214 / 234
211
vendige Ændringer i Grundloven skulde gennemføres. Men der
kunde være Fare for, at mange Vælgere ikke just var ligegyldige,
men ansaa det for saa selvfølgeligt, at de ikke fandt Anledning til
at ulejlige sig til Valgbordene for at stemme Ja. Det lykkedes som
bekendt at faa lidt mere end de 45 % for Grundlovsændringen, men
det var sørgeligt, at der ikke en Gang var 50
%
af Vælgerne, der
fandt Anledning til at afgive deres Jastemmer ved Gennemførelsen
af den Grundlovsændring, der var nødvendig, for at Sønderjyderne
kunde faa Ret til at vælge Repræsentanter til Rigsdagen.
Det var selvfølgelig ikke nødvendigt at afvente denne Grundlovs
ændrings Gennemførelse, forinden Genforeningen kunde fuldbyrdes.
Der var udskrevet Valg i det gamle Land til den 6. Juli 1920, og
Genforeningsfestlighederne ansattes til at foregaa den 10. og 11.
Juli. Den 10. Juli skulde Kongen ride over den gamle Grænse —
Kongeaagrænsen — medens den egentlige Fest skulde holdes paa
Dybbøl den 11. Juli. Hvorledes Kongens Ridt over Grænsen, Mod
tagelsen af ham paa den anden Side Grænsen og Festen paa Dybbøl
skulde ordnes, blandede Rigsdagen sig iøvrigt ikke i. Naturligvis har
Ministeriet vidst Besked med og billiget den nærmere Ordning, men
Enkelthederne deri: hvem der skulde modtage Kongen Syd for den
gamle Grænse, og hvem der skulde holde Talerne ved Festen paa
Dybbøl, var mig bekendt ikke Genstand for Forhandling, endnu
mindre nogen Vedtagelse paa den danske Rigsdag. I Venstre var
der ganske vist ikke lidt Forhandling om Ordningen af Genforenings
festlighederne, men det var kun Spørgsmaalet om Rigsdagens Del
tagelse i disse, der var til Debat. Der var nogen, der mente, at
Rigsdagen skulde følge umiddelbart efter Kongen, naar han over
den gamle Grænse drog ind i Sønderjylland. Navnlig talte Folke
tingsmand Hansen-Stavnsbjerg for dette. »Vi skal nok stille 40
Landauere til Raadighed i Kolding, der kan køre Rigsdagens Med
lemmer over Grænsen og ind i det genvundne Land,« sagde han.
Dette vilde I. C. Christensen, der jo som bekendt var Kirkeminister
i Ministeriet Neergaard, paa ingen Maade gaa med til. »Det er Søn
derjyderne, der skal modtage Kongen og ikke Rigsdagsmændene.
Hvis Rigsdagsmedlemmerne skal være med, maa de jo komme umid
delbart efter Kongen og Ministrene, og dette vil medføre, at Sønder
jyderne bliver trængt saa langt tilbage, saa de intet kan høre,
selv om de maaske kan se Kongen paa den hvide Hest.« I. C. Chri
stensens Synspunkt, der absolut var rigtigt, sejrede med overvæl
14'