209 / 234
2 0 6
Suverænitetens Beføjelser.« Under Hensyn til dette har vi ment
det berettiget allerede nu at forelægge dette Lovforslag for Rigs
dagen.
Naar man med Hensyn til Forelæggelsen ikke afventer den ende
lige Meddelelse af den Traktat, som er bebudet at ville komme
hurtigst muligt, er det, fordi iøjnefaldende praktiske Hensyn gør
det ønskeligt, at den nuvalgte Fremgangsmaade følges. Ellers vilde
Forholdene let kunne medføre, at den egentlige Indlemmelse af de
sønderjydske Landsdele i Kongeriget vilde trække ud til efter Val
gene, og da der baade skal foretages Folketings- og Landstingsvalg,
vilde dette sige, at først et godt Stykke hen i August vilde den egent
lige Indlemmelse kunne finde Sted. Dette vilde i mange Henseen
der være uheldigt, ikke mindst for de sønderjydske Landsdele selv
og deres Befolkning. Derfor har man valgte denne Fremgangsmaade,
idet det dog er Meningen, at Kongens Underskrift paa Loven, og
dermed dens Ikrafttræden først skal kunne finde Sted, naar Trak
taten officielt er meddelt os, hvilket altsaa, jeg gentager det —
er lovet hurtigst muligt. — Den Dag, hvor Kongens Underskrift
meddeles, vil altsaa blive fejret som Genforeningsdagen i Aar, me
dens jeg, som allerede nævnt, venter, at som den aarlig genkom
mende Genforeningsdag vil den 15. Juni blive betragtet. Jeg skal
endnu kun sige dette, at naar vi nu er i Stand til at forhandle om
og vedtage et Lovforslag som dette, saa maa vi føle os dybt bevæ
gede af Taknemmelighed over, at den Dag nu er saa nær, da vi
staar over for den endelige Fuldbyrdelse af vort store nationale
Haab, som har været stillet os i Udsigt af Magterne. Vi ved jo,
hvilke Trængsler den sønderjydske Befolkning og Befolkningen
heroppe i Danmark, der har følt saa dybt og inderligt med den,
har udstaaet gennem Fremmedherredømmets mange og tunge Aar.
Men jo større disse Trængsler har været, jo bitrere Følelsen af den
nationale Sorg, som Landets og Folkets Lemlæstelse nu i to Men
neskealdre har bragt over alle Danske, har været, des større maa
vor Taknemmelighed være. Den Glæde og Taknemmelighed, som
maa opfylde os, bør ikke fordunkles, men umuligt er det dog for
os ikke samtidig at sende en Tanke til de mange gode og brave
Danske, der har været med at bære Undertrykkelsens Trængsler,
og som havde næret et Haab om at kunne komme hjem til deres
eget Land ligesom Beboerne i de Landsdele, som nu bliver ind
lemmet i Danmark. Vi føler med dem, vore Tanker følger dem,