325 / 427
315
derude var dem som man kaldte Borgemester Fengers
Kreaturer og det slaar ligesom et Lyn ned i Sø
rensens Sjæl, at hans Mission ligger i den Retning,
men Ulykken var jo at han var Doget tilbage i Ret
ning af det Naturhistoriske, og forvexlede i gamle
Dage altid Oxefilet med Kalvenyresteg fordi jeg gav
den samme Sauce, Gud bruger De Demerara endnu
søde Fru Schrøder, lyst Pudder er meget drøjere,
og saa blev det bestemt, at Sørensen skulde sætte
sig ind deri ovre hos Line Rummelstrups Datter
Adolfme, hende der blev gift med Krog paa Tud-
serup, De véd, ovre ved Kolding og saa syntes Sø
rensen, at Petrine gik her ovre og hørte saa meget,
hun ikke havde godt af, nu be’erjeg — mig kjender
De jo — der hører hun da ikke noget, og hvad
Søster Jette angaar, naa Herre Gud man kan jo ikke
gaa om med Patent-Mundkurv med Smæklaas alle
Tider, og bun har jo da ogsaa sine gode Sider, og
saa kunde Petrine med det samme lære Landhus-
hoidning for 300 Kr. uden Yask, som det er det
Værste med, fordi jeg ingen Vaskerkone har for
Tiden, Johansen er nemlig kommen paa Stiftelsen
og En lod jeg gaa fordi jeg greb hende i Flæsket
forleden, og saa tog jeg jo ogsaa med for at bruge
Landluft for min Krillerhoste, som jeg faar, hver
Gang jeg spiser Sennop og der var meget gemytligt
paa Tudserup og de høstede og vi skulde have
kjørt paa Kornlæs, men de var saa vaade at vi
ligesaa godt kunde have kjørt paa Vandvogn og vi
red ogsaa og jeg sad paa Malkehesten, som var
meget skikkelig men som jeg blev stødt paa og fik
min nye Poplins spoleret bagtil, fordi Hesten havde
havt Smaadyr, og var bleven smurt ind med Pe
troleum og Sørensen gik saa hele Tiden og satte
sig ind i Faarene og Køerne og hvad de Dyr nu
hedder, og da vi kom hjem haabede vi jo saa vist
han skulde faa Ansættelsen, som jeg ogsaa glædede
mig til, fordi Slagterregningen nok vilde blive mindre
derude, men nu hører jeg at Fenger vil have en
Læge med blandet Service baade for Dyr og Men
nesker og Frits Grønbæk som havde regnet ud at
vi var i Familie med Fenger, siger nu at der
alligevel er noget galt ved Stamtavlen, saa vi faar
det vist ikke, og nu Farvel søde Fru Schrøder,
aej Tak jeg maa afsfced, for vores Kokkepige er ikke
til at stole paa som forleden da jeg havde kjøbt
to Hyazinthløg til Juliane og var gaaet fra dem,
tager Pigen dem, kan De tænke Dem søde Fru
Schrøder, og skærer dem itu og kommer dem paa
Boeufstegen og Sørensen og jeg spiser dem Intet
anende saa der bliver vist ingen Hyazinther ud af
de Løg og desuden skal jeg hen og kjøbe et
matematisk Legetøj til lille Ambrosius der skal op
drages efter den Snøbelske Methode og have sine
Forstandsevner udviklede for at kunne gjøre Fa
milien Ære, naar han bliver Student saa nu Farvel
igjen søde Fru Schrøder og mange Tak for Kaffe,
Deres Pose trænger til at skylles lidt. Farvel.
Om Leonarda, Ambrosius, Ringen
og hvad det ellers skal være, m. m. m.
af Ho l g e r Brakmand.
Hr. Redaktør! Min Anmeldelse fra forleden
vakte naturligvis en Opsigt, som jeg har glædet mig
over; jeg tilbyder dem derfor min Pen igjen til 20
Øre Linjen.
Min Æstetik er simpel
(einfach),
men net; thi
den er udsprungen af Nutur og Menneskekundskab,
som jeg selv har betalt i dyre Domme, uden Rabat.
Altsaa — 20 Øre pr. Linje.
Jeg tillader mig denne lille, jeg kalder det
Selvbekjendelse, som maaske er noget usædvanlig,
men dog vist ganske klædelig.
Det kan hænde sig, jeg ikke dør i Synden, men
det bliver min Sag, jeg kjender baade mine Skjælms-
og mine Rygstykker.
Og saa en Hemmelighed, jeg vil betro Dem.
Jeg har ikke Spor af Principper.
Derfor ingen Indvendinger mod, hvad der staar
i Linjen, selv om det ikke bliver nogen Langelinje;
ingen Fortrydelse over et Halløj! ti! 20 Øre, . naar
je g finder det nødvendigt for Stilens Klarhed.
De kan nu afbryde mig med deu Bemærkning:
Bedste Hr.
B.
Det gaar efter Tur her
i
Bladet,
i
Først slaar De først, og saa slaar Mo i be ch først*)
og saa slaar nok gamle P l o u g ogsaa et Slag for
Fædrelandet,**), og saa kommer Raden***), og saa
slaar maaske
Dr.
P i ng e l et Slag for Dem****).
Ikke fordi at det behøves, uu jeg, som De vil
have bemærket, dog er kommen saa vidt, at jeg kan
tage mig selv i Nakken og smide mig ud af Vinduet.
Men paa denne Maade skal vi nok skaffe frisk
Blod ind
i
Literaturen.
Det er mit System, det samme som Avtodi- j
dakternes, He n r i k I bs en, der skrev „de Unges
Forbund“, og Figurant O. G. F. B a g g e , der brød
med Ga l e o t t i , og som derfor er
bievne
mig kjære,
mig, der dog er den største Avtodidakt her i Norden
siden Aarhundrcdets Begyndelse.
Hvad jeg her gjør, gjør jeg for ramme Alvor, !
thi jeg kan være Alvorsmand paa Sligt, og jeg gjør
j
det som den, jeg er, en ung Digter, man skal lede
længe om Magen til, og som lige til den Dag
i
Dag
(den 2. Oktober 1879) har levet paa de stærkeste
Følelser: Ungdom og Galskab, og det undertiden
endog saa hensynsløst, at . . . (ja Resten strøg
Red. rigtignok, ikke af Hensyn til de
20
Øre, men
kun for Moralens Skyld: den apokalyptiske Sve- ;
denborgianisraes esromantiske Flugt gaar for højt
j
over
Punch’s
Horisont).
*) Du kan tro nej, Moppe! **) Han gjør Fanden, gjør
han! ***) til 20 D re-Linjen?
**»*)
Han kan vist
daarlig klare sig selv.
R e d
Anm.