14 / 312
Kyst til Landingsplads, — i haardt Vejr blev de ganske simpelt trukket op paa Stranden,
— maatte Koggerne forlange en beskyttet Havn, hvor de kunde ligge for Anker. Handel
og Skibsfart blev nu mere end tidligere knyttet til de ganske bestemte Steder ved Kyster
ne, hvor der fandtes Naturhavne. De Krav, som Nutidens Skibe stiller til en Havn, er
imidlertid langt fra de samme, som dengang var tilstrækkelige for Hanseaternes Kogger.
Ved en Havn i Nutiden forstaar man et Vandareal, ofte helt igennem tilvejebragt ved
Kunst, hvor Skibenes Losning og Ladning kan foregaa ved Kajpladser eller Bolværker,
der paa den bedst mulige Maade er beskyttet mod Bølgeslag og Storm; Indsejlingen til
en saadan Havn er som Regel kunstigt uddybet, beskyttet og afmærket, og hvor Skibene
lægger til, er der indrettet tekniske Hjælpemidler, for at Varetransporten kan foregaa
saa hurtigt og billigt som muligt. I Middelalderen var en Havn et Vandomraade nær ved
Kystlinien, hvor den Tids større Skibe i nogenlunde Tryghed kunde ligge for Anker. For
bindelsen med Land blev tilvejebragt ved Hjælp af smaa Baade, der lagde til ved ganske
primitive Anlægsbroer. Og den Tids store Skibe var efter vore Begreber ikke ret store.
Hvis de havde et Dybtgaaende paa tre til fire Meter, svarende til en Skibsstørrelse paa 80
til 100 Brutto-Register-Tons (40—50 Læster) var de Kæmper, der kunde anvendes til Lang
fart. Og de fleste af de Skibe, der sejlede paa de danske Have, var langt mindre. Der1kræ
vedes altsaa ikke stor Dybde paa Havnenes Ankerpladser. Adskillige af Smaaskibene, der
sejlede paa vore Farvande, kunde direkte løbe ind i Aamundingerne og lægge til ved de
stejle Brinker, der afgrænser Aaløbet.
Karakteristiske var Forholdene ved Øresundsomraadets første Handelsplads af inter
national Betydning, den lave, brede Odde ved Skanor—Falsterbo, der skyder sig ud i
Sundet for længst ude at grene sig i to Fløje, med Retning mod Nord og mod Syd. Den
nordligste Fløj beskytter en mod Nord aaben Bugt: Hollviken, der fungerede som
»Havn« for de mange Hundrede Skibe, der stævnede hertil i de faa Efteraarsuger, »Skaa-
nemarkedet« varede. Da Hollviken er — og var — yderst lavvandet, maatte selv smaa
Skibe ankre op i stor Afstand fra Kysten; Varerne førtes til og fra ved Hjælp af fladbun
dede Lægtere; men disse Lægtere kunde endda ikke naa helt ind til den flade Sandstrand;
den sidste Del af Transporten maatte foregaa i Vogne, der kørte ud fra Stranden. Naar en
saa primitiv Havn kunde faa den Betydning, den faktisk fik, skyldtes det naturligvis ude
lukkende, at man her befandt sig ved den vigtigste af alle Fiskepladserne ved Sundet.
Her vrimlede det i den Grad med Sild, at Sakso, maaske med en mild Overdrivelse, beret
ter, »at Skibene undertiden bliver siddende fast og knap kan ros igennem dem, og at man
ikke har nødig at bruge Garn for at fange dem, men ligefrem kan tage dem med Hæn
derne«. Der er Grund til at antage, at der dengang er fanget mindst lige saa mange Sild
304