113 / 239
DET KONGELIGE TEATER I EN BRYDNINGSTID
111
betragtes som uklar fra forfatterens hånd. Helten eller i dette tilfælde
antihelten bor være handlende, finder man. Det er ikke tilstrækkeligt,
at forfatteren lader personen fortælle tilskuerne, at han er bevæget.
Nogle ser i Emil Poulsens opfattelse af rollen en Erasmus Montanus
skikkelse - sandsynligvis fordi skuespilleren debuterede i netop denne
rolle i 1867. løvrigt synes Emil Poulsen at have betonet de sympatiske
og intelligente træk, der nu kunne fremdrages ved figuren.
Poul, spillet af Peter Jerndorff, er de fleste bedre i stand til at
acceptere, da rollen er udstyret med en vis ungdommelig munterhed
og ildhu, ganske vist på det klichéagtige plan. Det bliver dog Pvosen-
kilde, der tegner sig for forestillingens populære figur som repræsen
tanten for den gamle skole. Den hyggelige, bedrevidende justitsråd,
der ikke er uden sans for humor, vinder en stor del af publikum for
sig i diskussionen med Poul i 2. akt. Var man ikke på forhånd imod,
måtte man automatisk blive for. Damerne Agnes Dehn og Betty
Schnell har derimod ikke meget andet at udrette end at illudere søde
og pæne unge piger, der intet vil vide af »den frie kærlighed«.
Problematisk bliver først fremstillingen af Lisner, og forfatteren har
på ingen måde kunnet eller villet tegne denne rolle anderledes, end
man traditionelt fremstillede en mand af små kår på scenen. »Natur
ligt, men uden ret at kunne vække interesse«, hedder det om Cettis
spil den 17. oktober i Illustreret Tidende. I denne dom som i andre
er Social-Demokraten dybt uenig med den øvrige presse: »Og nu
skildringen af arbejderforholdene gennem arbejderformanden Lisner.
Han karakteriseres som en hæderlig og retskaffen mand, der forledt
af onde mennesker nedlægger sit arbejde og får sine kammerater til
det samme, fordi fabriksherreme ikke vil gå ind på deres fordringer,
der fremstilles som de urimeligste i verden. I sine kammeraters navn
forklarer han de to storborgere, den gamle naragtige justitsråd og den
kolde doktor, at der findes en kløft mellem de rige og fattige, en kløft
der ubarmhjertig skiller de to samfundsklasser ad, uden at flid, rede
lighed og dygtighed kan slå bro derover
. Men de to fabriksherrer
er upåvirkelige, han og hans kammerater mister deres arbejde, dog
antages de sidste kort efter igen på de gamle vilkår, men Lisner, der
har stiftet skruen, skal føle sultens kvaler til straf«.
Det kgl. Teaters opsætning af Lygtemænd har ikke budt på over
raskelser. Sandsynligvis var det forfatteren og sceneinstruktøren H. P.