95 / 427
8 6
Man hører fra
«das grosse Vaterland»
Beftandig ftærke Røfter, fom fortæller,
At Danmark for hver Stump, det véd og kan,
Til Tyikland over Ørene i Gjæld er.
Vi vare funkné kun i Barbari *
Og i den allerfortefte Vankundighed,
Hvis Tyikland ikke ftadig ftod os bi
Og hjalp os med fin velbekjendte Grundighed.
Vi ikylder det faagar vor Kriftendom
Og Alt, hvad dermed bringes i Forbindelié,
Og naar vi blot vil tænke lidt os om,
E r Sproget og vor Kunft af tyik Oprindelfe.
Saaledes lyder Talen, dæmpet fnart,
Snart overlydt i vilde Skyr udfkreget.
— Bevares, det er ganike foleklart,
Vi ikylder Tyiken grumme, grumme meget.
Vi ikylder dem den Kriftendom, vi har,
Det fige de os ideligt og ideligt;
Naturligvis,
d en
g a l l i f k e
A n s g a r
Han var en Tyfker, det er ubeftrideligt!
Vi ikylder dem, fom i juridiik Stil
Har eliket Annexioner indtil Lidenikab,
En dybtfølt Tak for Fandens Ord i Ki e l :
At Løgn er dog i Grunden ogfaa Videnfkab.
Vi ikylder dem i Grunden højlig Tak
For deres Røvertog faavelfom Løgnene;
De har os lært, at vi bør undgaa Fak:
De felv har revet Bindet os fra Øjnene.
*Vi ikylder dem at tilftaa: Vi forftaa
Slet ikke deres «venlige» Bebrejdelfe,
Da deres egen Visdom hviler paa
En fra det f r a n f k e hentet Bearbejdelfe,
Det falder for en Tyfker aldrig fvært
Med fine gyldne Visdomsfjer at prale,
Men at hans Folk har laant, hvad det har lært,
Derom er det vel aldrig værd at tale.
En Tyiker tager gjerne Munden fuld,
Han fer fig om med rovbegjærlig Spejden
Og annekterer andres Aand og Guld,
Han véd jo:
«Nur die Lumpen sind bescheiden».
Og derfor, da hans Frihed flakker om
Fo r Tiden som en Lygtemand i Sumpen,
Det trøster, at der dog er én Ting, som
Han i kk e har tilfælles med «die Lumpen»!
Fru
Sørensen.
Ja søde Fru Schrøder, De kan
ikke tænke Dem, hvor vi Alle hjemme er bievne
mismodige over den Konfusoriumsbeslutning, at det
bliver til Lamperøg med Universitetsfesten, som vi
Alle sammen havde glædet os saadan til og Sørensen
givet Penge til oven i Kjøbet, fordi vi havde jo ud
regnet, at naar vi tog en Gjæst for Exempel en
islandsk eller en grønlandsk Student, som er nøj
somme og kunde have ligget paa det lille Tagkammer
De véd, ved Siden af hvor Sørensen har sit Oplag
af Klipfisk og hvor de kunde have følt sig ganske
som hjemme, saa kunde vi kommen med paa den
Ronto, Sørensen til Kommunemiddagen og Petrine
og jeg til Bal og Frits Grønbæk som Marskalk til
det Alt sammen og det kunde have været saa mor
somt netop paa den Tid hvor vi ellers havde Grund
lovsdag som vi nu ikke har, saa at have noget Andet.
Men Alt det har Konfusorium ødelagt fordi det ikke
var efter Madvigs Grammatik og de har ikke ladt
sig bevæge selv af Fischer, der slyngede en Bulle
imod dem ligesom Paven i „Brud og Amagerkone“
eller hvad det hed som gik paa Kasino i sin Tid.
Frits Grønhæk gjorde saamæn, bvad han bunde det
Skind, for De skal ikke fortælle det videre, Fru
Schrøder, men det var saamæn ham, der ganske
I mutters ene var „en Kreds af yngre og ældre Ma-
kademikere“ og fik en Adresse lagt hos Boghand
lerne og i Studenterforeningen, hvor de rev den itu,
fordi de sagde at de vilde ikke have den Slags
Vigtigmageri af et ungt Menneske, naar de havde
en hel stor Komité til det Samme og Regensprovsten
rykkede ogsaa i Marken, men Provsterne har nu
ikke rigtig Held med sig i denne Tid, saa der skrev
de under alligevel. Og hvad der jo især hjalp, var
det, at Dagbladet tog sig saa venligt af Adressen
og trykkede den ^»elt af og gav Finter baade til
Provsten og Studenterforeningen.
Og maa jeg nu
ikke spørge Dem søde Fru Schrøder om jeg ikke
har Eet i at kalde Frits Grønbæk et haabefnldt
nngt Menneske, selv om han ikke har faaet bedste
Karakter til sine Examer, men hvad det kommer
an paa er at ban har, hvad Sørensen kalder „En i
Ti-Aktiv“ fordi der kun er En af Ti der har det,
men hvad hjælper det Alt sammen, naar Konfnsorium
siger ren Nolo til det Hele. Det gik ikke Petrine