204 / 234
201
at de ikke var færdige med at lange Pakkerne fra Pakvognen ud
paa Perronen. Der var ikke noget med, som her i Danmark, at
Stationsforstanderen raaber: »Er De snart færdige dér forude?«
Det blev en hyggelig Aften i H. P. Hanssens Hjem. Han var som
nævnt godt tilfreds med Resultatet af de første Valg i Sønderjylland.
Dengang man med nogenlunde Sikkerhed kunde gaa ud fra, at
Sønderjylland ved Fredstraktaten vilde blive indlemmet i Konge
riget, besluttedes det af Regering og Rigsdag at nedsætte et Udvalg
bestaaende af 20 Medlemmer, fem valgte af hvert af de fire politiske
Partier paa Rigsdagen. Hvert af Partierne udpegede sine Medlem
mer, og man valgte saavel Landstings- som Folketingsmænd. Jeg kom
først senere ind i det paagældende Udvalg, da nogen af de af
Venstre valgte Medlemmer blev Ministre i April 1920. Man var i
det første Udvalgsmøde enig om, at Udvalget skulde hedde »Rigs
dagspartiernes sønderjydske Udvalg«, og at Formaalet med Ud
valgets Arbejde skulde være »uden besluttende Myndighed, som
Mellemled mellem Rigsdagspartierne og Regeringen, at udøve en
raadgivende Virksomhed ved Forberedelsen af den Lovgivning, som
en eventuel Indlemmelse af Nordslesvig i Danmark vil nødvendig
gøre«. Det viste sig, at der var Brug for mange »midlertidige« Love
ved Indlemmelsen af de sønderjydske Amter i Kongeriget. Mange
af de i Kongeriget gældende Love kunde selvfølgelig uden videre
indføres i de sønderjydske Landsdele, men paa mange Omraader
var Overgangsbestemmelser nødvendige. De paagældende Lovforslag
blev naturligvis udarbejdet i Ministeriet, men blev i »Det sønder
jydske Udvalg« Genstand for en grundig Behandling. Disse Lov
forslag kunde jo ikke behandles paa selve Rigsdagen, saalænge
Genforeningen ikke var fastslaaet i Fredstraktaten, men naar denne
var fuldbyrdet, skulde Forslagene forelægges og behandles saavel i
Folketing som i Landsting, og det var et ikke ringe Antal, som det
viste sig nødvendigt at gennemføre, over 70. Alle Rigsdagens Med
lemmer kendte dem imidlertid fra de Referater, der af de paagæl
dende Partimedlemmer blev givet i Partimøderne, saa det var for
saa vidt en Formalitet, omend en nødvendig Formalitet, at de skulde
vedtages ved tre Behandlinger i hvert af Tingene.
De Sager, der interesserede mig personlig mest, var ret naturligt
Ordningen af Skolevæsenet og kirkelige Forhold. For Skolevæsenets
Vedkommende gjaldt fra den tyske Tid den Bestemmelse, at der i
hver Kommune var en Skolekommission. Denne Kommission havde