210 / 312
første Omgang gik ud af som Sejrherre. Jo vanskeligere Tiderne var for Laugene, jo stej
lere stod de paa deres Rettigheder, og da Modsætningsforholdet til Udviklingen op imod
Slutningen af det 16. Aarhundrede yderligere tilspidses, var det tvingende nødvendigt
for Statsmagten atter at gribe ind for at hjælpe de Haandværkere, der gerne vilde leve
af deres Haandtering, men var forhindret deri af Laugene, og fra 1571 fik Haandværkerne
saaledes Tilladelse til at etablere sig i København uden at være i Laug. Borgmestrene og
Raad blev ved kgl. aabent Brev af 22. Marts 1571 beordret til at foreholde Oldermændene,
at de skulde rette sig efter Recessen af 1553: »Hvis I ikke sørger herfor, skal I stande Os
til rette«. Det var som sædvanlig Tiltrædelsespengene, man var ude efter, og da det stadig
ikke hjalp, foretog Christian den Fjerde det drastiske Skridt at ophæve hele Laugsinstitu
tionen i 1613. Det var nu ikke alene, fordi Kongen havde tabt Taalmodigheden, men Laugs-
ordningen stred mod hans merkantilistiske Synspunkter. Han vilde gerne gøre Landet uaf
hængigt af fremmede Landes Forsyninger; hvad der skulde bruges, skulde produceres her
hjemme, Pengene skulde blive i Riget. Til dette Formaal skaffede han dygtige Haand
værkere fra Udlandet, navnlig fra Holland; det var særlig Bygningshaandværkere, det
drejede sig om, men hele denne Fremmedinvasion kunde ikke gaa for sig uden lidt Albu
stød for at faa Pladserne, de danske Haandværkere følte sig ogsaa truet paa Næringen, '
der blev Uro i Geledderne, Mestrene havde ikke mere nogen Magt over Svendene, fordi
Laugskraaerne var ophævede, de fremmede Svende vilde heller ikke arbejde hos Mestre,
der ikke var i Laug, for det vilde bringe dem i Vanrygte i Tyskland, kort sagt, Resul
tatet blev ikke som ventet, og for at raade Bod paa Ulemperne udstedtes Forordningen af
10. December 1621: »for at hjælpe Haandværket noget paa Fode«. Forordningen genskab
te Laugsrammerne, men Glansen blev ganske vist taget af Sankte Gertrud, idet al Laugs-
drik og Gæstebud samt Prisaftaler blev kategorisk forbudt. Paa Trods af disse Bestem
melser gjorde Haandværkerne i al Stilhed, hvad der passede dem; allerede faa Aar efter
fortsattes ad de samme Stier som før 1613, saa Kongen trak det korteste Straa. Det var
faktisk ikke saa mærkeligt: Borgmestre og Raad, som skulde føre Tilsyn med, at Kongens
Ord blev overholdt, var selv opdraget i den gamle Laugsaand, var der Gæstebud, fik »Bi
sidderen« — Kongens Tilsynsførende — jo ogsaa sin Del af Gildet, og saa var der jo ingen
Grund til at sladre; desuden forlangte de »zünftige« Svende »ærlige« Mestre, saa Laugs-
aanden sejrede: fra omkring 1650 staar der aabenlyst om Mesterprøver og Svendeind
vielse i Skraaerne.
Længe varede Freden imidlertid ikke. I 1681, den 23. December, kom der en kongelig
Forordning, hvorved Laugene atter ophævedes, men paa samme Tid fik dog en Række
Fag Laugsprivilegier; enhver, der havde lært et Fag, maatte ernære sig derved, han skulde
5 0 0