313 / 427
Du skriver saa meget om den evige Sne.
Rigtignok
findes den ikke her; men vi have til Gjengjæld den evige
Regn, og den er heller ikke til at kimse af, i hvor vel
den paa Grund af sin Evighed frister mig til at kalde vort
Schweitz for det nedersachsiske;Schweitz.
V i have ganske vist ikke de fra H. P. Holst’s Natur
historie saa bekjendte Kameler springende paa vore Bjerg
toppe, men saa (findes her, i Modsætning til hos Eder,
overalt Grovbønder, og vi nøjes ikke som I med en, nei
vi have mange J omf r u er. Heller ikke staa vi tilbage for
Eder i Retning af Stednavnenes Dobbelthed. Naar I f. Ex.
skrive Genf, men sige »Sjeneve», saa have vi ogsaa vor
særegne Orthografi. Vi stave saaledes f. Ex.: T -r-y-g siger
Trø, g-e siger ingen Ting, r-ø-d siger rød — Trørød.
Hvis Du er vigtig af Eders Tells Kapel, stikke vi i
den Retning heller ikke op for Eder — vi have Grøns
Kapel.
Eders Tell er død for mange Aar siden, men vi
havde foruden Grøn, som endnu er levende, for nylig baade
en Hr. og Mad. Tell (eller hvad de nu hedde paa ameri
kansk) paa det nærliggende Klampenborg, der med største
Lethed kunde skyde, om det skulde være, en hel Skæppe
Æbler af Hovedet paa hinanden.
Føjes saa hertil, Du
A lperoser! at jeg hver Aften faar mig en Toddy, saa god,
som Du faaer den paa nogensomhelst Schweitzerkaflé, vil
Du kunne forstaa mig, naar jeg siger: Lad Vorherre kun
beholde sit Himmerige og D ig dit Schweitz, naar jeg blot
maa beholde mit Nordsjælland.
Eller, for at bevinge mine Ord, »jeg tror stadigvæk,
der er skjonnest i Nordsjælland«.
Din ikke bjergtagne
N o r d s j æ l l æ n d e r .
Overlampepudserens Dagbog.
[fortfat af PETERSEN)
i Ode S e p t e m b e r .
T o rden væ r, N a a r M ø b ler fløttes
a a A m fib iu m .
— Her sidder jeg mig atter til Dabogens
Førelse begrunnet i, a Severine er møt med Fraværelse
formedelst D y k k e r ville ha henne ud igæn paa Højskolen
for a være til glimrendes Ægsempel *aa Mønster for de
andre a hans Ælever, i Deklemasjon aa Retskrivning, hva
je g er glad til, fordi hun kan lære a Dykker, aa Dykker
a hinne som kaldes den ingbørdes Unnervisning aa her er
heller igge, naar jeg skal sige det sæl regti ren Loft a
indaanne for Uskyldihedens Lunger anbelangende den har
vaaren lummer med Tordenvær, som godt ku ha truggen
a Kasino te som Hostrups Støgger har Genegenhed til
iforvejen, aa igge sjekaneret os med Gengivelse a fordums
morsom selv i Drømme; bestyrtet saa
jeg paa ham.
*
Hvordan Sprutten saa ud ifjor, véd
ethvert Barn, og jeg bemærkede med
G læde, at han i Aar var akkurat den
selv samme.
*
Naar det er Aften, medens Sprutten
er i godt Humør, og det er han altid
efter Kl. 7 om Eftermiddagen, da er
hans Historier uendelige. Store Klynger,
der er i Pagt med ham, samles da ved
den lille ’Laage ud til Plænen, hvor
Fyrværkeriet afbrændes. Som Ildgnister
af en Raketstok stryger han Branderne
af
sin
Spadserestok, medens hans
Troldkjærling futter af Glæde.
*
Der er en Fejl ved Spruttens Historier.
Glans og Glorie aa Minners Opvæggelse angaaendes Fru
S ø d r i n g , som vi elskede, aa Else der sku ha vaaren til
Dykker osse hellere, aa vores Torden har igge godt a
aa bruges saa tidt fordi den biir slidt a det i Kanterne
aa gør igge tilstræggelig moralsk Æfekt som i Donjuans
Ende i Lørdags, der sku har vaaren restende men igge
var det.
Desformedelst.
Men Ærbødigheden aa Desi-
plinen, der er det Vigtigste faar en Opstramning for
Kommandanten,
bemærkende a højstsamme har faaet
H o s t r u p tel aa stikke O l a f s smaa Heste ind i Støgget
til Opmuntring aa Vederkvægelse for Publikum aa som
heller igge kan vægge Anstød i Kongelogen værendes en
Telfældighed aa igge a Ondskab som Olaf er for godmodig
til.
Hvorpaa candidat juris W i l l i a m b l o k kom paa
Scenen med et Proverbum a de regelmæssige franske uden
R i k a r t K a u f m a n , der har vaaren en Legtemand paa
hans Vej og lat ham rende te Vat istedetfor at blive hos
os, men nu har vi ham igæn, aa gid Du Severine ku ha
set ham sedde i Buret som Forfatter aa kigge vemodelien
gjennem Tremmerne ned i føste Pakæt, hva der var et
Syn for Guder aa for Kapellet, hvorefter hans Proverbum
gik med Klap aa Beundring værendes baade kjønt aa ing-
viklet begrunnet i Dialogen. Aa E m i l aa Fru E k k a r t
fletter Møblerne som er finfin og liesaa pæne og Noet tel
som i Krumkaven men vælter et Møbel, af Postelin og
Vandvare. Hvorpaa jeg blev kaldt ned a tygge Jørrensen
aa Svendsen til en Spidsbajer aa ville op aa høre Resten
aa Slutningen men kom bagetter aa fig Lamperei istedet.
Amfibium a Morliære, som betyder, at det er en Mellem
ting a en Fugl aa en Fesk aa lever paa Grændsen af
Anstændiheden aa de fine Fornæmmelser des angaaende,
som man ska kunne balansere paa aa ha vaaren ved Bal
letten tel, som Fru Ekkart, aa Emil er osse et Amfibium
fordi han er baade i Komedien aa det Tragiske aa Frøken
B æ r t e i s e n lisaadanne med Balletten aa det reseterende
aa er allievel en kort Nat innu, men biir maaske længere
henad Ju l, aa værn sku ha trot det om Sjæfen, som debu
terede med Strygning i Holberg a han ku la Amfibium
komme frem værendes dog en Berolielse a C æ t t i g er med
aa holder paa Værdigheden aa Moralen, som der er mere
a i Støgget
end en skulde tro, naar manser det,
som
jeg var glad a Du var væg fra Severine,
formedelstdin
Ungdoms Uerfarenhed som du innu er belæmret med aa
har erholt som et helligt Arvegods efter din sali Faer,
der velle ha slået Kors for sig aa faaet Hævelse aa Op-
reisning a hans Hovedhaar værendes ikke mange — men
allievel; Desformedelst.
Men jeg sier, vi ska lytte til
Kritiggen aa Hermand Bang aa Dasavisen, aa bare kile
paa og gaa
for de Vind uden Reb i Sejlene menstry-
endes aa la
være a ræsonnere. Derover.
*
Hvilken ?
*
Der er for mange — han fortæller
dem til; til Alle og Enhver: til Grosserere
og Detailhandlere, Genier og Idioter,
Bladsmørere og Statister, Læseheste
og Kjøreheste, Pachto- og Hektogrofer.
*
Sprutten er en af de populæreste
Mænd i Danmark. Dette er mit fulde
Alvor.
Derfor siger je g , naar Nogen
spørger mig: «Hvem skal jeg faa til
at skrive i mit B lad ?«: «Hverken Drach-
mann eller de søndeq'ydske Piger,
hverken
S g a n a rel, F lå n e u r
eller
L — o,
som dog er de bedste til 2 Øre Linien
og 3 øre om Søndagen, nej ikke dem ;
*
Men Sprutten!«
*
Det hed sig, at
L — o
af Henriquelse
havde let sig ihjel den ene Dag og
skulde begraves den anden, men da
den ene af Ponnyerne havde faaet
Gighoste, maatte Begravelsen af Be
gavelsen udsættes.
*
Grin vil det blive, naar Sprutten en
Gang giver os en naturtro Fremstilling
af Trefoden,
hvorpaa
D a g sa visen s
Muse begejstres, nemlig:
S g a n a rel,
F lå n e u r
og
L
—
o.
Det bliver Grin,
men for hvem?
fl
ikke for Trefoden!
*
Men for Tusindbenet: Publikum.
I j i r u m - J L a r u m ,