285 / 427
275
trøstende og styrkende Ord, og saa tog kan
Dagens
Nyheden-.
Det var ikke for at læse Fraklipningsfenil-
letonen, der synes at være optagen i Bladet for at
skaffe dette den størst mulige Udbredelse i Landets
Idiotanstalter og abnorme Skoler, men derimod for
at berige sin Sjæl med Kundskaben om, hvilke smaa
politiske Skandaler der kunde være indtruffet omkring
i Landet i det sidste Døgn. Hvilken salig Glæde
gjennembævede ikke hans Hjerte, da han stødte paa
en ’ille Artikel med Overskriften „En Misforstaa-
else“ ! Det var hverken mer eller mindre end en
Attest fra
Dagevis Nyheder
om, „at Hr. Topsø
havde erhvervet sig et godt Navn som en loyal og
paalidelig Kampfælle“. — Hvad er en danskSnaps?
En Opstrammer vil man svare. Ja, men kun i ren
fysisk Henseende. I moralsk Henseende ligger der
noget ganske anderledes styrkende, vækkende, op-
strammende, vederkvægende og afstivende i saadan
et storslaaet Træk af ren menneskelig Natur.
Hvad har stakkels T o p sø gjort,
At
Hr. C a r s t e n s e n ham roser!
nynnede
Punch
stille
rørt hen for sig, og hans
Øjne fyldtes med Medfølelsens klare Taarer ved
Tanken om den uhyre Taknemroeligbedsbyrde, der
her var læsset paa Redaktøren af
Dagbladets
Skuld
re.
Der maa være kommen noget storladent over
Carstensen. Han maa vist have været ude i
zoologisk Have og ladet sig begejstre ved Synet af
Hr. Fi schers Elefanter! Og
Punch's
Tanker blev
lyse som et Par Nankings Bukser i Solskin, og
med Car sten se ns Avis trykket i Favnen slumrede
han ind saa sødt og fredelig, som om han havde
lagt sit Hoved til Hvile i gamle
Berlingskes
astro
nomiske Skjød. Saa drømte han, at det bankede
paa Døren, og ind traadte Redaktøren af
Dagens
Nyheder.
„Gud bevares, er det Dem, Hr. Carstensen?“
sagde
Punch
yderlig forbavset.
„Det er længe siden, vi har set hinanden,“ be
gyndte Carstensen.
„Hm ja, jeg tror saamæn ogsaa. Sidst vi saas,
var vistnok i et af Stadens offenlige Lokaler sammen
med en Del juridiske Herrer.“
„Ja det var en Svir,a bemærkede Carstensen.
„Aa ja saamæn! Regningen var ikke saa ganske
lille, men — som den store Statsøkonom Cobden
bemærker —“
„Tør jeg bede mig fritaget for at høre det Navn
nævne,“ ytrede Hr. Carstensen synlig irriteret.
„Om Forladelse. Jeg glemte, at De er Be
skyttelsesmand nu, men De var jo dog i sin Tid Sekre
tær ved Frihandelsforeningen, og jeg trode, at De
dog mulig endnu fra den Tid bevarede Erindringen
om, at den store Fribandelsmand Cobden —“
„Ja undskyld, kjære Hr. Punch, jeg har Hast
værk og maa gaa lige til Sagen. Ser De, Tingen
er den, at jeg, somDe véd, har enDel Udestaaende
med Venstre, og da jeg, som De ogsaa véd, sætter
Pris paa mit gode Navn og Rygte —“
„Jo Tak, det véd jeg,“ indskød
Punch.
„Ja vist! Ja! Og nu har jeg, som De ser,
givet Topsø en Attest for Loyalitet og Paalidelig-
hed, og jeg synes, det kunde være rart ogsaa selv
at faa en Attest, men jeg er ikke vis paa at faa
Topsø til det, og det ser bedre ud, naar det kom
fra en Anden, og saa bar jeg tænkt paa, at De.
som kjender mig saa godt, vilde —“
„Give Dem Attest?“
Carstensen nikkede.
„Ja med Glæde,“ sagde
Punch
medet forbindt
ligt Smil og satte sig ved sit Skrivebord. — „Naa
ja, De vilde altsaa have en Attest. Hvad 3kal jeg
skrive ? Skal jeg skrive saaledes: At Hr. Carstensen,
forhenværende Medarbejder af forskjellige national
liberale Blade —“
„Nej Tak. Spring det over!“
„Naa, ja ja da. Altsaa: At Hr. Carstensen for
henværende Fribandelsmand, nuværende —“
„Herre Gud! Højstærede,“ afbrød Carsten
sen, „hvad skal vi med alt det „forhenværende“?
Lad os holde os til Nutiden!“
„Godt Ord igjen!“ sagde
Punch
.
„Men hvad
skal jeg egenlig give Dem Attest for.
At De er
Redaktør af Godsejerbladet, behøver jeg da ikke at
skrive, det ved jo Enhver, og hvad De har faaet
for —“
„Hvad for noget!“
„—for en flinkMedarbejder iMey er, mener jeg. “
„Ja, ikke sandt!“ udbrød Ca rst ensen formil
det. „Nej, ser De, kjære Punch, det var bare saa
dan noget i Retning af „Kampfælle“ og „paalidelig“,
De kunde tjene mig med.“
„Naa saadan! Ja saa skal der straks blive ser
veret,“ sagde
Punch
og dyppede med Iver Pennen
i Blækhuset. Man hørte den i et Par Sekunder
kradse paa Papiret. Derpaa tog
Punch
dette og
rakte Carsensen det med et venligt og troskyl
digt Blik.
Carstensen læste:/
„At Hr. Carstensen bestandig har været mig en
tro Støtte og en lige saa paalidelig som uinteresseret
Medarbejder, bevidnes efter Anmodning af
„Punch“
Punch
har set Fru Berlin g spille
Jane Eyre
,
men et rædselsfuldere Syn end Hr. Carstensens
Ansigt i dette Øjeblik, mindes han ikke at have set
paa noget Morskabsteater. Han løftede sin Haand,
som var han den i Skyen tronende olympiske Ju
piter. — Bummelummelum! lød det, og
Punch
for
op af sin Slummer, Det var ikke andet end et
Lyn, der var faret ind gjennem det aabenstaaende
Vindue og havde smadret hans Spyttebakke.
„Det er da ogsaa et ækelt Rumleri i Aar,“ be
mærkede
Punch
, idet han lukkede Vinduet,
Han
lagde sig atter paa Sofaen, men han sov ikke mere.
Han tænkte paa sin Drøm.
—»—
l-1
------