372 / 427
362
Venskab og Fjendskab.
Hvor alt dog hurtig drejer iig omkring
Paa denne Jord, det kan man let erfare 1
— Vi havde ttæften glemt vort Folketing
Og vore folkelige Venners Skare
For
« L e o n a r d a s »
Følelfer at klare
Ved Hjælp af Fløjtefpi) fra
« F a r å O S
R
ing
»,
Samt regne ud, na ar Genfor bli’er kasferet
A f FISCHER
og til Bummand degraderet.
Dog, gammelt Venikab rufter ikke let,
Og vi har mærket, at i disfe Dage
«De ftore Følelfer» er vendt tilbage
f
Før vore Venftremænds moralike Ret
Til i vort Blad en Hædersplads at tage;
— En Ære, der var røvet dem komplet
A f «Leonardas» Rejfe med en Soldebro er,
Af
F is c h e r , B jø r n so n , Fanden og hans
«Oldemor».
Og Venikab var nu altid Venftres Sag;
A f Vennefind de Moderate gløder;
De famles tidt i trofaft Vennelag
Ved Vælger-, Folke-, ja felv Vennemøder.
Man fejler under Bondevenners Flag,
Mens «Folkevennen» deres Liv forføder.
Ja, Venikabs Værd de offenlig erkjender,
Og fomme har faagar pr i vate Venner.
Dog hermed vil de ikke længer nøj’s, men
De hverve vil en ftørre Vennekreds:
Den ædle
W in t h e r og den tapre BojsEN
I Danmarks Folketing for Tiden fes
Som en ophøjet, kriftelig Idés
Forfægter, nemlig
Venfkabspagt
med
PREUSSEN.
— Vi overftrege vore bitre Minder
Og mindes, man ikal elike fine Fjender.
A t dette Venikab gavne vil vort Land,
Det er en Sandhed, der er klar fom Solen.
Hvortil et preusfifk Venikab er i Stand,
Det har man iblandt andet fet
med P o le n ,
Da det, lig
JO S E F
blev berøvet Kjolen
A f
POTIMOR
ved Nevaflodens Strand.
— Hvad Preusfen gjorde for fin Forbundsfælle,
Kan fammes Part af Byttet os fortælle.
Men lad kun flige Smaating være glemt,
— Det nytter heller ikke at berøre det, —-
Og lad vort Forfvar blive faa bekvemt
ForPreusfens Venikab, fom vi vel kan gjøre det ;
Maaike det heller ikke er faa flemt
For os og vore Børn at ikulle føre det.
— Desuden er det ikjønt, om Danmarks Saga
Sia
Finis
faar med Kjøbenhavn fom
— P R A G A .
Et Redaktionsmøde.
w w ■■W'M M A A
kAnledning af, at
Punch
netop des 5te- November
knude feire sin sexaarige
Fødselsdag, havde Hoved
redaktøren —
le redaeteur
en
chef,
som Kaufmann
vilde sige — indbudt
samtligeRedaktionensMed-
lemmer til en festlig
Sammenkomst I Redak
tionens nye Lokale, der i Bagens Anledning var
taget i Brug for første Gang. Efter at «Hovedet»,
som han for Nemheds Skyld kaldes, havde hudt
Medlemmerne Velkommen, samledes man om den
dampende Bolle og begyndte en livlige Drøftelse af
Sagernes Stilling i Almindelighed.
D e l kom m unale M ed lem
vilde protestere mod den
forcerede Forretningsgang. Nu havde Bladet bestå aet sex
Aar uden Redaktionsmøder, og han fandt det var et upas
sende Jageri ikke at kunne vente nitten Aar endnu, saa
man kunde holde Jubilæum med det samme, og rigtig
faa tænkt sig om, hvad det egenlig var, man vilde sige,
han havde netop nu faaet Noget at tænke paa, men havde
ikke havt rigtig Tid til at gjennemtænke det i de otte
Dage, han havde spekuleret derpaa, og det var nemlig, at
han havde læst i Kommunens Budget, at der ifjor havde
været bevilget 1000 Kroner til at skære Folk ned, som
hængte sig selv, og trække dem op, som druknede sig, og
det havde ikke slaaet til, og nu foriangtes der 15 0 0 Kroner
for i Aar, for saa mange var man sikker paa, vilde tage
Livet af sig, men det syntes ban var for dyrt, og nu vilde
han gjerne have et Udvalg nedsat, som skuide undersøge,
om det ikke kunde gjerea billigere, for Exempel ved at
slaa*nogle Knagerækker op paa forskellige Steder i Byen,
ved Teatret og langs Åssistenshuset, som Folk saa kunde
have at hænge sig paa og give en Krone for Knagen til
Begravelsesomkostninger, og til visse Tider om Dagen for
at spare Politiet ah det Mas, og om saa en af Fengers
Familje kande faa Leverancen af Strikkerne, saa syntes han
alligevel, der vilde komme mere Orden i Tingene, og lige
saadan med Drukaingen, at de skulde lade være at gjøre
det i Drikkevandsseerne, som var til liden Baade. selv