360 / 427
350
Det nye Kvægiorv«
r A ^ y .
%
4 < ^ i y W f : 7 m r y p ? v~ x
\ & s
v .
i
¡ ¡ //¿ M .
s#
f
Paa Vesterbro, hvor Frihedsstøtten staar
Passagen hist til Vartegn og til Prydelse,
Der laa vor Tro romesal i mange Aar,
Vor Smag og Skjønhedssans til megen Nydelse.
Der hørtes mangen rørende Udgydelse
Fra Driverne, fra Oxer, Lam og Faar
Og fra de lavere paa Samfundstrinene,
Fra Søer, Orner, Grisene samt Svinene.
Naar Aftensolen sank i Vesten flammende,
Naar Sommerdagens Travlhed var forbi,
Og Larumed
riverne
sad pæglerammende
Og kvæded’ : „Vil
dn Yære stærk
og fri!1*
Da hørtes Sang fra Kalvene og Lammene
Harmonisk til Musik fra Tivoli,
Og trøsted’ mangen En, der var for fattig
Til at gaa ind og børe der paa Patt i.
Dog, Tiden staar des værre aldrig stille,
Den drager al Ting paa sin Vøj af Sted,
Borgmester Ehlers selv
maa
følge med,
Skøndt sligt er, hvad han allernødigst vilde.
D$n voldet har hans Trommesa! Fortræd,
Har ved dens dyre Liv den vidst at skille,
Og nn skal Kvæget Hus- og Staldrnm laane,
Hvor Kalvebodens salte Bølger blaane,
Dog, disse Staldrum, hvortil Studen tyr,
Naar Hejsens Farer og Besvær er omme,
Endnn den Dag i Dag staar ganske tomme;
Selv Stndeprangerlavget Pladsen skyr
Og siger højt, at Pladsen er for dyr
For Dyr, som kjøbes maa i dyre Domme.
Ubillig findes Foderpris og Lejen;
Jo, der bli’er vistnok mange Ting i Vejen!
Dog, selv om Torvet nbenyttet
staar,
Til evig Tombed vil man ej det vie.
Er det forbi med Lammene i Aar,
Og findes ingen Kalv der eller Kvie,
Saa gjør nok Fenger der, hvad han formaar}
At ej til Stadens Kasse det skal svie,
Ved egne Kreatnrer at opstalde,
— De mange er, og store er de alle.
U.
Et Mæglingsforslag.
’
agtet
P unch
er ganske enig med de Herrer S c h a n*
d o r f f og
X — Y
i, at man i
L eo n a rd a
-Sagen ikke bor
stikke sin Mening under Stolen, — Forundringsstolen ibereg
net — skal vi for denne Gangs Skyld indskrænke os til at
fremsætte et Forslag til en lille Forandring ved Skuespillet,
hvorved dette vilde komme til at tiltale alle Parter og
tage sig ypperlig ud paa vor Scene. Forandringen skulde
bestaa i følgende Ubetydelighed:
I
L eo n a rd a
bliver, som bekjendt, Elskeren I ia g b a r t h
forelsket i Heltinden, fordi denne har optugtet en saadan
Pige som hans Forlovede. Da nu B jø r n s o n baade her
i Stykket og andet Steds har forfægtet den Mening, at
Kvinden bor have Ret til at foretage sig de samme Hand
linger som Manden, synes det at være en ganske naturlig
Løsning af Knuden, at Forfatteren lod L e o n a r d a i fjerde
Akt forelske sig i den, som har optugtet en Baadaa Gut
som hendes H a g b a r t h . Men hvem har nu Æren af
dette
pædagogiske Mesterværk?
Naturligvis B is k o p p e n
og
O ld e m o r, og en af disse skulde alfcsaa
lyksaliggjores
med L e o n a r d a s Kjærlighed.
Men da hun naturligvis
ikke kan faa Biskoppen, fordi denne vilde blive til
Grin
for hele Menigheden, hvis han som Bisp tog en
fraskilt
Kone til Ægte, og da hun heller ikke godt kan fas Olde
mor, fordi dette Parti for visse Aarsagers Skyld vilde
synes
B j a r n s o n s realistiske iidtiibedere her nede lidt for ro
mantisk, saa føresiaar vi, at man blot forandrer Benæv
nelsen «Oldemor» til »Oldefar*.
Personens Repliker be
høve slet ikke nogen Forandring, da de passer lige godt
for det ene, som for det andet Kjen.
Naar altsaa L e o -
n a r d a i (jerde Akt indfinder sig hos Biskoppen, behøver
hun bare at sige til O l d e f a r :
«Hvert Ord af din Sjæl fuger min i fig! Er der Lykke
paa Jorden, faa er det afc tages Tanke for Tanke over i en
uendelig Foritaaelfe ofv„*
Eller ogsaa:
»Du har mere Ungdom end jeg, Forvandlings-Rige!
Som Du er det
i
Øjeblikket,
vil Du blive det i Livet.: altid
ung.
Enhver
Alder
vii overgyde Dig ofv.»
Og naar O ld e fa r saa svarer:
«
Saa
er de store Faleifars Tid vendt tilbage!»
saa vil ingen kunne nægte, at Dramaet
har
faaei en med
dets Grundtanke og
Tendens
stemmende
harmonisk
Afslutning.