217 / 234
214
dagens Medlemmer ved Foden af Skansen, saa vi havde let ved at
se og høre alt, hvad der foregik, men iøvrigt var der fuldt af Folk
baade i og omkring Skanserne. Det var en heldig Ordning, at man
havde bedt Amtmand Schack Schackenborg om at holde Hoved
talen. Det er ikke Meningen her at referere Talernes Indhold. Grev
Schacks Tale var gribende, han talte jævnt og ligetil, og det faldt
helt naturligt, at han sagde Du til Kongen, da han blandt andet
udtalte: »Det lover vi Dig, Kong Christian, at vi vil være Dine tro
Undersaatter hernede i de sønderjydske Landsdele.« Ogsaa P. Grau
og Hanssen Nørremølle talte. H. P. Hanssen var øjensynlig noget
vanskeligt stillet, men efterhaanden talte han sig op, idet han pegede
ud mod Vemmingbund o. s. v. og mindede om, hvordan Kanontorde
nen forud for og selve den 18. April lød over Hovedet paa de i
Løbegravene paa Dybbøl forskansede Soldater. Ogsaa Statsminister
Neergaards Tale med Udtalelsen om, at de Syd for den trukne
Grænse ikke skulde blive glemte, var gribende. Mest gribende, for
mig i hvert Fald, var dog det Øjeblik, da seks hvidklædte, sønder
jydske Piger bar den gamle Krigsfane fra 1864 op ad Højen for
at overrække den til Kong Christian den Tiende, og hvor han gik
dem i Møde, tog omkring Flagdugen og førte den til sine Læber.
Det var som en Besejling paa, at han aldrig vilde glemme de danske
Sønderjyder, som saa trofast havde holdt ud gennem over halvtreds
Aar og bevaret deres danske Sindelag, og ikke glemme, at hans Ord
hin Majdag i 1912 om Danmarks Selvstændighed og Frihed ogsaa
gjaldt de sønderjydske Landsdele.
Fra Rigsdagsmændenes Skib sendte Arrangementsudvalget paa
Rigsdagsmedlemmernes Vegne et Lykønskningstelegram til Konge
skibet, hvor Kongen havde Taffel med enkelte indbudte som Del
tagere. Næste Dag gjorde Rigsdagsmedlemmerne sammen med man
ge andre en Tur med Amtsbanen over Als til Mommark Kro, hvor
der i Krohaven var samlet en Mængde Mennesker, og hvor der
blev serveret Kaffe, men navnlig blev holdt Taler og sunget mange
Fædrelandssange. Det var let at mærke, at Sønderjyderne glædede
sig over, at de nu frit og ved et Friluftsmøde kunde synge de Sange,
som de tidligere kun havde kunnet synge inden Døre. Og synge,
det kunde Sønderjyderne, meget mere end nogen dansk Forsamling;
de havde god Opøvelse. De der deltog i Indtoget i Sønderjylland
og ikke mindst de mange, som deltog i Festlighederne i Dybbøl
Skanse, glemmer sikkert aldrig den Stemning, der hvilede over det