324 / 427
314
Et Vennemøde,
W 1 l
^ A
, f V 5^
t
L
.vor «die blaue Donau» flyder
(Naar den ej er fort af Snavs,)
Og den glade Wiener fryder
Sig ved Strengeleg af
S
t r a u s s
, .
Hvor Moralen ligger brak,
Og man morer fig ved «Krach»,
Der man hørte kun fornylig
Jubelraab og evigt Grin;
Man udftødte Glædeshyl
i
Tufmdtal rundtom i Wi en ;
Thi fom Gjæft iblandt dem ftaar
«Vennens med de trende Haar
Ak, den ftakkels
BlSMARCK har
An
Plage her paa denne Jo rd ;
Han har aldrig Fred i
V
arz in
,
Derfor han paa Rejfer for,
Og nu drog han nylig ned
Til den ikjønne Donaus Bred.
Kejfer
F
rants
faa
pænt, han kunde,
Tog
imod ham i
At Land,
Og han fae:
«Du
er den Onde
Gale mig, en Hædersmand?
Kom!
Hr. MOLTKES
Skaal og
d in
Skaal vi drikke ikal i Wien!»
Til et fyrfteligt Palads de
Vennen tog paa Slæbetov,
Wienerne,
Tom
ftod i Masfe,
Syntes, det var herligt S jo v ;
Hver
og
en tog Hatten a'
O
st
for B
ismarck
ikre«; Hurra!
A f Begejftring var kreperet
Næftendels den halve By,
Nogle havde illumineret,
Andre fang i vilden Sky
Paa Melodi a f «Wacht am Rheim
«Der er ingen T ing i V ej’n».
B
ismarck
og A
ndrassy
bleve
Enige om hver en Sag.
Deres Venikab, det ikal leve,
Sligt man finder ej hver Dag,
Uden
blandt dem, om hvem det fi’es,
A t
de
ilaas o g faa forli’es.
ØSTERRIG1 D it Navn vil fkinne
Som et Lys paa Dydens Vej 1
A t man elike ikal fin Fjende,
Verden lære kan af dig.
Naar du har en Lusfing faa’t,
Lønner du det fromt med godt
Og
man
ikal ej altid tro, hva’
B
ismarck
fi’er, for han er fin:
Sidft
fom
Ven han
før
S a d o w a
Gjæfted’ Kejfer
F
rants
i Wien;
Men hans Vært blev grumme trift,
Den Gang han fik Tak for fidfti
Hvilket Venikabspant end døiger
Sig bag
BlSMARCKS
fidfte Skridt,
Om et nyt S a d o w a følger
Eller blot en f r a n f k Vifit,
Saa har Wi en i Aar fig gjort
Til en B r a nd e nbu r ge r po rt.
Fru Sørensen.
Naada hvor De biev glad søae
Fru Schrøder, da De saa mig, men det er da ogssa
en gudforbarmelig Tid siden ~~ Tak kun lige paa
Bunden — siden jeg .bar været her men jeg skal
betro Dem en Hemmelighed, at det nemlig er fordi
Sørensen spekulerer paa at blive Inspektør ved det
nye Kvægtorv, og den Tanke fik han en Dag, da vi
spadserede ude paa Biegdarasvejen og gaar og ser
ud over Fællederne, der saamæn er ligesaa kjønne
som Himmelbjerget og hvad det hedder, for lad os
være
ecige
om den
Ting,
søde
Fru
Schrøder,
åt
Grønt
er
Grønt og enten
det
ligger
i
Bukler
eller
fladt er det
rige godt for Øjnene og Humøret, og
saa spørger jeg Sørensen, om alle de Heste og Køer