305 / 427
295
have den Plads. Saa siger jeg jo til hara med Vær
dighed. kan De tro, søde Fru Schrøder: „Jeg vil
gjøre Dem opmærksom paa, min Herre, at i min
Loge kommer der lutter dannede Personer.“ — „Ja
det sætter jeg ogsaa især Pris paa,“ siger han, „og
maa jeg saa spørge, hvad den koster?“ HarDekjendt
Mag^
Uforskammethed af saadan en Laban,
saadan en, sat»i:n
— aha! og jeg laante ham jo
et Par Øjne, kan De uC, og sagde, at jeg skulde
forhøre mig hos dø andre Damer og sende ham Be
sked og saa gav han mig sin AdiCSS« paa Ct Visit
kort og sjokkede af, og jeg satte mig ligG ned og
skrev til ham, at nn havde jeg forhørt mig og
¿t
der blev ingen Plads, men nu kan De tænke Dem,
søde Fra Schrøder, at næste Dag kommer Fru
Mikkelsen op for at faa eu Kop Kaffe og en lille
Passiar, og saa fortæller hun mig, at det er en ung
Godsejersøn, som skal arye hele Klatten efter sin
Fader og ligger og lærer Landvæsen her inde og
sikken et Parti for Petrine, og jeg havde jo gjerne
sendt ham Billetten alligevel og til halv Pris oven
i Kjøbet, hvis ikke den unge Løjtnant Svane, som
kun er Sekond ditto og gjør Kur til Pigebarnet uden
at have en Skilling i Lommen, men bare Skilning i
Nakken og Gjæld, havde faaet den. Jeg var saa
melangtrist. hele Dagen der over, at Sørensen rnaatte
gjøre Skovtur til Søllerød for mig, og saa kan De
tænke Dem, søde Fru Schrøder, at da vi er kommen
i Toget og begyndt at kjøre sagte ved Hellerup
giver det sig paa én Gang til at surre og snurre
saa forfærdelig i Vognen lige under mine Fødder
og helt op i mine Ben og jeg bliver jo forskrækket
og skriger ud af Vinduet efter Konduktøren og spørger
ham om, hvad det kan være og om han ikke tror
der er Fare paa Færde, og saa siger han det er ikke
andet end en Bremsekupé, vi er kommen ind i, og
vi kunde godt komme ind i en anden og der kan
man da se søde Fru Schrøder, at Kamæerraad
Lembcke har Uret, naar han beskylder Jernbane
direktøren for Dyrplageri, for naar Jernbanen ind
retter særlige Bremsekupéer ligesom Postvæsenet,
der har Bivogne, hvad kan man saa forlange mere,
som Frits Grønbæk sagde, da Sørensen fik Baad paa
Peblingesøen, som han allerede har digtet, jeg tror
det hedder en Barkerolig i kommunal Stil til, til at
synge med Zitber i Maaneskin, og som begynder
saadan:
E h i e r s er saa lille,
H a n s e n er saa stor,
H e y m a n n s Kroner trille,
H e n r i c h s e n og B i l l e
Styrer Stadens Ror.
Og vi har tænkt paa at faa lavet en Fregatta der
ude næste Gang Maanen er fuld med bengalske Blus
og i Fiskerdragter som Nyrup, da han sang den
Stumme i Portoriko, som De jo nok har hørt om, og
nu Farvel, søde Fru Schrøder, og Tak for Kaffe.
Højstærede Hr. Magistrat, naar man paa »Assisfcens«
Sin Bopæl har faaet i et Gravsted,
Saa skulde man dog tro, at man der har Fred, imens
De levende forlyste sig og slaas lidt eller skænd's,
— Jo, Vorherre bevares! sikken Gravfred.
Naar man er ded og borte, bar man tage den med Ro,
Og det har jeg nu al Tid havt for øje,
Men naar jeg nu i D ag har forladt de dades Do
Og henvendt mig til Dem, maa De slet ikke tro,
A t jeg har gjort det bare for at spege.
Nej, det er ramme Alvor; den stakkels Kirkegaard
Herude trænger hejlig tii Fredning.
For oven det dejligste Ukrudt Redder slaar,
For neden man til Halsen i Vand og Sele staar:
Man bli’er behandlet værre end en Hedning.
De Stakler, som man sænker i Jordens milde Skjed,
Bli’er her til en Slags Gravseer forviste,
Den Skæbne er for haard, selv om Jorden er for blød,
Og det er dog i Grunden ingen Spøg, selv for en død,
At skulle leve i en Plimsollsk Kiste.
Mærk derfor paa min Klage, I Stadens vise Mænd,
Thi snart er min Taalmodighed omme,
Og lægger man mit Klagemaal helt upaaagtet hen,
Saa bliver jeg sgu nødt til at spøge igjen,
Og saa bli’er det en dyr Spøg for somme.
Æ r b ø d i g s t
Min G jenganger og ieg selv.