100 / 427
91
>
—
r
Saa var de v edTr omme sa l e n , og Ole Lukø j e
og Eh l e r s steg ud af Prammen og gik derind.
Der stod baade Stude og Kør og Faar og Kalve,
og de brølede og brægede , og Lammedriverne piftede
i Fingrene; men Kammerraad Lembcke gik omkring
og gav de stakkels Dyr Kager og Konfekt og Sukker
grise. Og saa sagde ban til Eh l e r s :
„Bliver det til Noget med Kvægtorvet?“
Men lille E h l e r s sagde ingen Ting, for han
havde lige fundet en god Yen. Det var en stor
Skildpadde, og den var ogsaa kommen fra de varme
Lande og stod ganske forknyt der imellem alle de
grove Stnde. „Sikken én!“ sagde alle Faarene.
„Kan Du laves til Boeuf?“ spurgte en stor Ko
og giode paa den.
„Jeg er er en Skildpadde,“ svarede den.
„Jamen den er nok forloren,“ sagde en Kalv,
„det kjender vi nok!“
Men E h l e r s havde ondt af den stakkels Skild
padde og han lukkede Døren op for den, og saa
kravlede den ud — ganske langsomt, for den havde
Borgemestermave.
„Pas paa, Du ikke selv kommer i Borgemester-
mave!“ brølede den store Stud efter den.
„Vi ses ved B i s t r u p m i d d a g e n , lille Skild
padde,“ sagde E h l e r s og saavaagnede han og sad
paa sin lille Stol paa Baadbuset.
„Nu skal Du se noget morsomt,“ sagde Ole
Luk ø j e . „Nu skal vi lege „bygge Gade“.“
Og saa tog han alle Husene i hele Byen og
rystede deiic; i en stor Kasse, og saa begyndte han
og lille Eb Ier s at bygge alle Gaderne i Kjøbenhavn.
Og O le Lu b ø j e kunde bygge dejlige lige Gader,
hvor det ene Hus stod i Række med det andet.
„Nej, det er bjedeligt,“ sagde lille Eh l e r s .
„Nu skal Du se , hvordan j e g bygger.“
Og saa tog han en Bunke Huse og lavede en
lang smal Gade,
3
om gik ud
og
ind. Og nogle Steder
lagde han Rendestene og andre Steder ingen, og i
Enden af Gaden lagde han et rigtig grimt, lille Skur,
lige midt i Kjørebanen, saa det næsten spærrede Pas
sagen.
„Jamen der kan jo ingen komine f o r b i s a gu e
Ol e Lukø j e .
„Jamen det er jo netop morsomt,“ sagde lille
Eh l e r s . „Det er genialt
1
“
„Nej, saadan leger vi ikke,“ sagde 0 1e L u k øj e,
og saa pirrede han til Skuret, saa det faldt omkuld.
Saa gav den lille Eh l e r s sig til at græde, og
saa gik Ole Lukøj e.
Næste Gang den l i l l e E h l e r s vaagnede, blev
han saa bange, for han trode, Skuret virkelig var,
væk. Saa tog han lige strax en Droschke og kjørte
nd i B l a a g a a rd s ga de. Da han kom paa Hjørnet,
væltede Droschken.
„Gud ske Lov! Sku r e t staar endnu,“ sagde den
lille Eh l e r s . „Jeg har drømt saa fælt!“
(Fortsættes,)
Saaledes blev der sunget os af Skjalden.
Men nu faar N o r g e s Flag
Vist ogsaa Grund en Dag
Til ret at føle sig som himmelfalden.
Thi frie norske Mænd
Og B i sma r c k s gamle Ven,
Den allerstørste af de store Bjørne,
I broderligt Forlig
En uforsonlig Krig
Har aabnet imod Flagets ene Hjørne.
For denne gode Sag
Slaar Bjørn sen tunge Slag
Og skriver løs paa Kraft og holder Taler,
— Begribeligt, thi han
Har givet selv sit Land
Exemplet til —* Fo r and r i ng af S i gna l er .
Og paa den store Dag,
Da B j ø r n s c n s eget Flag
Som Folkebanner over Norden vajer,
Da har han naaet sit Maal,
Og Republikens Skaal
Skal tømmes i en — „ A l l i a n c e “- B a j e r !