365 / 427
355
og en velhavende Mand hvis ban bare ikke var saa
apoplektisk og gik i Barndom, saa det bliver der
vist oeiler ikke noget af, og jeg vilde gjerne have
Petrine til at slaa ind paa noget praktisk, som nu
Begravelseskontoret, der jo skal oraordnes og hvor
do vist godt kunde bruge en kvindelig Fuldmægtig
til at hjælpe at skaffe Folk
i
Jorden, men muaske
skal hun først have Jordesnoderexamen, hvad hun
jo
ikke
kan faa endnu, saa jeg lader hende klemme
paa til Artium og hun skal have sit eget Værelse,
hvad ben ikke kan i vores nuværende Lejlighed saa
bare vi kunde flytte ind i det nye Kvægtorv, som
staar ledigt, rasen Sørensen sidder og udarbejder et
Forslag til Magistraten cm at oprette et Kommunal*
svineri derude, som han saa kunde blive Inspektør
ved, da han jo har gjort i Grise
1
mange Åar og
saa vilde han i'aa Borgermestrene til at virke for
en Udførselstold paa Svie, saa de blev billigere og
han. haaber at fas. Fenger paa sia Side, da has jo
| alletider har haft Ord for at være Beskyitelsesmarsd
og vi kan saanaæn trænge til det saadan som
Smørret stiger og jeg tænker tidt paa, søde Fru
Schrøder, hvor godt de fattige Folk har det som
spiser Fedtebrød og ikke skal betale en Krone og
tyve Øre for Fundet af Herregaardssraør og jeg kan
se, søde Fra Schrøder, at Dø kniber ogsaa paa
Kaffen i denne Tid, hvad De jo er nødt til, og De
; »
3
aa endelig ikke byde mig meremen hellere gjemiaø
den Sjat til at varme op i Eftermiddag. Farvel
søde Fru Schrøder!
Ligprædiken*
(F rit e fte r H
o l g e r
D
r a c h m a n n
).
eleg bører, afc H o lg e r
D ra e h m a n n er druknet
I
D a g s-A v isen
— Naturligt, hvad andet?
Naar man
saa længe har skrevet om Soen,
Man
ender begribeligvis i Vandet.
De var ude rned B je r n s o n , ban og flere,
Det var fugtige Tider, og Vandet bred
Over Dags-Avisen, der laa de og flød
En Stund i Vandet; den Vandgang var trist;
De druknede alle suksomsive,
Og ban til sidst.
Han
var saa vaad, som han kunde blive,
H o lg e r er væk!
Han var den længste af dem, der ejed’
Penne
og Blæk.
Hvor meget han orked’, hvor meget han vejed’,
Det vil jeg ikke fare paa T&le,
Je g siger bare: h an kunde hale.
Hvor Lykken var bedre end Forstanden
Ved Udhaierejov var H o lg e r Manden;
Je g siger det her og vil ikke lyve:
H o lg e r har: haied’ for hele tyve.
Ja , han var kjendt som en villig.Sjæ l
A f store og srnaa; hvordan det gik,
Saa lod man ham gaa efter sit bestik,
S kendt hans Navigation den var stundom fæl.
Han har kun en eneste Gang skamferet
En Mand, og deri var Manden Skvid,
Thi H o ¡¡g e r gik som bekjendt
med
en Byld
Pas
Foden: —
det
var hans askrevne Stykke;
Saa kom P e t e r H a n s e n helt ondskabsfuld
Qg sparked’ hans Biadarfcikler omkuld,
Og det var ®n ren Guds Lykke,
A t H ø lg a ? ikke faldt med.
H o l g e r fik samlet sit Blækhorn op
Og gnubbed sig over det daarligø S te d ;
Men da han ej helt var slaat itu,
Saa retted’ han bare i Vejret sin Krop
Og sa’e til K a b i r o ganske sindig:
«Hor na, Du i
Ikke saa ges vindig!«
Da P e t e r var grov mod hver »piftende» Stud.
Saa langede H o l g e r til ham ud
E t eneste Slag, det var s e c h e r t nok,
Han dasked1 naturligvis om søm en Sok;
Saa bar de ham hjem til
N æ r og F je rn .
Ja, H o lg e r han var et rigtigt Jern.
Se. det var
nu
bare den eneste
Gang.
For Besten var H o lg e r saa from og god,
Som Dagen var lang.
Haa holdt
ikke af
at
udgyde B lo d ;
Men
ellers gik
altid
hele
hans Digten
Og Tragten
ud
Paa at slaa for den fri Tankes Bud
Og udi P a r is
A t spinde Ender til F e r s le v s Avis.
Han fortjente Medaljea, men se, ora han fik den.
Se saadan en Mand er nu slumret hen
Og vaagner vist ikke saa snart igjen!
Blandt alle F isch e rraæ n d bar han Prisen,
Og Digtergage ham Foikefc gav.
Nu har han fundet i
D a g s-A v isen
Sin vaade Grav.
Sin egen Ende
Han spandt i den.
Nu flyder hans Pen,
Hvor han spildte sit Blæk. —
Han var v o r Ven.
Og nu er han væk!