229 / 234
226
Politik, der blev ført. Det var min Erfaring, at skulde et politisk
Parti gaa fremad og vinde nye Tilhængere blandt Vælgerne, var
det en Nødvendighed, at Partiet havde noget at arbejde for, der
virkelig kunde fange Vælgernes Interesse. Jeg havde den Glæde
at faa Tilslutning af en yngre Postmand. Han fortalte, at han var
vokset op i et konservativt Hjem —<hans Fader havde været Post
mester — og at han selv begyndte som konservativ. Efter at han
havde hjulpet sin Fader paa Postkontoret, kom han til Grenaa for
sin videre Uddannelse. Politisk interesseret, som han var, deltog
han i et Vælgermøde, som Folketingsmanden for Grenaakredsen,
Pedersen-Nyskov, holdt. Pedersen-Nyskov forklarede, hvad Venstre
arbejdede for og hvad Venstre havde gennemført: Skattelove, Hus
mandsbrug, Toldlov m. v., medens Pedersen-Nyskovs politiske Mod
standere, saavel en Socialdemokrat som en radikal Venstremand,
kun kritiserede Venstre. »Dette gjorde, at jeg blev Venstremand,«
sagde han. »Jeg fandt, at det var rigtigt, hvad Pedersen-Nyskov for
talte, og indsaa, at det var godt at være med i et Parti, der havde
noget at arbejde for. Saadan blev jeg Venstremand.« Dette var for
mig en Bekræftelse paa min Erfaring: at skal Venstrepartiet gaa
frem og faa Tilslutning, navnlig fra de Unge, er det ikke nok at
kritisere, hvad de andre Partier laver. Det gælder om, at Venstre
har noget at arbejde for, og der er jo Opgaver nok at tage op ogsaa
i Fremtiden.
Jeg indrømmer, at det var noget af en Skuffelse for mig, at jeg
ikke blev anmodet om at indtræde i Ministeriet Neergaard, der
blev dannet 4. Maj 1920. Neergaard talte ikke med mig, før han
dannede sit Ministerium, og forøvrigt heller ikke forud for Dan
nelsen af det tredie Ministerium Neergaard. Der var da forøvrigt
heller ikke nogen Plads til mig. At I. C. Christensen og Sigurd Berg
skulde være med i dette Ministerium, var vel saa nogenlunde givet,
det betragtedes i hvert Fald som en Oprejsning for disse to, der
havde staaet anklagede for Rigsretten for deres Forhold under
Albertikatastrofen. Slebsager blev Trafikminister i det andet Mini
sterium Neergaard, og for saa vidt kunde der altsaa have været
Tale om, at jeg havde faaet dette Ministerium overdraget. Om jeg
har været paa Tale som Trafikminister ved Ministeriets Dannelse,
ved jeg ikke. Det sandsynligste er, at Neergaard havde paa Følelsen,
at Samarbejdet i Ministeriet og navnlig med de to Mænd, I. C.
Christensen og Sigurd Berg, ikke vilde være blevet saa godt som