328 / 427
318
J(imbreve
til
Fætter Ch r i s t i a n i Nykjebing.
I I .
I&U spørger om N yt f r a Hovedstaden,
Om Nyt. f r a Teatret, N yt f r a G aden,
Om Skuespilleres Gjøren og Laden,
Om nye Optog p a a Maskeraden,
Om nye Opkog a f Jerem iaden
Over daarlige Tider og flove Priser.
—
Her har D u en Bunke D a g s - A v i s e r ,
E t Blomsterflor,
H vis Knopper gror
Paa Østergades tyndslidte Fliser,
Journalistikem yngste Noer,
H vis smaa Bétiser
Og Skillingsmalicer
G jør m indre Allarm , end selv de tror;
Stilen deri er meget ejendommelig
;
Og ufremkommelig,
I Længden kjedsommelig
Skallen er tynd, i Stedet f o r Ejærne
F inder D u gjerne
En „Stjerne“,
Lysende ud f r a det taagede Fjerne
Ind i din stakkels fo rvirred e Hjerne.
Indholdet
—
T ro ej
et O rd!
For Resten er det naturligvis D r a c h m a n n ,
D er atter gi'er S to f til Dagens K rm n ik e ;
Denne Musernes Sønnesønssønnike
E r denne Gang kommen ind paa fla k Vand
H ar Lasten fu ld
A f Dagstelegrafisk Bjørnsonsk Brakvand
—
Tænk han vilde rende M o l b e c h omkuld!
„A m b r o s i u s “ kalder det bare Snak han,_
„Ph a r a o s R in g “ f o r eftergjort
Og er dcrtil grov
Mod en Mgtfigdc Andre, især imod PI o ug.
D u kjender jo nok til Husbehov
D et Drachmannske Jeg?
D et evige Jeg, det selv forgudende,
A ltid sin egen P ris og Lov
I de største Basuner tudende,
Dette Jeg, det stadig stort bebudende,
D er strax ta'er p a a Vej
Og gjør Hurlumhej,
N aar han ikke har Vind nok i Kludene,
D et Drachmannske Jeg med alle dets Hændelser,
D en Drachmannske S til med de knaldende Endelser,
D et Drachmannske Dansk,
D er er ligesaa slem t som det Kaufmannske Fransk
(E n B e g el benævner han altid en B e g le,
Saa foruden Negle og Snegle og Hegle
F aar Sproget endnu et R im til p a a Kegle),
D et Drachmannske Jeg med de mange Omvendelser
Og Rimbrevsendelser
Og saa disse evige Selvbekjendelser.
Han, der „bor over S k y“ og „bærer sin H a t“
Og er Oberst fo r alle „de Unge“,
H ar igjen fa a e t sit B astian-Skrivetøj f a t
Og serverer p a a N y
Just ikke med Sky
Men med — Oxetunge.
I Ferslevs A vis la'er han Kam pskraalet runge:
—
D et er egenlig Pjat,
L id t Bjornsonros og saa nogle Tjat
Til Teatret, omtrent a la H r. X . Y.
M o l b e c h og B a u d i t z og W i l l i a m B l o c h
Han vil, som en Sok,
Sætte i kritisk Gabestok
Til G rin for hans egen Åbe/lok.
H vorfor? J a det maa Guderne vide,
D et er f o r højt fo r Smaafolk herneden,
Men nok!
D u kjender jo Skjalden f r a Hoved til Hæl,
D en Gang, D u var Kapellan p a a Heden,
H ar D u læst hans Bøger Side f o r Side,
D u roste endogsaa de sidste forleden
Og fa n d t ham egenlig slet ikke fæ l.
H an har sat sig selv til Vejrs p a a en Pæ l;
Men det Drachmannske Jeg
Fornægter sig ej:
Nu tror han p a a Æ re, han er b e s k e d e n!
—
Ja, h a n s i g e r d e t s e l v ! !
Na ' i v , det er han, den Sjæl.
Ove r iampepudserens Dagbog.
Kr,
M an d a d. 2 2de.
Svalen
af B e j , som Koman
danten er bleen hængendes ve aa Poblikum osse, begrunnet
i di ædle Følelser aa ophøjede Grunsætninger, aa gid der
altid var liesaa mange Boller paa Motters Suppe som der
l l ^ Ji^iB^eterklæsteder med Snøft aa Næsepusning i Støgget
som igge er røstende allievel, men meget sutjes aa. glat i
Gængerne, aa di faar allesammen liinannen uden Jær-ndorf
som taer paa Landet desformedelst.
Aa da nu alle Per
sonerne i Svalen ellers er lykkelie aa gifte, saa kommer
di vel igæn i et nyt a Bej næste Aar. aa saa ka han