47
Revisionsværelsernes Døre, og de i Statsregnskaberne
bundne Talstørrelser skrede frem ved solklar Dag,
og Menneskene rundt i Landet løftede deres Hoveder
for at se disse foranderlige Additioner og Subtrak
tioner.
Yi saa en tredie sned Kalot paa Hovedet spinde
den tynde Tanketraad, der fæstes mellem Begreberne
Moderation og Radikalisme. Han spandt en Ende,
og den var lang.
D et dan sk e Væl g e r f o l k har bjær den
gamle Gaaserede paa Buntmagerloftet. Lad mægtige
Fugb kan komme for at sønderrive det. Selv de
skægløse Seminarister stille sig i Kreds paa Redens
Kant, det have vi set, de lade sig hngge i deres
pletfrie Halsbind, de slaa raed Næb og Klo.
Et Par Rigsdagssessioner vil endnu gaa hen,
Gæs flyve fra Beden, ses og høres rundt i Landet,
før den Tid kommer, at det i Sandhed skal kunne
siges: „Det er den sidste Gaass det sidste Vrøvl
fra Ga ase reden,,»
» « f e
f
.................
.Tauber kommer5'?
N y s Venltre fig ruiled til T oget,
For at vinde en Kreds til T
aub
'^R ;
Til Diæterne — gyldne Lau’bær
Er Vejen ak fnever og kroget.
Skøndt Situationen er broget,
Afventer end itadig Hr.
T aubeR ,
Lig en Nutids Hr.
M ica u b er,
Om ej der ikal vife fig Noget.
Overlampepudserens Dagbog
fortsat af. hans Datter.
L ø r d a g den 1 s t e F e b r u a r .
D on Ju a n
paa rød
Plakat ; Og Olaf paa Upasselighed. Saa v i sidder sørgendes
i det og stoler paa Sjæfen om han kunde hitte paa Noget
i Dubleringsfaget. Eller lade Balletten gaa i Ilden for ham ,
som vij gjeme gjør. Eller i Vandet, som vi ogsaa gjør;
Sommetider; Men sjeldent. Og Sjanettes Bryllup blev opsat,
skøndt det har Yæret lyst for hende i alle Aviserne, hvad
der var en stor Skuffelse for Malle, der altid har. holdt af
at se paa Bryllupper , men ikke selv er kommen videre end til
Forlovelse, hvormed i jo ellers altid ender; Paa Scenen.
Men naar O la f som v a r S ja n g ikke kunde være med vilde
det blevet et trist Bryllup alligevel. Og det var dog rart.
at han endnu var saa rask; A t han kunde være med i «Tæ-
spis« i Fredags. Hvorfor vi maatte kalde Simonsen og Julie
Skov fra Musikforeningen og resikere at Gade blev en
• Tvær-Gade* — som Malle Knallerup bemærkede, des-
angaaende. Og Don Juan var som sædvanlig bedaarende
og maatte opvække Medfølelse i Kvindehjertet, naar man
saa Simonsen fristes af Donnaernes Skjenhed.; Som det jo
var rimeligt han ikke kunde modstaa og som maatte have
kunnet røre selve Komandanten; hvis haa ikke var af Sten;
Som han var. Desto værre.
En Tyrefægtning.
(,Vide
»Dagbladet« 28. Januar.)
K omm e hvo, som vil! Ja , kom!
Mens jeg slaar min Lyre,
Faar I en Fortæl Bug em
En af vore Tyre,
Som sig ikke styre lod
Og var ikke t y r e g o d ,
Da fra Tyranniet
DeD sig fandt befriet.
Hist ved Trommesalen, som
I sin Skjønheds Fylde
Stadig maa os minde om.
Hvilken Tak vi skylde
Vor Borgmester, som er Mand
For at faa en ny i Stand, —
Naar vi blot gi'er Stunder,
Mens Borgmester blunder;
Hist — jeg siger — kom en Knøs
Med en nikket T yr, som
Snart dog fik sig revet løs,
Saa den stakkels Fyr kom
Fælt i Knibe: Tovet sprang,
Og er Tyren uden Tvang,
Bli’er den let ustyrlig —
Det er saa na-tyrlig.
Og en lystig Tyre-Vals
Gav den nu til Bedste,
Folket om dens Tyre-Hals
Vilde Reb befæste.
Men den ej sig standse k>d,
Til en Tyre-Dansebod
Kongevej var ble’en —
Gratis var Entréen.
Men i Lykkesholms Allé
Stod Toreadoren,
Og han sked, og en, to, tre!
Tyren faldt til Jor’en,
Og den sendte i sin Død
Ham et Blik, der vist betød:
•Dn er sgu en rar Fyr!
Nu er jeg en Mar-Tyr!»
A f vor Tyrs Historie man
Lære kan saa klarlig:
Den ubundne Frihed kan
Ofte være farlig.
Hvad der gjaldt om dette Kræ,
Gjælder jo om alle Fæ :
Naar de ej kan styres, —
Saa maa de sgn t y r e s .