308 / 427
298
Fremtidens Venstre,
( 1 ^ 0 $ o
Mens i det ganike Land fra Veft til Øft
Den gule Sæd paa Marken bliver ilaaet
Til ftørre eller mindre Fryd og Trøft,
Naar paa det tørre man har Kornet faaet,
Har Venftre haft en yderft daarlig Høft,
Thi det har høftet, hvad det felv har faaet,
Og faar man bare Ukrudt i fin Ager,
Vil Høften altid blive lovlig mager.
Fra Aar til Aar med uformindiket Flid
De folkelige brave Bondevenner
I Folkets Jord har plantet Kiv og Splid
Og udfaaet Tvedragt mellem Landets Stænder.
Men flig en Gjerning gaar kun til en Tid;
Nu har de ikke flere Dragetænder,
Og det maa falde Venftre fvært for Bryftet,
A t kun fin egen Udfæd har det høftet.
«Bevidfte Folkemagt», ja, du eft væk!
Det Venftre, fom ftod nær ved Magtens Tinde,
Faldt ned og fik derved et voldfomt Knæk
Som det vil aldrig eller fent forvinde,
Og Vaakenikjoldet vil ej pletfrit ikinne,
Skøndt det bli’er daglig vadiket af med Blæk,
Og ikøndt til Strængeleg af Z a h l e s Lyre
Det præpareres med A l b e r t i s Syre.
D o g Venftre! det var baade Synd og Skam,
I Fald du ikulde dø i denne Kvide!
Vi venter, du vil fnarlig Ikyde Ham
Og lade os og hele Verden vide,
A t endnu du har Kræfter til at ftride
Med fordums Mod og Kraft for dit Program!
Der ha:- dog vift fig Tegn i Tvedragtsflammen,
A t Venftre nok igjen kan bages fammen.
H
in
L
edre
fom en kyndig Vismand fpaar,
A t Venftre vil i kraftig Fremgang vorde
Minus
A l b e r t i s og Hr. B e r g s Kohorde;
ALBERTI véd, at Venftre alt formaar,
Naar BERGS og H o l s t e i n s Grupper holdes borte
Fra Venftres Rækker, og Hr. B e r g forftaar,
A t Venftres Kæmper ftaa, fom de var murede,
Naar alle Moderate blive furede
Faar disfe trende bare deres Villie,
Saa faar et Fremtidsvenftre man at fe,
Uskyldigt fom den rene hvide Lillie,
Og rent fom nylig falden Vinterfne.
Derfra vil ingen Defertioner ike,
Der bliver aldrig Tvift i den Familie.
Og Højre vil — det har man Lov at tænke —
Dets Dannelfe fin fulde Biftand ikænke.
Punch
drømmer.
Punch
havde været i
Udstillingen. Det var lykke-
ides ham at komme ind uden
videre Molest, og han havde
«i den Anledning takket sin
samt Komiteen, der ikke
IiTanset barn værdig til Fribillet og den deraf føl
gende Nedsættelse i den menige Presses anden Klasse
med sort Kokarde, hvis usalige Medlemmer ere for
dømte til at lade sig maltraktere af Hr. B o r g e n s
Bindehund. Han var, som sagt kommen lykkelig
forbi denne Cerberus, og i den glade Følelse af at
være bleven 50 øre — nej
1
Krone, for det var i
Lørdags — lettere og at have passeret Opsynets
Skærsild med hele Lemmer og hel Billet, hengav
han sig med Iver til Studiet af den forunderlige
Oldtidsprotokol, som beæres med Navnet Katalog.
Lyden af mishandlede Bladnegeres Klager og Jam
merskrig naade nu og da hans Øren.
Hebraiske
Forbandelser fra afviste Journalistfættere og Kusiner
lød af og til som det oprørte Havs Brølen fra Ind
gangsdøren, men
Punch
vedblev uforstyrret at gjætte
Katalogets mørke Gaader og nedsænke sin skyldfri
Sjæl i Fortidens Kulturstrømme. Efter fire Timers
anstrængende Studium havde han endelig naat det
tilfredsstillende Resultat af sine Undersøgelser, nemlig
en Musæums-Hovedpine af rent ud sagt Patent-Di
mensioner.
Dødtræt slæbte han sig hjem i sin
Hule med en Følelse, som om alle Fortidens Tøm-
mermænd holdt Generalforsamling i hans Hjernekiste
og omformede dette Møbel sukcessivt i Renaisance-,
Rokoko- og Parykstil og saa dog til sidst opgav det
Hele for at lade den staa som et unyttigt Skrammel,
tora og indholdsløs som en ledende Artikel i gamle
Berlingske.
Men i al denne Tomhed og Stilhed var
der tillige Fred og Hvile. Søvnen lagde sin borge
mesterlige Haand over hans trætte Øjelaage, og ud
af Søvnens Nat hævede sig et fredeligt, solbeskinnet
Drømmebillede.
Punch
drømte, han var Svømmelærer
og holdt Examen over sine Elever. Ingen skinsyg
Kaptajn S c h ø nb e r g stod ved Siden for med bitre
Ord at forstyrrre Publikums Begejstring. Ude i de
klare Bølger tumlede hele den glade Skare af tak
nemlige Elever sig. Først kom Frisvømmerne, de
rigtige gamle Vandgængere. Som en vældig Hval
fisk boltrede Ch r e s t e n Be r g sig i Voverne, sprøj
tende Skummet i Næsen paa Ho l s t e i n L e d r e -
borg, der som en smidig Aal bugtede sig af Sted,
medens Al be r t i som en mægtig Helleflynder gled
stille og majestætisk frem. Zahl e gav den glade
Lax og slog Saltomortaler og Koldbøtter hen over
den lille Hø g s b r o , hvis sorte Kalot og røde Skæg
gav ham en vis Lighed med en melankolsk Sælhund.
Borgemester Eh l e r s laa ganske stille paa Ryggen
og drev; han var saa forsigtig og bange for at røre
Sig, da han nødig
vildeplumre Vandet, fordidet
muligen en Gang,
naaralle Ferskvandssøernevar
drukne op, kunde
blivenødvendigt at nedsætte et