109 / 239
DET KONGELIGE TEATER I EN BRYDNINGSTID
107
Hvorledes så da censor på dette arbejde? Lygtemænd betegnes først
og fremmest som en polemisk komedie, et skuespil der satiriserer over
den såkaldte frie tanke. Brevet til Linde af i . maj slutter med en be
tinget ros: »Skjøndt Ændringerne ikke ere saa gjennemgribende, som
jeg for min Deel havde ønsket, og skjøndt jeg, med klart Blik for
Stykkets Svaghed, ikke kan andet end nære nogen Betænkelighed med
Hensyn til en eventuel Opførelse, forekommer det mig dog, at det,
som et originalt Arbeide af en yngre dansk Forfatter, hvori en alvorlig
Tanke har fundet et i flere Henseender heldigt dramatisk Udtryk, vel
kan have K rav paa at tilstedes Adgang til Scenen«. Censor er dog ikke
blind for, at Lygtemænd sigter lidt i bred almindelighed: »For at Sa
tiren kunde faae dramatisk Form og Anvendelse, var det imidlertid
nødvendigt at rette den imod enkelte Yttringer af den almindelige
Frihedsbevægelse, at drage een eller flere af den frie Tankes Conse-
quentser frem og ved Hjælp af disse at skabe en Handling, der med
sine Collisioner kunde tjene til satirisk Paradigma«. Selv Blochs flirt
med det såre aktuelle tema, arbejderbevægelsen: »synker endelig til
bage i sig selv, og Stykket ender saaledes med en Retraite paa hele
Linien«. Tungen på vægtskålen blev: »Dette S to f
udformet i en
forstandig anlagt, fremadskridende Handling, der paa adskillige Ste
der vidner om virkelig dramatisk Blik«. Således lød dommen i skrivelse
af 1 5 .1 2 .1 874 til teaterchefen.
Men censor nærer flere betænkeligheder stillet overfor første version
af Lygtemænd: »Sagen er nemlig den, at vi her have med en Ten-
dentskomedie at gjøre, der — i det mindste tilsyneladende polemiserer
imod en bestemt aandelig Nutidsbevægelse. Rigtignok viser det sig ved
nærmere Overveielse, at Forf. ikke saameget har taget satirisk Sigte
paa denne Bevægelse selv, som paa dens umodne Bæ rere
. Men
denne Distinktion fremtræder for det første ikke tydeligt nok, og for
det andet faaer Satiren ikke tilstrækkelig Myndighed. Jeg troer at en
hver Tilskuer ved det første Bekjendtskab med Stykket vil faae Ind
tryk af, at Forf. drager til felts imod selve Reformbevægelsen og ikke
blot imod dens umodne Herolder. Efter dette Indtryk vil han dømme
Stykket og maaske fordømme det«. Og censor slutter sit brev af
15. december: »Her maa, i Tilfælde af Opførelse, nødvendig foretages
en Forandring, eller i det mindste indbringes en saadan Motivering,
at Sandsynligheden ikke brister. Kan Forfatteren tilveiebringe en saa-