317 / 427
307
dan han for højt op
1
Luften iigesom en Fugl,
man kunde slet ikke øjne hans Mening; hver Gang
kom han lykkelig ned igjen, men gjorde et højt
Spring, naar han rørte Jorden, og det kom enten af
Længsel efter Tabnrette, eller fordi han havde gaaet
i Skole hos Griider. Den niende Gang blev Hol -
s t e i n borte. Folk sagde, ban var gaaet i Kloster.
og Punch
søgte og søgte, men borte var han.
„Jeg véd nok, hvor han er!“ sukkede Ch r e s t e n ,
„han er oppe i Statsraadet og er gift med Tabn
rette. “
Jo mere Be r g tænkte derpaa, desto mere
misundelig blev han paa Hol st e i n; netop fordi han
ikke kunde faa ham, derfor tog Arrigskaben til.
Saaledes gik en hel Sæson — og saa var det en
gammel Historie.
Og Be r g var ikke ting mere —
l
Men saa fik
han en Dag sin Kongekrone opforgyldt og fik sit
Brystdannevirke repareret; aldrig havde han set
saa dejlig ud. Saa bevilgede han Kanoner og var
nn en Kanonkonge og snakkede, saa det snurrede
efter. Ja det var Koget! men med Et snakkede
han for stærkt — og borte var haa.
Man søgte og søgte, selv hos Værtshusholder
Kr ag og i Grnndlovsværneforecingen, han var dog
ikke til at finde.
— Hvor var han?
Han var sprungen i
Morgenbladet
, hvor der laa
alle Slags: Kaalstokke, Fejeskarn og Grams, der
var faldet af fra Kroroøder.
„Nu ligger jeg rigtig nok godt; her kan snart
Forgyldningen gaa af mig, og hvad det er for nogle
Prakkere, jeger kommen imellem!“ og saa skævede
han til en lang Jødedreng, der var klippet alt for
nær og til en underlig sjattet Ting, der saa nd som
en gammel Karklud ; men det var ingen Karklod;
det var en gammel „Moderat“, der i lang Tid havde
ligget oppe i H ø g s b r o s Folketidende, og som Vandet
havde sivet igennem.
„Gud ske Lov, der dog kommer En af Ens
Lige, som man kan tale med!“ sagde Ho l s t e i n og
betragtede den restavrerede Berg. „Jeg er egenlig
en Greve med statsvidenskabelig Examen og har
gaaet i Skole hos Griider, men det skulde Ingen se
paa mig! Jeg var lige ved at holde Bryllup med
Taburette, men saa faldt jeg i Høgsbros Folke
tidende, og der har jeg ligget et helt Aar og sivet.
Det er en lang Tid, kan De tro, for en Greve!“
Men Be r g sagde Intet, han tænkte paa sin
gamle Partifælle, og jo mere han hørte, desto klarere
blev det ham, at det var ham. —
Da kom La r s e n og vilde vende Fjerdingen.
„Heisa, der er Kanonkongen!“ sagde han. Og
Be r g koin igjen paa Bundtmagerloftet til stor Agt
og Ære; men Ho l s t e i n hørte man Intet om, og
Be r g snakkede aldrig mer om sin gamle Kjærlighed;
den gaar over, naar Kjæresten har ligget et helt
Aar i
Folketidende
og sivet, ja man kjender ham
aldrig igjen, naar mau møder ham i
Morgenbladet.
Taubers Udsigter.
Mys fra Vedby lød blandt Taarestrømme:
La r s e n vil sin Plads i Tinget rømme!
Der han lade vil en anden prøve sig
I hans Bolle, som var højst be—
Højst betegnende for Mandens Værd.
Og naar sit Mandat han har lagt ned i
Vælgerfolkets Haand, er Kredsen ledig.
Ta a b e r er da Manden, som kan
brog'an;
Thi m « ved, den Stakkel er for—
Er for Tiden i en Slags Exil.
Han paa Valgets Dag igjen vil møde
Og af ædel Frihedeharme gløde,
Fra hans Mand vil lyde den Erklæring,
At han helst sig ønsker fri For—
Fri for provisorisk Maskepi,
Vælgerfolket la’er sig da bedaare,
Og til Talsmand vil det Tank e r kaare;
Der som uundværlig Fører viselig
Hænger i med alt, hvad der er —
Alt, hvad der er Kjød af Venstres Kjød.
Da vil atter denne Venstres Prydelse
Skaffe sig og Folket mangen Nydelse.
Altid at bevise vil han stræbe,
At han kjender mindst af alt til—
Til at svigte troløst sin Knlør.
Sejren vil ham sikkert yde Vederlag
For det sidste sørgelige Nederlag
Og for Tabet af hin Nutidsgracchus,
Bæ ren s en , som Offer blev for—
Blev for et fanatisk Højres Vold.
Men i Fald ham Vælgerfolket vrager,
Møder han vist ikke mer med Klager,
Dette Slag vil være for ham knasende
Og han plages dobbelt vil af La—
Lu c i f e r , som drev med ham sit Spil.