227 / 234
A F S L U T N IN G
Det var en rig Tid i politisk Henseende de næsten 25 Aar, jeg
sad i Rigsdagens Folketing, fra Midten af 1890’erne til 1920. Ganske
vist var Lovgivningsarbejdet paa Rigsdagen begyndt nogle Aar før
Forliget i 1894, saadan som der kan læses om det i Niels Neergaards
politiske Erindringer. Det var jo navnlig Sociallovgivningen —
Fattigloven og Alderdomsunderstøttelsen af 1891 og Sygekasse
loven af 1892 — der satte sit Præg paa Lovgivningen, før Venstre-
reformpartiet blev dannet forud for Valget i 1895, men det var
dog navnlig efter at dette Parti, som blev det største i Folketinget,
tog Føringen, der rigtig kom Fart i Arbejdet. Og det var et meget
interessant Arbejde at være med i. Det gjaldt baaae Arbejdet paa
Rigsdagen og Arbejdet ude i Landet ved Vælgermøderne. Det at
komme ud til Møder, baade i sin egen Valgkreds og andre Steder
i Landet, for at tale om de Sager, Venstrereformpartiet havde paa
sit Program, medførte, at der blev Liv over Arbejdet. Ganske vist
havde der, navnlig i Begyndelsen af Provisorietiden, været holdt
store Møder, hvor Vælgerne mødte i Tusindvis; men det var i Virke
ligheden Protestmøder mod Højres Modstand imod Gennemførelsen
af Folketingsparlamentarismen, og dette var ikke i Stand til at
holde den politiske Interesse vaagen. For saa vidt saa Frede Boj
sen og Niels Neergaard rigtigt: som skulde Folketinget genvinde sin
Indflydelse paa Lovgivningsarbejdet, var det nødvendigt, at Folke
tinget, og da navnlig Venstre paa Rigsdagen, gik i Gang med et
positivt Arbejde. Ogsaa Arbejdet i selve Folketinget vilde have lidt
ubodelig Skade, hvis man havde fortsat med »Visnepolitikken«.
Jeg husker endnu en Udtalelse af en tidligere Folketingsmand
(Venstremand), der havde spillet en ret fremtrædende Rolle under
Visnepolitikken. Han sagde blandt andet: »Ja, nu kan I Folketings-
mænd af Venstre sagtens være tjent med at sidde paa Rigsdagen,
for nu kan I faa Lov at bestille noget. I min Tid, var det faa af os,
der havde noget at foretage os paa Rigsdagen. Man kunde blive