S_Punch_1879

311

a jeg igge har gaaen paa Frøgen Salles Karsns aa lært

Taliænsk aa derfor har vanskelit ve a nyde Jastrov med

Forstaaelse aa Begejstring, aa kan innn se Andræffi i de

blaastrivede vrikkendes med Stolen aa syngendes Ladon-

namoppile medGrasie, som ska være A u g o s t a S k o v der

er Datter a S i m o n s e n , som er en Nar liesom K r e -

s t o f f e r s e n ,

I M en Kirsten.

Men Støgget er ellers

storstilet aa med Æfekt aa Taardenvær i Enneu, som det

lader til Komandanten har faaet Smag paa; fordi det op-

vægger hans Erindringer fra den Tid han var ve Artilleriet.

Aa J a s t r o v er Hertug aa Tenor og B r u n er hans Ven

aa osse Tenor men innn højere aa hedder Larulle som

han osse gjør med Øjnene, hvorpaa E r h a r t Hans er i

stier op fra Dybet aa nedtaardner Forbannelser over dem

Allesammen fordi Fru Erhart bar saa Lidt, aa i næste

A gt kommer Simonsen igæn aa gør Visit hos Augosta

Skov aa fortæller a han er en Skifting aa igge er tilfreds

i sin Kondition hos Jastrov aa gaar, aa Jastrov kommer

aa aabner sit Hjerte, og Gilda blier rørt aa taer en Lambe

aa gaar i Sæng med en Trille ovenpaa, hvorefter Simonsen

leger Blindebnk liesom Jærominus i Julestuen aa Brun gør

Indbrnd aa stjæler Augosta Skov, fordi hun er mer end

Perler aa Guld hcgrunnet i hennes Koleradur, som er ren.

Derefter gaar Tæppet ned aa Folk op.

I Foyeren aa

venter paa a di ska faa hende slæbt op i den store Sal

som er tredie Agt, hvori Simonsen er vred paa Hertugen,

fordi han igge faar nok F e aa renner sin Vej med Au

gosta Skov, aa Erhart forbanner Ko mandanten fordi han

skal synge Bas, som er for lav en Bestilling for ham.

Saa kommer sidste A gt med Røstelse aa Trumpeter aa

Befugteise a Lominet

rklær formedelst Graad aa Gysning,

eftersom Jastrov er gaaen paa Eventyr aa kommen i

H a r t m a n d s Kloer, som er en Bandit aa Morter aa uhyg-

geli. Hvorefter Frøken K r i s t e n s e n synger noget Sigøine*

risk indvendi aa er koket men skiggeli allievel formedelst

Forelskelse i Jastrov, som det er mærgeli di blier alle

sammen suksomsive. Men Augusta Skoy bemærkendes det

blier sørgeli, aa Skindsyens fule Dæmon raser i hennes

Hjerte, hvorover hun taer Pasjedragt men anstændi med

sorte, vide paa, aa vel ing for a merde dem allesammen,

aa Forhænget faller men igge Tæppet, saa kommer Si

monsen ind aa er fæl aa Klokken slår taal aa Hartmand

kommer slæbendes med Augosta Skov paa Byggen aa kan

knap, saa hun hjælper tel med Taaspisserne, som er kjent

a hinne, fordi det lætter baade Hartmand aa Folks Hjærte,

som tror hun allerede er afgaaet ved Deden formedelst et

Dolkestød hun bar faaen i Hjærtet men innu igge, aa

Rikke Leth er glad fordi han tror, det er igge andre end

Jastrov, men som kommer tilsyne syngendes Ladonna-

moppile oppe paa Broen.

Hvorefter Kikke Leth fisker

Augosta Skov op fra Gullet aa songer Finalen aa hun op-

gier Aanden aa Simonsen Forstanden aa Tæppet faller

med Klap, som jeg nok synnes man kan kalle et Bravur-

støgge, aa der var fult Hus aa di Kongelie, men Fredag

var der tomt aa ingen Kongelie formedelst den lille Hertug

som længe har vaaren ventendes. Paa Kasino. Molbæk aa

Fru Hennings er rejst tel Tyskland for aa se hans nye

Stokke der aa vi gaar i Angest for a di ska blie dernede,

aa va sku vi blie tel saa. Jørrensen sae di rejste paa

Kassen, men som jeg igge antaer fordi Risdaen ville stryge

dem bagefter, aa gi Pengene til Drakmand som vi jo ska

ha et nasjonalt Stogge a, naar han faaer Tid en Gang,

aa det kan vist trægge ud fordi ban skriver kun Støgger

i Dagsielegrafen innu aa river ned paa Ambraasius, fordi

det er igge a Bjørnson eller a han sæl, aa fordi Em il gør

liesom mején Lokke hos Damerne som han, va han igge

kan gøre for, men saalænge Komandanten ka faa fuldt

Ku s a Molbæk, hvorfor sku han saa gaa til Bjernson som

er Republikaner aa passer bedre paa Folketeatret end i

det Kongelie, som Drakmand sæl bemærker i Ennen aa

naar den er god er alting godt aa derfor vel je slutte

for i Dag følendes Torstihed aa Mutter er gaaen i Sæng

aa Eramkayen er aabea saa vel je gaa over aa lære lidt

Italiænsk dersteds, som vi faar Brug for, naar Ristori

koraraer aa ska bolle Ristoration heropne, va vi glæder

os til, fordi vi saa sæl ka holle Ferrie igæn med Rolihed

men uden Fø.

Glade Forhaabnmger,

f o

fordums Tid

apoi

eon

Fra Øen E lb a drog,

Thi han var en urolig Aand

? Og mange Slag han slog.

Saadan er

auber

osfe;

Ja, han er ingen Tosfe,

Ham binder ingen Trosfe

Til sløv Uvirkfomhed.

F e n r i s u l v e n løs

fig

sled,

Lænkerne itu den bed,

Om slig Hunger

auber

véd

Jo ogfaa god Beiked.

Nu gjælder det en blodig Færd.

Og Kampen bliver h e d ;

! A l b e r t i ta ’er fit

gamle

S væ rd

K n a g e ræ k k e n

ned.

Med ham vi faar vor Hyre,

Han

er ej

god

a t ftyre,

Som bare Svovvelfyre

Hans Tunge bide kan.

Ej Hr.

amm

vift holder Stand ;

«Førft af Brædtet* fpiller han,

Kaptajn

ons

fom Højres Mand

Skal ftaa mod

aubers

Tand.

Hr.

erg

han fidder

fit Telt

Med Haanden nnder Kind,

Sørgmodig er den Folkehelt

Og melankolfk i Sind.

Fra Øfterfø til Bovbjerg

Man kvæded’ nys din Lov,

erg

Men ak, nu kommer

auber

Og er i Hu faa gram,

; Som en ægte Finkeldram,

Kras og ftiv og

ftæfk

og ftram.

erh

ørup

er mod ham

Kun rene Gimmerlam.

Og T

aubers

gamle A ppetit

Den er

tilbage vendt,

Af «Valgtryk» har hans Mave lidt

I Sommer, fom bekjendt;

Men drøj var rigt’nok Kuren

Og M orgenblads-M ixturen,

Han fik, — det var en fur En,

Som knap han drikke gad.

er T a u b e r

atter

glad,

Nu ikal han ha’e fin varme Mad,

Nu ikal han til det fulde Fad,

Til Tings i Ax e l f t a d .