336 / 427
Valget i Vedby.
I T
a u b e r
gik i Enge
Den lange Sommerdag.
Hvad gjorde han faa længe
For Vælgerfolkets Sag?
Han plukked’ ingen Rofer
Og famled’ ingen Bær,
Men ikkun Spotteglofer,
Som ej han havde kjær.
Han vandred’ med fin Lygte
Den lange Sommerdag
Og om en Valgkreds føgte,
Som fandt i ham Behag.
Han drog i Nord og Sønder
Paa Vælgerfrieri;
Men fmaa og ftore Bønder
Ham fvared’: Hus forbil
Thi alle Vegne lagde
Man hannem ud for Had,
(Og til hans Bøn man fagde:
.«Nej, ellers Tak for Mad!»
D e t volded’ megen Møde
Den vennefæle Mand;
Bag Øret han fig kløede,
D e t figer jeg for fand.
fenlig JJrevvexling.
Gud Pikke! Naar Du
vidste hvad der er hændt mig,
det er noget a f det mærkeligste,
jeg har oplevet
,
mm uhyre in
teressant. Nu skål Du høre.
Jforgaars gaar jeg hen i Frue
Kirke, der var stort Bryllup
og umaadelig* fuldt, saa jeg
.slet ikke kunde se hverken
ikt ene eller det andet. Fru Graa var med og vi
tKer tag,et ind fr a Klampenborg for det samme, saa
du- ta r rædsomtærgerligt at vi ingen Ting
fik cd se.
Saa idetsamme jeg
staar ved Siden a f en Bænk
og fortæller hende noget om hvad Holberg siger om
Bryllupper, er der en Herre, som har staaet og høri
det, der siger uhyre galant : Min Dame. “ siger han,
„maa jeg sætte Dem op paa Bænken?“
—
„Gud,“
siger jeg saa
,
„jeg tror De vQ“
—
men i det samme
løfte)' han mig op under begge Albuerne og vips
kommer jeg op og morede mig mageløst. Jeg saa
nok de skelede rundten om mig med Misundelse, men
det brød jeg mig ikke om.— „Gud hvor han er sød, “
siger jeg saa ned til Fru Graa.
— „
Jeg beder, De
er altfor artig, “ siger i det samme Herren, som hjalp
mig op, for han irode, det var ham jeg mente, men
jeg mente jo Brudgommenmen det var nu det samme,
den Dueem, tænkte jeg, kan han beholde for sin Ar
tighed
.
Men nu skal Du høre, kjære Fikke, nu
kommer det mærkelige. Da vi saa gaar ud af Kirken
kommer han tæt op ad mig i Trængslen og siger:
Rejfte den Herre
T
a u b e r
Til V e dby-K red fen h en :
Man havde juft ;fit Sjov der
Med Rigsdagsvalg igjen.
Der tørned' TAUBER fammen
Med D in e s e n og D o n s
Til megen Fryd og Gammen
For V ed b y o g for —
Punch.
D et kunde ikke fejle,
D e volded’ ham Befvær:
D et var to haarde Negle
For T
auber
og hans Færd.
Han følte alle Vegne
Blandt dem fig lidet fro,
Ret fom en af hans egne
Imellem Negle to.
D og, Renhed udi Tanken
Kan trodfe Vold og Lift:
Til Trods for Folkebanken
Han fejred’ dog til fidft.
Nu bli’er der atter Gammen
I Folketingets Gaard;
Thi T
auber
vorder Kammen
T il B
ergs
o g H
olsteins
Haar.
„Min Dame, tillad at jeg udtaler et Ønske for Dem
—
jeg har længe søgt at finde en -arndrig Dame som
forener en skarp Iagttagelsesevne med Læsning og
Dømmekraft. Det har jeg nu erfaret i Dag,“ siger
han, „at De i høj Grad er i Besiddelse af, vil De
ikke vise mig den Artighed
,
at skrive
i
mit Blad, }.
Ex. til en. god Veninde paa Landet om Dagens Ny
heder og hvad der ellers kunde interessere deres Ven
inde. Det var en bekvem og behagelig Maade at
korrespondere paa og jeg vil med Fornøjelse honorere
Dem for deres Ulejlighed.“
—
Gud forbarme sig,
Pikke, hvor jeg blev til Mode
,
stum som en Fisk
var jeg lige ved at besvime, men det var der ingen
Plads til, saa siger jeg „hvor tør De byde mig Sligt?
Hvem er De, mm Herre?“ og saa hvisker han mig
ind i Øret:
„Jeg er Punch,“ men saa daaner jeg
uden videre midt i Trængslen, der var ikke andet for.
Fru Graa gav mig Draaber og først ude paa Gaden
kom jeg tU mig selv. Punch var forsvunden. Paa
Vejen til Klampenborg blev Fru Graa ved at animere
mig til at begynde paa en saadan Korrespondance,
og det skulde være til Dig, søde Pikke. Du ser nu
jeg har fulgt hendes Raad og det kan ogsaa være
ganske morsomt
,
naar jeg bare kan skjule mig for
Familien.
Da Fru Graa har lovet at forsyne mig
med Bynyi, kan det nok ogsaa blive underholdende
for Dig Stakkel, som er saa afsondret fra vort be
vægede L iv herovre. Min Fætter oppe i Ministeriet
siger, at der vil ske store Ting naar Rigsdagen nu
kommer rigtig i Gang. F i s c h e r vil træde af og
da der ingen er som holder paa ham
—
saa gaar
han naturligvis. Det gjør mig ondt for D r achmann ,