![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0191.jpg)
U N D E R C. V . H O L T E N
189
har i ham m iste t en af sine b ed ste Støtter som Kunde. D en skam
dinaviske Litteratur, der er frembragt i det sidste Aarhundrede,
var han v el bevandret i, og hvad der Aar efter Aar præsteredes
af danske Forfattere, saavel af den gamle som af den nye Skole,
læste han om tren t Rub og Stub med en — det maa vel indrøm*
mes — englelig Taalmod ighed og Resignation, thi en Bog skulde
være m eget slet, naar den b lev lagt hen paa Halvvejen . I den æl*
dre Litteratur yndede han jo i høj Grad Holberg, med hvem han
saa at sige fø lte sig i Slægt, og øste o fte af det sprudlende Lune,
der er ned lag t i d isse Værker; han kunde citere sin Holberg med
en sjelden A kkura tesse og i e t ikke almindeligt Omfang. Men
ogsaa ty sk , engelsk og fransk Litteratur kendte han i fuldt Maal,
og han havde b etyd elige Kundskaber i disse Sprog, talte f. Eks.
Fransk m ed anerkend t Elegance. Mange fremmede Forfattere
havde han grundigt studeret, fornemlig Shakespeare og Walter
Scott; den før ste af d isse havde han i en halv Snes forskellige Ud*
gaver, han skrev selv Tekstkritiker og læste det m este af, hvad
der er sk revet om denne Forfatter, saa at faa kunde tage det op
med ham i Kundskaber paa dette Omraade. A f engelsk Skønlitte*
ratur har han læ st v e l m indst et Tusinde Bind, hvad der ikke er
saa lid t for en Mand, der kun har dette som en Bibeskæftigelse.
Fransk var npk hans Yndlingssprog, og han var inde i de m est
bekendte Forfa tteres Værker fra denne Litteraturs forskellige Pe*
rioder. N o g e t lignende om end i mindre Grad, gælder den ty sk e
Litteratur; Fritz Reuter (i Originalsproget naturligvis) var ham en
Kilde til stor G læde. En fortrinlig Hukommelse var en Vuggegave;
det var utroligt, hvad han kunde huske fra alle forskellige A ldre,
baade af hvad han havde læ st og oplevet. D e morsom ste Skole*
forskrifter og Børnevers fra Drengeaarene, kuriøse D ig te og For*
tællinger i m a ssev is kunde komme op i ham, og i saa H en seende
var han ubetalelig. Bellmans Sange morede ham i særlig Grad,
han kunde mange af dem udenad med Melodier, og han sang dem
med kostelig t, sm ittende Lune. Paa et Naturforskermøde i Stock*
holm foretoges der af Deltagerne en Sejltur paa Dampskib, hvori
Kong Carl den 15de deltog; de Ombordværende sang en af Bell*
mans Sange i Kor, men standsede ved det sidste V ers, som ingen
kunde; H o lten tog da sin Hat af, traadte frem for Kongen, buk*
kede dyb t og sang det sidste V ers alene. Fra den Tid havde han
en V en i Kong Carl.
D a han døde, lukkedes to kærlige Øjne, og et varm tfølende,
trofast H jer te stansede sine Slag. Enhver, der har set H o lten og