214 / 312
Som Følge af alle disse Bestemmelser gled Laugsinstitutionen i Baggrunden — men jo
mere den var paa Retur, jo mere stejlt stod den paa sine Privilegier, og jo mere Laugene
søgte at holde paa de gamle stivnede Former og at begrænse Tilgangen af Mestre, jo mere
bidrog de selv til at gøre Institutionen betydningsløs i en Tid med stigende Produktion og
voksende økonomisk Udvikling. Indtil det 18. Aarhundrede havde Laugene overvejende
været begrænset til de store Byer København, Aalborg, Aarhus, Odense og Helsingør, men
nu begyndte de andre Byer ogsaa at komme med. I mindre Byer havde det hidtil været
umuligt at oprette Laug, da der kun var nogle faa Mestre, men i 1747 bestemtes det ved
Rescript, at alle Provinsmestre kunde indtræde i et københavnsk Laug, hvis de ønskede det,
naar blot de kunde bevise, at de havde Borgerskab og kunde fremvise et forsvarligt Me
sterstykke. Denne Bestemmelse havde stor Betydning for Provinsmestrene, men den vakte
ikke større Begejstring hos Københavnermestrene, som saa sig truet med Konkurrence
udefra.
Modsætningsforholdet mellem Mestrene, der holdt stejlt paa deres Ret, og Svendenes tryk
kede økonomiske Kaar rejste Gang paa Gang bitter Strid, derimod var det sjældent Ar
bejdstiden, der gav Anledning til Tvistigheder; til sidst blev Misstemningen saa alvorlig, at
Regeringen blev klar over, at der maatte gøres noget. En Betænkning fra en nedsat Kom
mission havde ingen Virkning, for straks efter i 1794 udbrød de store Uroligheder blandt
de københavnske Svende, som er kendt under Navnet »den store Tømrerstrejke«.
Det begyndte med, at Tømrermester Andreas Hallander nægtede nogle tyske Svende,
der ønskede at rejse, Afskedsseddel. Svendene protesterede, trods det, at Hallander havde
Ret dertil ifølge Lovvedtægten. Svendene blev arresterede, kom paa Vand og Brød i et
Par Dage, og det var Gnisten, der fængede. Mellem 3 og 400 Tømrersvende nedlagde
straks Arbejdet. I denne Anledning fængslede man deres Fører, men alligevel faldt Sven
dene ikke til Føje; de samledes paa deres Herberge i Adelgade under eksemplarisk Ro,
men de nægtede bestemt at gaa i Arbejde: først skulde deres Fører frigives, og den sæd
vanlige Dagløn forhøjes. Saa tyede man til Militæret; en Soldaterkommando førte 202
Svende fra Adelgade til Kastellet, hvor 125 af dem, d. v. s. dem, der stadig holdt fast ved
Arbejdsnedlæggelsen, blev dømt til Arbejde i Jern paa Fæstningen i nogle Maaneder. Straf
fen blev imidlertid ikke effektueret, Kongen lod Naade gaa for Ret, og Straffen blev for
andret til Udvisning af Landet, og de 125 førtes til Tyskland, hvad der ikke dengang kan
siges at have været nogen streng Straf, eftersom de 98 var dernede fra! Og saa fastholdt
man endda ikke Udvisningen i fuld Udstrækning. De indfødte Svende, og de Svende, der
var bosat her i Landet, fik snart efter Lov at vende tilbage, og samtidig skrev man fra
Kancelliet til Københavns Magistrat om at henstille til Byens Tømrermestre at forhøje
5 0 4