117 / 239
DET KONGELIGE TEATER I EN BRYDNINGSTID
115
pladsloge og kunne iøvrigt takke sin egen uforsigtighed for ulejlighe
den. For at benytte fløjten i 2. akt - man havde altså på forhånd aftalt
tidspunktet for en udpibning - arrangerede Mikkelsen, der åbenbart
havde glemt fløjten hjemme, sig med en dreng og budbringer. Dren
gen afleverede imidlertid letsindigt to dårligt indpakkede fløjter til
kontrolløren ved teatrets hovedindgang og pålagde denne at aflevere
pakken til den herre, der ville indfinde sig i mellemakten. Kontrolløren
lod dog den mistænkelige pakke gå videre til Københavns politi, og da
Mikkelsen indfandt sig, måtte han opgive navn og adresse, før pakken
blev udleveret.10
På premiereaftenen befinder der sig altså flest demonstranter i gal
leriet. Alligevel bemærker medarbejdere fra både Aftenposten og Da
gens Nyheder en ung herre også på balkonen, der energisk går frem
til balustraden for at fløjte. Hvad regijournalens oplysninger angår,
er de særdeles knappe: »Under 2. Akt opstod flere Gange Kamp
imellem Klappere og Pibere, saa at Skuespillerne maatte ophøre at
tale. Efter Stykket blev Meningskampen saa stærk at Gongonen maatte
bruges«.
Hvem gik efter pressens opfattelse af med sejren? de fløjtende eller
de klappende? Denne afgørelse er tilsyneladende afhængig af redak
tionernes politiske tilhørsforhold. Social-Demokratens anmelder mær
ker sejr i luften til demonstranterne: Vistnok over et halvt hundrede
piber, deriblandt en sand jernbanefløjte, hvislede efter tæppets fald
gennem Thalias Tempel, der havde vanæret sig ved at blive organ
for den smudsigste reaktion, og skønt gongongen gik, skønt storbor
gerne i yderst raseri vrælede på deres politi, som imidlertid ikke havde
rigtig lyst til håndværket, vedblev spektaklet en god halv time og endte
med fløjternes sejr.
Både Morgenbladet og Jyllandsposten har dog lettest ved at høre
bifaldet. Dagbladet finder, at de fløjtende ligefrem udfordrer de klap
pende, og Berlingske Tidende oplever forestillingen modtaget med:
velvilje og bifald, der kun forøgedes ved de enkelte pibere, der lode
sig høre.17 Stort set er man enige om, at de obligatoriske slag på
gongong, der burde afslutte meningskampen 5 minutter efter forestil
lingens ophør, uheldigvis blot høres af få, samt at politiets folk for
holder sig særdeles passive.