112 / 239
1 1 0
ELIN RASK
opmærksom på Lygtemænds reaktionære tendenser end de køben
havnske kolleger. Positivt tæller dog: at stykket står i en eller anden
samklang med tidens hovedtanker, hvad somme, mærkværdig nok
synes at anse for en stor fejl, idet de forlange »Politik« holdt borte fra
scenen
Polemisk komedie, tendensstykke, nutidsdrama, familiedrama, bor
gerligt realistisk drama - er nogle af de etiketter, samtiden hæfter på
Lygtemænd, og alle kommentatorer er enige om, at publikum vanske
ligt vil fornemme, at kritikken mindre er rettet mod radikalismens for
skellige former end mod »den frie tankes« umodne forkæmpere.13 Til
gengæld kan Social-Demokraten ikke finde gloser nok for forargelsen:
et arbejde, der vil knuse ideerne om frihed, lighed og broderskab, lat
terliggøre frisindede mennesker og fremstille arbejderen som en pjalt.
»Og det vover man at byde Danmarks arbejdere på det danske Na
tionalteater« ! Også Dags-Telegrafen finder, at forfatteren har savnet
overlegen forståelse af emnet. Der er tale om fraser hængt overfladisk
på handlingen, og det traditionelle kneb er benyttet: »samtlige for
kæmpere for det sociale fremskridt er dumrianer og holdningsløse
floskelhelte, medens repræsentanterne for det bestående alle er huma
niteten og godheden selv«.14
Med omtalen i brødrene Brandes’ tidsskrift, Det 19. Aarhundrede
1876, får Lygtemænd, som det var at vente, en sidste bredside: »Så
dan i almindelighed at ville reformere den hele jord, forekommer os
dog altfor dumt for et højtbegavet menneske. Og det skal helten være,
uagtet han aldrig taler som en blot jævnt fornuftig person«.
Opsætningen af Lygtemænd
Skuespillernes udførelse af rollerne betød som nævnt en hel del for
publikums sympatitilkendegivelser. I de væsentlige roller havde man
placeret Adolf Rosenkilde som justitsråd Rosen, frøknerne Dehn og
Schnell (senere Betty Hennings) som døtrene Emilie og Helene. Poul
Bech blev udført af Peter Jerndorff og Lisner af Frederik Cetti. Emil
Poulsen, nogle år senere den første Helmer i »Et Dukkehjem«, fik
den utaknemmelige rolle som Holm overdraget, en rolle han tilsyne
ladende havde vanskeligt ved at få hold på. Stort set er anmelderne
dog tilfredse med Emil Poulsens spil, men utilfredse med rollen, der