316 / 427
306
Engelsk Foretagelsesaand.
K on g en af Z u l u k a f f e r n e s Land
Er nok for Tiden en fangen Mand.
Brittifke Tropper har gjort Kaal
Paa
C e t e w a y o s
Hof og hans Kraal;
Fangen han førtes gjennem U l u n di,
Ak ja — «
sic transit gloria mundi!■»
B ri t t e n paa Oxer og Lavrbær blev rig
I denne dyre Gorilla-Krig.
Glæden i E n g l a n d herover er ftor,
Takkefange man fynger i Kor,
Tropperne blive beværtede flot,
C a r e y
har Redningsmedaljen faa’t,
B E A C Q N S F IE L D
udbryder fuld af Rørelfe:
«Hvilken en Vending ved Forfynets Førelfe!»
Og for Triumfen i A f r i k a
Raabes i
Times:
VlKTORlAl
Stakkels Kong
C E T E W A Y O ,
du faar
Ikke de allerblidefte Kaar;
En Slags S e d a n beredet du fik
Ved ftorbritanifk Finanspolitik.
Britternes Heltebedrifter ftraaler
Bengalik belyft af brændende Kraaler.
Snart Ikal vel Fangen i Englands Byer
Fremvifes fom et udenlandik Dyr.
— Ovre udi A f g h a n i f t a n
Gaar det imedens faa galt, fom det kan.
Dræbt blev Viktorias Repræfentant,
Sørgeligt er det, men (Ge)fandt,
A t han blev liggende myret paa Pletten,
D et var dog ftik imod Folkeretten,
Og det ikal hævnes ftrængt, fom man fi’er,
Baade paa K a b u l og paa dets Emi r .
Derfor fig rufter den brittifke Hær.
Hævnens Time vil fnait rykke nær.
Tropperne vente endnu blot paa
Splinternye Kameler at faa.
Landet derovre fkal helt være øde,
Hundredtufind Kameler er døde ;
Dronning
V I K T O R I A S
Hær har beftemt
Tyret Kamelen en Smule for flemt.
Men. naar den hellige Krig bliver endt,
B e å C O N S F I E L D
faar fig et ftolt Monument.
Reddet han har — det bli’er ej beftridt —
Britternes Ære fra haabløs F a llit
Englands
Prestige
bevaret nu godt er
Mellem Kalmukker og Hottentotter,
— Ja, dets Navn vil vift fnart vinde Klang
Hos Bavian og Orangutang.
Kjærestefolkene.
Berg og Ho l s t e i n sad paa Bnndtmagerloft
sammen mellem andre Venstremænd, og saa sagde
B e r g til Ho l s t e i n : „Skulle vi ikke være Kjæreste-
folk, siden vi dog sidde paa Bundtmagerloft sammen?“
— men Ho l s t e i n , der var statsvidenskabelig Kan
didat og bildte sig ligesaa meget ind som en fin
Jurist, vilde ikke svare paa saadan Noget.
Næste Dag kom
Punch,
som ejede Legetøjet;
ban pudsede Ch r e s t e n s Briller og gav ham et
dejlig hvidt Halsbind paa, det saa just prægtig ud.
naar Ch r e s t e n holdt Tale.
„Se paa mig!“ sagde han til Ho l s t e i n .
„Hvad siger De nu? Skulle vi saa ikke værø Xjæ-
restefolk, vi passe godt sammen. De vrøvler og jeg
vaaser! lykkeligere end vi To kunne Ingen blive.“
I
„Saa, tror De det!“ sagde Ho l s t e i n . „De
j
véd nok ikke, at min Fader og Moder gaar med
Grevekrone, og at jeg bar gaaet i Skole hos Gnideri“ |
„Ja, men jeg er Konge paa Bogø,“ sagde Be r g , j
„og Yælgerne har foræret mig et Gulduhr. De har
j
selv sparet Pengene sammen dertil, og det var dem !
en stor Fornøjelse!“
„Tør De spytte i Yærket?“ sagde H o l
3
t e i n.
„Gid jeg aldrig maa komme i „Punch“, om
jeg lyver!“ svarede B erg .
„De taler meget godt for Dem af en Skole
lærer at være!“ sagde Ho l s t e i n . „men jeg kan dog
ikke, jeg er saa godt som halvt Forlovet med Ta
burette; hver Gang jeg holder Tale, stikker hun
Hovedet ud af Portefenillen og siger: Yil De? vil
De? og nu har jeg indvortes sagt Ja, og det er saa
godt som en halv Forlovelse, men jeg lover Dem,
jeg skal aldrig glemme Dem.“
„Ja det skal stort hjælpe!“ sagde Ch r e s t e n ,
og saa talte de ikke til hinanden.
Næste Dag talte Ho l s t e i n ; Be r g hørte, hvor-