364 / 427
354
i Sæk og Aske.
o e midt i Semitternes Aarhundred’ kan
Man spørge Tidender ilrænge
Fra I s r a e l s Børn i Kulturkampens Land,
D e have for mange Penge.
Snart knibe det vil — saa iiges for sand, —
For de smaa bitte Jødedrenge.
D e sad i B e r l i n som i Abrahams S k jød ;
Nu vaagne de rned Forskrækkelse:
G e r m a n e r n e true med*Djævel og Død
Og Handelsprojekters Udklækkelse;
Det bliver for Israel et værre Stød
End Jerusalems Ødelæggelse.
Og saa har man sunget i b j ø r n s o n s k Stil,
— Gud véd, om det ej var ironisk? —
A t Preusserkulturens humane Smil
Var ægte, — ja ægte tevtonisk!
Nu finder selv B
randes
vift fnart fit Exii
Lidt værre end babyloniik.
Ved Sprefloden s Bølger med Graad han sad
Og ingen gav A g t hans Stemme,
Hvor kunde hans Hjerte dog være glad,
Naar Tankerne vare herhjemmel
0 Professorat udi A x e l s t a d ,
Hvor kunde han dig forglemmel
Derfor er han rejst herop fra Sp r e ,
O g krammer vift fnart ud af Pofen
Sin frie Tænknings og Elskovs Ide
1 L
eonarda
med R
osen
.
Snart Dagsavifen Profeter vil fe
Vort Land fom et andet Gofen.
Semitterne har det dog bedft i Nord,
Her ftaar deres Kurs over
Pari.
R um æn e r og T y f k e r e fynger i Kor
Hepl Hep! faa det Hjerterne ikar i.
Og hvor Nilen vander Ægypternes Jord,
D e fukkede:
Nil admirari.
Kong F a r a o var en ugudelig Krop
Imod dem, det nægter vift Ingen :
Med Svøberne iled han Hebræerne op
Og i Niien dem fmed, det var Tingen!
— D og Hævnen er fød. Nu har Jødernes «Trop»
Taget Blodhævn og «piftet» ad «Ringen».
Fru
Sørensen
. Gud søde Fru Schrøder, naar
De vidste, hvor jeg har været bekymret i denne
Tid, nemlig over Frits Grønbæk, den Stakkel, som
har været saa syg i disse Dage, men nu er bedre
og ren Konvallesent, fordi det var paa Grund af,
at han er saa musikalsk og lærer at spille Fløjte i
denne Tid, og saa kunde han jo ikke dy sig i Søn
dags otte Dages, da han børte, at der var Fløjte
koncert i det kongelige, og tog Billet til dobbelt,
og da det saa begyndte, da det var forbi og Tæppet var
gaaet ned, saa peb hanjo i sin lille Lommefløjte og tog
en lang Tone, men saa, kan De tænke Dem, søde
Fru Schrøder, at han, der spiller Gongongen faldt
ikke ind i rette Tid, men Frits maatte blive ved at
holde Tonen, lige til der ikke var mere Vejr i ham
og saa faldt ban om og blev baaren i Triumf ud i
Gangen af to Politibetjente, som blæste Luft i ham
skiftevis, ligesom man gjør ved en Svineblære, og
siden den Tid er der faret en Politiaand i ham og
han laa hele to Nætter og fantaserede om, at ban
vilde være Natvægter og have Skilt og Messingfløjte
i Sølvkjæde, og da han blev fornuftig, tog han lige
straks fat paa sin Jura igjen, hvad han ikke har
gjort i lang Tid, og Petrine er jeg ogsaa bekymret
over, for De véd jo nok, søde Fru Schrøder, at hun
var bleven hemmelig forlovet med den unge Løjtnant
Svane, som vi fik i Logen og som er saadan et
sødt Menneske, men nu har hun læst denne herre
Lionarda og nu siger hun at Svane skal elske mig,
fordi jeg har opdraget hende, som ikke er sandt,
for vi har ved Gud ladt hende gaa hos Frøken Zahle
i sin Tid, og saa maatte det da være hende, han
skulde elske og ikke mig, der jo desuden ikke kan,
saalæDge Sørensen lever, hvis vi da ikke skulde re
pareres eller separeres hedder det nok, som vist er
for bekosteligt, og hun er selv bleven kjed af den
unge Svane og vil have den gamle Svane som jo
har ruget ham ud af Ægget, og han er Sæbesyder