208 / 312
mindskedes, ændrede Organisationen Karakter og blev en økonomisk og social Kampfor
ening, der skulde skaffe sine Medlemmer bedre Arbejdsvilkaar og større Andel i Produk
tionsudbyttet.
»Zünften« kom med sine Krav til danske Haandværkere Syd fra omkring 1660, kom
med sine urgamle Omgangsformer, som bundede i katolsk Ritus; den fik et meget stærkt
Hold paa de danske Haandværkere; hvor stor Vægt, man lagde paa at være regelret zünf
tig, kan man se af, at Oldermanden for Snedkerlauget i Helsingør i 1649 rejste til Stral
sund for at
købe
en Udskrift af denne Bys Snedkerlaugs »gewohnheit«; hans egne Svende
maatte bløde 10 Rigsdaler til dette Formaal, og blev saa, da han kom vel tilbage, regelret
zünftige. Slagterne blev ikke regnet for det og Guldsmedene vilde slet ikke have noget
med det at gøre, derimod havde Zünften stærkt Hold paa de vandrende Fag, som f. Eks.
Bygningshaandværkerne.
Det er klart, at en Institution som Laugene maatte interessere Myndighederne stærkt.
Byøvrigheden holdt paa Laugene af skattepolitiske Grunde, og fordi Laugene gennem deres
Skraaer havde Tag i Brødrene, men selve Statsmagten var den til Tider en stærk Torn i
Øjet. Ved den Monopolstilling, Laugene indtog, saa de blev i Stand til at diktere Priser paa
deres Arbejde og Produkter, traadte den Kongemagten, som selv ønskede at have Ind
flydelse paa de samme Forhold, for nær. Kampen for at forhindre, at Laugene trak For
brugerne op, førte til ustandselig Indblanding fra Kongernes Side. Som allerede nævnt,
blev det ved Erik af Pommerns Privilegier af 15. Februar 1422 fastslaaet, at ingen maatte
have anden Næringsvej, end den hans Laug berettigede ham til, og Kristoffer af Bayern
i sin Stadsret af 1443 har et godt Øje til Spørgsmaalet om Indtrædelsespengene.
Under Kong Hans’ Regeringstid var Laugene genemtrængt af en stærk monopolistisk
Aand. De beherskedes helt af smaa Mesterkliker, som gjorde alt for at begrænse Til
gangen ved hemmelige Aftaler, bl. a. med det Formaal, at kun Mestersønner kunde blive
Medlemmer, og paa Grund af de talrige Klager over dette og andre Misbrug greb Kon
gen ind, ja, ophævede i 1507 ligefrem alle Skomagerlaugene i hele Riget. Skomagerne var
dengang de talrigste af alle Haandværkere, saa man skulde synes, at det var en kraftig
Advarsel, men Kongen kom saa temmelig til Kort, idet Laugene fortsatte paa samme
Maade som hidtil, ganske som om intet var hændt. Til sidst blev Tilstandene saa utaale-
lige, at Frederik den Første, som i Mellemtiden var kommet paa Tronen, i 1526 med eet
Slag ophævede alle Laug. Man mener, at det var den danske Adel, der stod bag Forbudet,
for der stod nemlig paa dette Tidspunkt en bitter Strid mellem Adel og Borgerskab om
Magten; Adelen vilde ikke finde sig i, at Laugene hævdede deres Monopolstilling, idet dens
Maal var at faa samlet en Række gode Haandværkere om sine Godser ude paa Landet, men
4 9 8