300 / 427
290
Nutidsbiileder
u d e o t r
i r a .
VIL
P a a Politikens brogede Gebet,
Hvor der er Travlhed idelig og idelig,
Er ikke Spor af nyt for Tiden iket,
Tavsheden heriker dæmpet og højtidelig.
Den o f fe n l i g e Me n i ng ilumrer blidelig
Og drømmer om, hvad den har hørt og fet,
Imens i Søvnens Arme os forlyfter
Sø f l a n g e n s Gjenkomft under Norges Kyfter.
Det overgaar i Grunden al Foriland,
A t dette Kræ, fom ftadig Uro volder,
Skøndt til Rubriken «Humbug» det fig holder,
Skal netop vælge
B jØ R N S O N S
Fædreland
Til der at give fine Gjæfteroller
Som Alvorsmand udi det bare Vand.
Mærkværdigt nok, at famme Land forener
Paa fit Gebet to flige Fænomener!
D og lad det ftakkels Søuhyre fno
Sig, fom det vil, om Presfens Klippetinder,
Hvor det forhaabenlig vil længe bo
Og fole fme redelige Finner.
Vor Tid har Fænomener nok, der fkinner
Som Nordlys over « P o l e n s B j e r g e s » Ro.
Nys kom
her
Bud om
N
o r d e n s k jo l d
fra
A fien :
Han Manden var, fom fandt Nordoftpasfagen.
D et var en Heltedaad, langt mere værd,
End hvad en vis Kulturftat har udrettet,
Som, ftøttet til en overtallig Hær,
Sin «Ær e» i den fvages Blod har tvættet,
Belyft den bengalik under Flammeikær
Fra
S
ø n d e r b o r g
,
famt « P a r a g r a f f e n f l e t t e t » ;
Den Mand, fom fejred’ over Nordens Ismark,
Har
ftørre Ros fortjent end nogen
B
is m a r k
.
Og nu for Tiden har man dobbelt Grund
Til ret at være
N
o r d e n s k jo l d
taknemmelig:
Imellem Japans Kyft og ørefuud
Er der faa langt, at det er næften væmmelig’,
Og mens vi vente her fra Stund til Stund,
Og hver en Nyhed fynes rent at gjemme ftg,
Saa fender han til bedfte for vor Viden
Os nyt fra ASIEN i Agurket i den!
VIII.
0
e Venftremænd udi K j ø b e n h a v n
De fad i en fæl Menage.
— Vejen til T a b u r e t t e s Favn
Er Venftres Nordoftpasfage.
De Venftremænd rejfte faa mange Mil
Sorn
NORDENSKJOLD
norden for Aften.
Dog inde i Axelftad holdt de Hvil,
Her var vift: Nordoftpasfagen.
At opdage denne var deres Agt
Og deres alvorlige Mening;
Danned’ af «Valgros» de her en Magt
Og kaldte den On s d a g s f o r e n i n g .
I Axelftad ftod den under Gevær,
Beredt til blodige Fejder,
Og danned’ en talrig Venftrehær .
— Tre Mand og halvanden Gefrejter!
Med S o c i a l i f t e r n e Møder de holdt
Sønden for
E
r e m it a g e n
,
Den røde F a n e betegnede ftolt
Deres Vej til Nordoftpasfagen.
A t fejre paa den Maner eller dø
Den Venftreklub havde i Sinde.
Dog maatte den fejle fin egen Sø
For Taburetten at vinde.
Den krydfed’ i Dage, den krydfed’ i Aar,
Men «en ko l d En» blev Entreprisen.
Kulden var fæl og
W
in t h e r
var haard,
Man mægted’ ej bryde Ifen.
A f indvortes Tvedragt og Klammeri
Var Venftres Foreninger optaget;
Den gunftige Tid var fnart forbi,
Men Pasfagen blev ikke opdaget.
Nej Axelftad! trods al anvendt Flid
Blev du ikke til Venstreftad opdraget,
For Expeditionen gik til en Tid,
Men faa blev til ftdft den opdaget.
— .
rA
—
—