![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0216.jpg)
213
Møens Klint var en Oplevelse. Om Natten sov vi selvfølgelig og
ankom til Sønderborg om Morgenen. Rigsdagens Medlemmer blev
modtaget af Sønderborgs Bystyre med den for Tilfældet konsti
tuerede Borgmester, Karberg, senere Amtmand i Ringkøbing, i
Spidsen. Der var i Arrangementsudvalget Enighed om at indbyde
enkelte Honoratiores til Middag om Bord paa Skibet. Det kneb jo
lidt med Plads. Der var kun een Salon i selve Skibet. Denne kunde
vel rumme imellem 40 og 50 Deltagere i Middagsselskabet. Det var
heldigvis fint Vejr, saa der blev dækket tre Borde paa Dækket og
spændt Sejldug over det, saa Solen ikke generede. Jeg fik Plads i
Salonen med den fungerende Borgmester, Karberg. Ved de tre
Borde paa Dækket blev de andre tre Medlemmer af Arrangements
udvalget anbragt for hver sin Bordende. Nede i Salonen, hvor jeg
sad, gik det livligt med Taler og Sange, der traf jeg for første
Gang Chr. Ernst Christensen, Asserballe, som senere blev valgt som
en af Venstres Folketingsmænd for Sønderjylland. Ogsaa ved de tre
Borde paa Dækket var det, efter hvad man sagde, gaaet godt, selv
om der havde været en enkelt Taler, der havde været lidt uforsigtig
i sine Udtalelser om Grænsespørgsmaalet.
Vi Rigsdagsmedlemmer havde benyttet Lejligheden til at se enkelte
af Sønderborgs Seværdigheder, men gik forholdsvis tidlig til Ro.
Næste Dag skulde jo den egentlige Fest paa Dybbøl afholdes. Vi
havde bestemt, at Rigsdagsmedlemmerne skulde samles foran det
gamle Sønderborg Slot. Rigsdagen havde selv Musikkorps med, der
gik i Spidsen og spillede hele Vejen fra Slottet til Dybbøl Banker.
Rigsdagsmedlemmerne gik fire og fire bagefter hinanden og bag
efter Musikken. Vi fire Arrangementsudvalgsmedlemmer: Stauning,
Zahle, Harboe og jeg forrest, lige bagefter Musikkorpset. Vi spad
serede altsaa hele Vejen over den gamle Pontonbro over Alssund
og op ad Bakken til Dybbøl. Der var festligt smykket med Flag paa
Broen og langs begge Sider af Vejen derop, men man kunde jo
ikke undgaa at tænke paa, at ad den samme Vej havde danske Sol
dater i 1864 marcheret fra Sønderborg ud til Dybbøl Skanser uden
at vide, om de nogen Sinde kom tilbage. Man følte, at det var en
»via dolorosa«. Der var fuldt op af Mennesker paa begge Sider af
Vejen, da vi var kommen over Broen. Jeg kunde ikke undgaa at
høre, at der enkelte Gange af Tilskuerne blev sagt: »Se, der gaar
skam Zahle.« Ankommen til Skanserne, gik vi ned i den Skanse,
der nu kaldes Kongeskansen. Der var anbragt Siddepladser til Rigs