368 / 427
358
Det kan blive godt en Gang endmi!
M e l.: 1 de gode gamle Tider.
RXj.øst det er og Løvel falder,
Stormen pisker Jorden med sit store Sis.
Snart med hvide Rimkrystaller
VinPren kommer fold af lutter Sne og Is;
Men, naar vi ret af Kulde ryste,
Vade i Ehlers’s Driver — Hu!
Maa med det Kaafe vi dog os trøste:
Det kan blive godt en Gang endnu!
Molbech er nok fælt i Knibe:
Drachman n trukket har sin store Dyrendal.
Vilde efter Jøders Pibe
Molbech danse, maatte ban jo være gal,
Men — skøndt ban strax skar en dygtig Lap a”
Stykket, som nær var gaaet itu —
Tror jeg alligevel nu dog knap, a’
Det kan blive godt en Gang endnu.
Borgemester E hiers slider
Nat og Dag for Stadens Vel, det yéd vi "nok.
Han gjør alt — alt, hvad han gider,
Og det Hele gaar saa let som Fod i Sok.
Bag efter gaar Borgemesterubret,
Den Ting tror baade jeg og Du;
Men hvem tror Du, tror, om Blaagaaidsskuret,
At— Det kan blive godt en Gang endnu?
Richard Kaufnaann ganske stille
Gjero.ner sig, som Sneglen i sit sikre Hus.
„Jupiter“
han vilde spille,
Men biev blot til syndigt Grin sora
Sosius
Snart dog af Sted igjen han bener
Op paa Parnas til Gratiers Gru;
Muserne græde, men Richard mener:
Det kan blive godt en Gang endnu!
Fischer var af Venstre hadet,
Mindes vi saa grant i fordums Tid,
Nu sig vender (Morgen-)Biadet,
Broderskab man ser nUj hvor der før var Strid:
Fi scher og Berg sig vist forlige
Inden ret længe. Jeg tror saagu,
Saa’ man dem nu, man vilde sige:
Det kan blive godt en Gang endnu!
Hvad der
laa
om Smørret ,
Der var et Udtryk af usige
lig Overlegenhed og haanlig
Selvbevidsthed udbredt over
Mogensen s ellers saa ven«
nesæle Aasyn. Filipensen paa
hans kjødfulde Næve straa«
lede med en udfordrende
Glans, og fra hans halvt
sænkede Øjeiaag og ned«
trukne
Mundviger tittede
Hovmodets Svartalf frem, med et spodsk Grin i
sine havgrønne øjne. Selv den lille Tjenestepige
frø,. Nr. 3 fjerde Sal, i hvis uskyldige og umistænk-
Sftmme Hjerte Mogensens Billede altid har staaet
som en Typus paa Faderlighed og Velvillie, kunde
neppe undertrykke en let Skjælven, da hun, efter
først med Bagsiden af Haanden at have aftørret
den lille klare Draabe, som det kolde Vejr havde
lokket frem af hendes diminutive landlige Stump«
næse, nærmede sig Disken og, idet bun af en ual
mindelig fedtet Porteroonaie fremdrog en ligesaa
fedtet Krone, bad om et Pund Smør af det samme
som sidst. „Smørret er steget! En Krone og ti!“
lød Mogensensdybe Bas, medens han i det
Samme tilkastede
Punch
et triumferende Øjekast.
Punch
tog det uden at blinke, og stirrede blot
paa Mogensen med et fast og alvorligt Blik,
der bragte denne Hædermands polstrede, svul
mende Kindbakker til at dirre. Hovmodet for
svandt i et balvt bøfligt, halvt fjollet Buk, og
den store Mogensen, alle Spækhøkeres ophøjede
Forbillede, dukkede paa en Gang ned i en Smør-
fjerding fuld af det allerfineste jyske Herregaards-
smør og fremdrog af denne en Klnmp duftende,
glinsende, guldgult Smør. Med sine egne Fingre