203
valg fremsatte Ønsker. Det forannævnte Forslag om de tyske Em-
bedsmænds Retsstilling var ret naturligt ikke sendt til det Udvalg
i Sønderjylland, der behandlede de kirkelige Spørgsmaal, men dette
Udvalg havde dog faaet at vide, at ogsaa Præsterne i de sønder-
jydske Landsdele kom ind under Bestemmelserne i Forslaget om
tyske og preussiske Embedsmænds Retsstilling. Paa en eller anden
Maade maa det ogsaa være rygtedes imellem Præsterne, og de vilde
ikke behandles som Embedsmænd. Man havde i »Det sønderjydske
Udvalg« for Ordningen af de kirkelige Forhold bragt i Erfaring,
at samtlige tyske Præster var enige om at gøre »Strejke«, den Dag
et saadant Lovforslag som det oftomtalte blev vedtaget af den dan
ske Rigsdag. De vilde nægte at udføre enhver kirkelig Handling:
Daab, Konfirmation, Bryllup og Begravelse. To af Udvalgets Med
lemmer sammen med Biskop Koch i Ribe rejste til København og
henvendte sig til Kirkeministeren: I. C. Christensen. Han fandt det
rigtigt, at de ogsaa fik Lejlighed til at gøre »Rigsdagspartiernes søn
derjydske Udvalg« bekendt med Sagen og telefonerede til mig —
han havde aabenbart forgæves forsøgt at faa fat i den Mand, der
fungerede som Formand i den paagældende Maaned — . Jeg fik fat
i de Medlemmer af »Det sønderjydske Udvalg«, der var til Stede paa
Rigsdagen, og vi modtog altsaa Biskop Koch og de to ham led
sagende Medlemmer af det nedsatte kirkelige Udvalg. De gjorde
opmærksom paa, at det forsaavidt var berettiget, at de tyske Præster
ikke vilde betragtes som Embedsmænd, og at der vilde opstaa mange
Vanskeligheder, hvis deres Strejketrusel kom til Udførelse. De tyske
Præster er, sagde de, jo ikke som i det øvrige Danmark udnævnte
af Kongen. De er antaget af Menighederne efter afholdt Prøve
prædiken og derefter bekræftet som Præster af Konsistoriet i Kiel.
De hævder derfor med Rette, at de er Præster og ikke Embeds-
mænd. Henvendelsen foranledigede, at der gennemførtes en særlig
Bestemmelse for Præsternes Vedkommende, hvorefter der skulde
foretages en Afstemning blandt Befolkningen indenfor hvert Pasto
rat om, hvorvidt Præsten skulde blive eller han skulde afskediges.
Ogsaa af dette kunde man her i Landet have lært adskilligt. Naar
de tyske Præster ikke var Embedsmænd, men Præster, laa dette
jo i, at de ingen »borgerlige« Embedsforretninger havde at udføre.
Der var i Tyskland borgerlig Indgaaelse af Ægteskab, hvorefter det
stod et Brudepar frit for, om de vilde have kirkelig Vielse bagefter.
Og der var en særlig Registerfører, der førte Fortegnelsen over