216 / 312
kaldt Raadstueplakat gaar da ogsaa i Retning af at bryde med det tyske Laugsvæsen, idet
den paabyder, at alle indfødte Haandværkssvende, der efter deres Laugsartikler er pligtige
at rejse paa deres Haandværk i Udlandet, fritages aldeles derfor.
Kommissionen, der bestod af Datidens mest betydende Mænd, saa med stor Venlighed
og Frisindethed paa Haandværkerstanden. Efter Møder med Svende fra de forskellige
Laug, hvor der lovedes dem bedre Vilkaar, gik Svendene igen i Arbejde med Kongens
Velsignelse. Men hvem der derimod ikke var videre henrykte, var de københavnske Me
stre. Hidtil havde det kun været Svendene, der havde Pligter mod Mestrene, men nu fik
pludselig ogsaa Mestrene Pligter overfor Svendene. Ganske vist havde de strejkende Sven
de faaet en kraftig Formaning af Kommissionen, og de ikke-strejkende var blevet rost,
men det var dog trods alt dem, der var løbet af med Fordelene i Mestrenes Øjne, efter
som Daglønnen jo var blevet forhøjet.
I de Aar, Kommissionen arbejdede paa sin Betænkning, ændrede de økonomiske For
hold sig, og Laugene vandt nu igen Terræn, hvad der kom til at afspejle sig i Forord
ningen, da den endelig kom den 21. Marts 1800. Den blev et Kompromis mellem det
oprindelige frisindede Udkast og den sejrende Reaktions Protest mod at gaa bort fra Laugs-
væsenet. Forordningen tog Afstand fra Kravet om visse Aars Læretid, men stod fast paa
Svende- og Mesterprøver. Staten saa en Fordel i at faa mange og dygtige Haandværkere,
hvorfor det gerne saas, at Laugene blev bevaret, men Adgangen til Laugene skulde være
lettere, de urimelige Omkostninger herved skulde afskaffes; ligeledes opretholdtes de tidli
gere ofte gentagne Forbud mod Fødselsbreve. Desuden bestemtes det, at en Svend efter fire
Aars Læretid kunde nedsætte sig som Frimester i andre fire Aar, hvorefter han havde
Ret til at faa Borgerskab som Mester med Ret til at holde Svende og Drenge. Kommissio
nen mente, at de fire Aars Arbejde som Frimester »var et sikrere Mesterstykke end det,
der nu forevises Magistraten«. En Frimester skulde ogsaa kun for sit Borgerbrev betale
det halve af, hvad en Laugsmester betalte.
Endvidere befales det »for at hævde Haandværkerstanden«, at naar der blev Pladser
blandt Københavns Borgerrepræsentanter, skulde den halve Del af dem besættes med
Kunstnere, Fabrikanter eller Haandværkere, og de, der saaledes valgtes til Borgerrepræ
sentanter, skulde have lige Adgang med andre Borgere til at ansættes som Medlemmer
af Magistraten. Det er forstaaeligt, at denne sidste Foranstaltning hilstes med Glæde og
Tilfredshed blandt Københavns Haandværkere, der herved igen fik Ligestilling med an
dre Borgere tilbage.
Hvad angaar Haandværkernes faglige Kunnen, synes det i den sidste Halvdel af det 18.
Aarhundrede og deromkring at have set temmelig bedrøveligt ud, og i et Blad, »Policey
5 0 6