeanstalt, hvor der var Dyrehavs
bakke desuden med kvindelige Akrobater. Og Klodocher.
Og Hr. Wallbergs Boxer gik i Vasken og Enken Selleri;
Som var Fru Bergstrøm; Var en trivelig Gumme og Hr.
Key en brav Gaas og Fru Key var en svensk N attergal;
Som hvinede saa Publikum skrattede. Derover; Ovilkorligen
som Svenskerne siger.
Og i andet Agt havde de flere
Klæder paa og var i Paris.
Og Kongen af Polen, som
Nordenskjold har været paa Visit hos; Var til Stede og
hvad han skulde der, véd jeg ikke, men han var fuld af
Polarstjerner. Indvendig paa Frakken. Og gav den store
Björn; Til Fru Selleri.
Men gjorde Indbrud.
Hvorefter
Fredsdommeren blev meldt.
Som jeg trode var Birke
dommeren der vilde stoppe Stykket. Og sætte os i H ullet;
Hvorfor jeg krøb ind i Garderoben og gjemte mig og saa
ikke tredje Agt.
Men hørte knn Fru Key hvine og Pu-
blikken hysse. Saa jeg var glad ved at jeg fik ikke mere
og vil heller se rigtige Akrobater og Klodosjer og Bajasser;
En anden Gang.
Overlampepudserens Sommerdagbog,
f f o r t s a t a f hans Datter,)