96 / 427
87
eaa nær som jeg havde tænkt, fordi hnn i denne
Tid er fnld af Bajer i Folketinget som forsvarer
Kvindens Formuesrettigheder saa mandig ogPetrine
har jo de to Hundrede Kroner, hnn arvede efter
Tante Jane og som hun vil have fri Raadighed over
nu fordi hun siger, de er selverhvervede ved alle
de Sofapuder og Skamler hun har maattet brodere
til Tante Jane medens hun levede, og nu maa jeg
sige Farvel søde Fru Schrøder, for jeg skal hjem
og læse Sørensen i Middagssøvn i Dagens Nyheders
Fraklipningsfeuilieton og jeg var lige kommen til
det Sted, hvor Marie saa paa Max med sine store
blaa, mørkebrune Øjne, saa jeg er jo grulig spændt
paa, hvordan han kunde holde det ud. Farvel og
Tak for Kaffe søde Fru Schrøder.
Over lampepudserens Dagbog
fortsat af lians Datter.
M a n d a g d. 3 d ie M a rts .
Jo m fru Æ selskind. Je g
holder nu saa meget af Andersens Eventyr, baade af H. C’s
og af Theodors; Paa Kasino. Hvorfor Malle og jeg turede
derhen i Mandags; Med Kager i Lommerne for at holde
ud; Som man maatte. Det begyndte med, at man var i
Monetien. Eller Myntergade. Hvor Hyltoft var en Gammel-
Monetier som var Konge; Og skikkelig; Men ikke ære
frygtindgydende.
Hans Datter var en Lilie af samme
Familie og Prinsesse; Men desuagtet ikke med i Dyre
beskyttelsen, for hun var ond baade imod Æselet og imod
Bøghs Vers, som hun hakkede Fødderne af. Hvorfor hnn
heller ikke fik Hertugen ligee-traz. Men blev stødt; Fra
Tronen. Frøken Holter var saa god at ville tilbyde hende
en Plads i sit Blomstergartneri mellem alle de lq'ønne
Blomsterpiger.
Men det var hun dog for storagtig til.
Helsengren var heller ikke rigtig net mod Blomsterne og
vilde have at vide, hvad Andersen gav dem i Fø.
Og
Frøken Olsen; Der er dejlig og gem ytlig; Sagde, at de
levede af Luften. Som er daarlig Føde især i Kasino;
Paa Grund af Ventilationen. Saa blev han til Straf gjort
til en Prins af den oldenborgske Stamme; Og forduftede.
Hvorefter vi kom ned i en Bjerghule. Der sad Knoblauch.
Først trode jeg det var Troldmanden fra Tivoli, Hr.
Busholm senior, men
da han begyndte at deklamere,
kunde jegstrax mærke; Hvem det var. Og han og Frøken
Betzonich skiftedes saa til at sige Beghs Vers: Og de
var glimrende og mindede om en blomstrende Eng; Med
Rimfrost paa. — Prinsessen maatte saa trække i Æ sels
skindet og Helsengren kom ind og bley
gjort Løjer
med
Og forduftede. Saa kom der en Mellemakt som varede et
Aar og hvorefter vi var ude paa
Landet
og Prinsessen
kom i Æselskindet og vilde gjøre Nytte.
Men der maa
Nogen have sat Utøj i Skindpelsen for
hende
der. For
Fru Møller var skindsyg, paa hende; Og
sjikanerede
hende
men jeg saa ikke rigtig paa den Akt;
Fordi
Malle var
saa ulykkelig over Sangen-Berg; Der
havde faaet
Lidt i
Hovedet.
Og var usammenhængende.
Saa
jeg maatte
trøste hende med at det gjorde ikke Noget, da det jo nu
var Mode, ialtfald Mands-Mode at gaa med
saadan
en lille
H at; Og man kunde godt blive en stor
Skuespiller;
For
det. Hvorpaa vi kom i Kongens Bageri,
hvor Frøken
Lærke
trakterede med varme Vafler.
Og Madsen med Vrøvl.
Og Helsengren kom ned i en Postej, og blev puttet i
Ovnen; «Nu staar den paa Steg!» hviskede Malle, hvad
jeg fandt var upassende, fordi hvis Bøgh havde hert det
vilde han være bleven misundelig over at han ikke selv
havde hittet paa den. Je g har glemt at fortælle, at Fru
Rikke Madsen, som
vdr
Bjerg alf i Folioudgave var den
som satte hele Maskineriet i Gang
og
at Frøken Sjakt gik
og bed sine Negle og fik Skjænd af Nøjmann; Derfor.
Og saa fik Prinsen Prinsessen
og Frøken Betzonich
felev af med sit Skind og Sangen-Berg blev ædru. Og
saa endte det Hele med stort Tablo i bengalsk Ild. Som
jeg aldrig har set saa smukt før. Undtagen
hos
Renz.
H vi fjunges altid om Spartaner,
I hvem den forte Suppe gled?
E r ikke vore Nutids-Daner
Forfarne udi Nøjfomhed?
Behøve vi maalke Exempel
Paa mærkelig Fordøjelfe?
Nej, vi har Folk, fom fpife Stempel-
Papir med ftor Fornøjelfe.
Idet jeg træder frem fom Barde,
En Bondemand jeg fynger om,
Som nys kom ind til Byen V a r d e :
Han havde iblgt fin Ejendom ;
Kontrakten, vidfte han, beroede
Hos Prokurator den og den,
Og da han var et fiffigt H o’ede,
Saa
gik han lige ftrax derhen.
Da K jøberen er Bonden fkyldig
En mindre Sum, vil denne fe
At
faa
Kontrakten gjort ugyldig.
Han faar den da, men —
Ak
og V e !
Nu viler han fig helt forslugen,
Han tygger den og fpifer den:
Han véd, hvad der er gjemt i Bugen,
Det faar man vanlkelig igjen.
En Kontraktspiser.
Den Prokurator faa forbløffet
Paa Bondens ftore Appetit:
Han aad, fom om det var en Boeuf, et
Nedfkrevet Navn ! Det gik
for
vidt!
Nu Prokuratoren ham anfaldt:
»Tror Du maaike, at mit Kontor
Skal være en Befpisnings-Anflalt ?»
Saaledes lød omtrent hans Ord.
Men Bonden vedblev ufortrøden
A t tygge med Begjærlighed,
Han maatte slide haardt for Føden,
Før han omfider fik den ned. —
Skøndt meget gjeme jeg fouperer
Ved vel befatte Borde, véd
Jeg dog,
at
det Enhver generer
At fpife Spifefedlen med.
Held Dig, o Fædreland! Du haver
Saa gjæve Sønner til din Vagt,
Der har faa ftærke Strudfe-Maver,
A t de kan fpife en Kontrakt.
Selv hvad der ikke fmager Tyrker,
— Blandt hvem der dog er ftørre Nød
Gaar i den danike Agerdyrker
Saa let, fom det var Smørrebrød