111 / 239
DET KONGELIGE TEATER I EN BRYDNINGSTID
109
for arbejderne, »hele den ulykkelige, lidende Del af Menneskeslægten,
som Samfundet tramper paa med et Haansmil!« - således udtrykker
en af de unge lygtemænd sig - møder vi Lisner. Lisner er arbejder
formand på Rosens fabrik, og han lader sig af Holm opflamme til at
iværksætte en »skrue«, altså en strejke, hvorved han får sin afsked.
Snart er kassen tom i arbejderhjemmet, og Lisner må gå tiggergang
for at få jobbet igen, uden at have opnået nogen form for lønforhø
jelse. »Tak Allesammen! Gud velsigne Dem!« udbryder arbejder
standens repræsentant efter genansættelse på fabrikken.
Reaktionerne på forestillingen faldt prompte i 2. og i 4. akt, nemlig
i 2. akt 3. scene og i 4. akt efter 3. og 7. scene samt i 12. scene. I før
ste tilfælde drejer det sig om samtalen mellem justitsråd Rosen og
den unge svigersøn Poul. Fronten trækkes op mellem det unge brus
hoved og den gamle og klogere. I 4. akt »omvendes« først Poul, der
næst Holm og tilsidst Lisner.
For den, der kendte forfatteren William Bloch, kom det ikke som
en overraskelse, at han vendte sig fra tidens unge reformatorer. »Hans
natur var dybt konservativ i sin trofaste vedhængen ved slægten og
dens traditioner«, skrev således Henri Nathansen i sin bog om Bloch.
Onde tunger ville dog vide, at stykket neppe var kommet frem på Det
kgl. Teater, om det havde stået for den modsatte tendens.12
Den konservative holdning, Lygtemænd indtager, var heller ikke
ufarlig, set fra censors synspunkt, hvorfor man tøver og henstiller til
forfatteren at forandre et og andet. Hvad der reelt er ændret inden
opførelsen, lader sig dog ikke let registrere. På Det kgl. Bibliotek er
bevaret et suffløreksemplar og på Det kgl. Teaters bibliotek et in
struktions- eller arrangementeksemplar af Lygtemænd, men tilsyne
ladende fortæller disse manuskripter intet om en tilblivelsesproces.
Datidens presse og daddens teaterpublikum opfattede stort set fo
restillingens budskab, som censor havde forudset det. Men bortset fra
Social-Demokraten, enkelte kritiske røster i Aarhus Amtstidende og i
Dags-Telegrafen er pressen egendig mere positiv overfor forestillin
gen, end censor havde turdet håbe, specielt overfor stykkets udførelse.
Formodentlig har en populær skuespiller som Adolph Rosenkilde til
ført rollen og dens synspunkter en afvæbnende charme. Den ikke
navngivne anmelder i Aarhus Amtstidende, der, som det synes, an
melder stykket i bogform den 22. oktober, er langt strængere og mere