311
a jeg igge har gaaen paa Frøgen Salles Karsns aa lært
Taliænsk aa derfor har vanskelit ve a nyde Jastrov med
Forstaaelse aa Begejstring, aa kan innn se Andræffi i de
blaastrivede vrikkendes med Stolen aa syngendes Ladon-
namoppile medGrasie, som ska være A u g o s t a S k o v der
er Datter a S i m o n s e n , som er en Nar liesom K r e -
s t o f f e r s e n ,
I M en Kirsten.
Men Støgget er ellers
storstilet aa med Æfekt aa Taardenvær i Enneu, som det
lader til Komandanten har faaet Smag paa; fordi det op-
vægger hans Erindringer fra den Tid han var ve Artilleriet.
Aa J a s t r o v er Hertug aa Tenor og B r u n er hans Ven
aa osse Tenor men innn højere aa hedder Larulle som
han osse gjør med Øjnene, hvorpaa E r h a r t Hans er i
stier op fra Dybet aa nedtaardner Forbannelser over dem
Allesammen fordi Fru Erhart bar saa Lidt, aa i næste
A gt kommer Simonsen igæn aa gør Visit hos Augosta
Skov aa fortæller a han er en Skifting aa igge er tilfreds
i sin Kondition hos Jastrov aa gaar, aa Jastrov kommer
aa aabner sit Hjerte, og Gilda blier rørt aa taer en Lambe
aa gaar i Sæng med en Trille ovenpaa, hvorefter Simonsen
leger Blindebnk liesom Jærominus i Julestuen aa Brun gør
Indbrnd aa stjæler Augosta Skov, fordi hun er mer end
Perler aa Guld hcgrunnet i hennes Koleradur, som er ren.
Derefter gaar Tæppet ned aa Folk op.
I Foyeren aa
venter paa a di ska faa hende slæbt op i den store Sal
som er tredie Agt, hvori Simonsen er vred paa Hertugen,
fordi han igge faar nok F e aa renner sin Vej med Au
gosta Skov, aa Erhart forbanner Ko mandanten fordi han
skal synge Bas, som er for lav en Bestilling for ham.
Saa kommer sidste A gt med Røstelse aa Trumpeter aa
Befugteise a Lominet
8
rklær formedelst Graad aa Gysning,
eftersom Jastrov er gaaen paa Eventyr aa kommen i
H a r t m a n d s Kloer, som er en Bandit aa Morter aa uhyg-
geli. Hvorefter Frøken K r i s t e n s e n synger noget Sigøine*
risk indvendi aa er koket men skiggeli allievel formedelst
Forelskelse i Jastrov, som det er mærgeli di blier alle
sammen suksomsive. Men Augusta Skoy bemærkendes det
blier sørgeli, aa Skindsyens fule Dæmon raser i hennes
Hjerte, hvorover hun taer Pasjedragt men anstændi med
sorte, vide paa, aa vel ing for a merde dem allesammen,
aa Forhænget faller men igge Tæppet, saa kommer Si
monsen ind aa er fæl aa Klokken slår taal aa Hartmand
kommer slæbendes med Augosta Skov paa Byggen aa kan
knap, saa hun hjælper tel med Taaspisserne, som er kjent
a hinne, fordi det lætter baade Hartmand aa Folks Hjærte,
som tror hun allerede er afgaaet ved Deden formedelst et
Dolkestød hun bar faaen i Hjærtet men innu igge, aa
Rikke Leth er glad fordi han tror, det er igge andre end
Jastrov, men som kommer tilsyne syngendes Ladonna-
moppile oppe paa Broen.
Hvorefter Kikke Leth fisker
Augosta Skov op fra Gullet aa songer Finalen aa hun op-
gier Aanden aa Simonsen Forstanden aa Tæppet faller
med Klap, som jeg nok synnes man kan kalle et Bravur-
støgge, aa der var fult Hus aa di Kongelie, men Fredag
var der tomt aa ingen Kongelie formedelst den lille Hertug
som længe har vaaren ventendes. Paa Kasino. Molbæk aa
Fru Hennings er rejst tel Tyskland for aa se hans nye
Stokke der aa vi gaar i Angest for a di ska blie dernede,
aa va sku vi blie tel saa. Jørrensen sae di rejste paa
Kassen, men som jeg igge antaer fordi Risdaen ville stryge
dem bagefter, aa gi Pengene til Drakmand som vi jo ska
ha et nasjonalt Stogge a, naar han faaer Tid en Gang,
aa det kan vist trægge ud fordi ban skriver kun Støgger
i Dagsielegrafen innu aa river ned paa Ambraasius, fordi
det er igge a Bjørnson eller a han sæl, aa fordi Em il gør
liesom mején Lokke hos Damerne som han, va han igge
kan gøre for, men saalænge Komandanten ka faa fuldt
Ku s a Molbæk, hvorfor sku han saa gaa til Bjernson som
er Republikaner aa passer bedre paa Folketeatret end i
det Kongelie, som Drakmand sæl bemærker i Ennen aa
naar den er god er alting godt aa derfor vel je slutte
for i Dag følendes Torstihed aa Mutter er gaaen i Sæng
aa Eramkayen er aabea saa vel je gaa over aa lære lidt
Italiænsk dersteds, som vi faar Brug for, naar Ristori
koraraer aa ska bolle Ristoration heropne, va vi glæder
os til, fordi vi saa sæl ka holle Ferrie igæn med Rolihed
men uden Fø.
Glade Forhaabnmger,
f o
fordums Tid
N
apoi
.
eon
Fra Øen E lb a drog,
Thi han var en urolig Aand
? Og mange Slag han slog.
Saadan er
T
auber
osfe;
Ja, han er ingen Tosfe,
Ham binder ingen Trosfe
Til sløv Uvirkfomhed.
F e n r i s u l v e n løs
fig
sled,
Lænkerne itu den bed,
Om slig Hunger
T
auber
véd
Jo ogfaa god Beiked.
Nu gjælder det en blodig Færd.
Og Kampen bliver h e d ;
! A l b e r t i ta ’er fit
gamle
S væ rd
Af
K n a g e ræ k k e n
ned.
Med ham vi faar vor Hyre,
Han
er ej
god
a t ftyre,
Som bare Svovvelfyre
Hans Tunge bide kan.
Ej Hr.
D
amm
vift holder Stand ;
«Førft af Brædtet* fpiller han,
Kaptajn
D
ons
fom Højres Mand
Skal ftaa mod
T
aubers
Tand.
Hr.
B
erg
han fidder
i
fit Telt
Med Haanden nnder Kind,
Sørgmodig er den Folkehelt
Og melankolfk i Sind.
Fra Øfterfø til Bovbjerg
Man kvæded’ nys din Lov,
B
erg
,
Men ak, nu kommer
T
auber
Og er i Hu faa gram,
; Som en ægte Finkeldram,
i
Kras og ftiv og
ftæfk
og ftram.
L
erh
og
H
ørup
er mod ham
Kun rene Gimmerlam.
Og T
aubers
gamle A ppetit
Den er
tilbage vendt,
Af «Valgtryk» har hans Mave lidt
I Sommer, fom bekjendt;
Men drøj var rigt’nok Kuren
Og M orgenblads-M ixturen,
Han fik, — det var en fur En,
Som knap han drikke gad.
Nu
er T a u b e r
atter
glad,
Nu ikal han ha’e fin varme Mad,
Nu ikal han til det fulde Fad,
Til Tings i Ax e l f t a d .