55 / 427
46
Med aaben Pande.
Det er sikkert og vist.
Jeg var fostret til Høtyv og Skovl,
men
Jeg var skabt til Seminar ,
Den var tydelig og klar,
Og mit Døbenavn var Chr e s t en Pou l s e n .
Jeg har væ’t Seminarist,
Men min Skæbne var trist
Thi mit Døbenavn var mig for broget.
tOg med Navne, min Ven,
gom kun endes paa „ s e n “,
Kan man slets inte bliv« til noget.
Men Jeg blev Seminarist,
Og mit Navn havde vist
Kunnet volde Besvær mig og Mas tidti
Dog ved Hjælp af Algebra
Drog Jeg „Roden“ nd dera’,
Og saa fik Chr e s t en B e r g jeg Hl Facit.
Jeg har væ’t Seminarist
Og Jeg faar nok til sidst
Portefeuilien, man skal ej forsværg’et
|
Men den havde jeg
é$
faa’t,
I Fald ¡ns j eg havde blot
C h r e sten Poulsencyj inte Chr e s t en B e r g væ’t’
Jeg har vælt Seminarist
Og mit Ris bar jeg vidst
.At haandtere »den Frygt og uden Dadel.
Seg paa Tinge fik Plads,
J&g var folkelig og hvas
Mød forfængelige Titler og mød Adel.
Jeg har væ’t Seminarist,
Og trods Højrerøæads List
Jeg mit Navn har som Bogødrot værget.
I Professore, som bo
Udi Kjøbenhavn, jo! jo!
Vi har ogsaa havt Folk her paa „B j e rge t “.
Jeg har væ’t Seminarist,
Derom er der ej Tvist.
Jeg fik „bjerget“ et Navn, som jeg kunde.
Mangen Torsk, som bekjendt,
Gi’er en Bergfisk excellent,
Og Jeg gi’er „den forvandlede Bonde".
Gaasereden.
F rit efter
H. C. Andersen,
Mellem Østersøen og Nordhavet ligger en gam
mel Gaaserede ; i den er født og fødes Gæs, hvis
Navne aldrig skulle dø, — saalænge
Punch
lever.
I Oldtiden fløj en Gaaseflok hid fra Capitolium
til Mai-Landets grønne Sletter, hvor der var god
Gaasegang. Gaaseflokken kaldte sig Bo n d e v e n ner.
En anden Skare med brandgule Næb og Mad-
stræv i Hjærtet svang sig hen over Jylland, satte
sig for T s c h e r n i n g s Fødder og kækkede i Kor,
naar han aabnede Munden. Den fik Navnet „j ydsk
F o l k e f o renin g“.
Der lød fra Danmarks Kyst et Angstens Skrig
for de ravgale Gaser, der med Kæmpe-Rim under
Folke-Vingen kom fra Vartov, og Folket bad: „Fri
os Gnd fra de vilde G r u n d t v i g i a n e r e ! “
Paa Bogøs engfriske Grønsvær, ved den aabne
Strand, stod med aaben Pande C h r e s t e n P o v e l s e n ,
kaldet Berg, med Kongekrone paa Hovedet, sit
Skolemesterris strakte han hen over Landet.
I Knæ bøjede Holbæk Amts Vælgere sig, og
I. A. Ha n s e n kom med skarp Tunge og tom
Brandkasse,
Det var i de ældgamle Dage, siger D.u. Ogsaa
nærmere vor Tid blev set smækfede Gæs flyve ud
fra Reden.
Det lyste gjennem Luften, alle Ringsted-Klokker
klang, Gaasen spredte ved sine stærke Vingeslag
den dæmrende Taage og Stjernehimlen blev mere
synlig, ¿om om den kom Jorden nærmere; det var
„Astronomen^ P. Ch r. Z a h 1e.
Ja den Gang, siger Du, men nu i vore Dage ?
Da saa vi Gaas flyve ved Gaas i herlig Flugt. En
rev en Fjer ud af sin Vinge og skrev over tyve Foliø-
sider. Det flimrede for vore Øjne. Frie Middage
for Korsøranere, truede Husmænd og underfundige
Godsejere viste sig i den folkelige Sandhedskærligheds
klare Sollys. Det var „Digterne“ T au be r og Fe 1dt-
hus en.
Vi saa en gammel Gase slaa med Vingen mod