213 / 234
210
har ingen personlige Erindringer om de Forhandlinger, som førtes
i Anledning af saavel Ministeriet Zahles Afgang som Dannelsen af
de to Forretningsministerier: Liebe og M. P. Friis. Det var jo ret
spændende Dage, og navnlig Socialdemokraten Marotts Udmeldelse
af sit Parti, og den radikale Moesgaard Kjeldsen af det radikale
Venstre gav selvfølgelig Anledning til mange Samtaler ogsaa inden
for Venstre, men Partiet som saadan blev ikke raadspurgt i den
Anledning. Allerede W. Oxholm, der var Indenrigsminister i det
korte Ministerium Liebe, fik udskrevet Valg til Folketinget til den
26. April. Jeg husker, at Oxholm efter sin Afgang kom til mig —
ham kendte jeg jo særdeles godt som tidligere ansat i Indenrigs
ministeriet — og mindede mig om, at jeg, da vi holdt Fest for
ham i Indenrigsministeriet efter Udnævnelsen til Amtmand over
Lolland-Faister, i en Tale ved Middagen bl. a. havde sagt, at Ministre
jo kom og gik, men Amtmænd var mere stabile. Og jeg havde føjet
til, sagde Oxholm, at der maaske kunde komme den Tid, da han sad
som Indenrigsminister; han fortsatte: »Det var ganske vist ikke
mange Dage, men jeg glæder mig over, at een god Handling fik
jeg Lejlighed til at foretage: Den med Udskrivningen af nye Valg,
thi det er aabenbart nødvendigt, at Vælgerne faar en Lejlighed til
at udtale sig, forinden Genforeningen bliver fuldbyrdet.«
Valgene den 26. April 1920 gav Flertal for Venstre, og Neergaard
dannede sit andet Ministerium den 4. Maj, og det blev altsaa først
og fremmest dets Opgave at forberede og gennemføre Genforenin
gen. Som allerede omtalt krævede Genforeningen Gennemførelse af
en Mængde Love og selve Genforeningsloven, hvis Forhandling foran
er omtalt. Men det var ogsaa en Nødvendighed at foretage Ændrin
ger i den i 1915 gennemførte Grundlov, for at Sønderjyderne kunde
faa Repræsentanter i Rigsdagen. Selve disse Ændringer og de nød
vendige dertil hørende Ændringer i Valgloven, voldte ikke nogen
som helst Vanskelighed. Alle var klare over, at Stedet ikke var her
til at rejse Krav om videregaaende Ændringer hverken i Grund
loven eller i Valgloven. Det mest spændende under alle disse For
handlinger var, hvordan det vilde gaa med Hensyn til den i Grund
lovens Paragraf 93 indførte Bestemmelse om, at der, naar en Grund
lovsændring er vedtaget af to paa hinanden følgende Rigsdagssam
linger, skal afholdes en Folkeafstemning, hvori »mindst 45 % af
Vælgerne har afgivet deres Stemme for Rigsdagens Beslutning«.
Selvfølgelig var der blandt Vælgerne ingen Uenighed om, at de nød-