230 / 234
227
ønskeligt var. At Grunden skulde være den, at Neergaard og andre,
som han muligvis har raadført sig med, skulde have fundet, at jeg
ikke kunde undværes som Leder og Ordfører for Partiet Venstre
paa Rigsdagen, er dog næppe sandsynligt. Men denne Opfattelse
mødte mig for Resten mange Gange i den nærmest følgende Tid,
naar jeg kom ud blandt Vælgerne. Det kneb vist ogsaa i ikke ringe
Grad med Samarbejdet i det andet Ministerium Neergaard. Da
Appel havde afløst I. C. Christensen som Kultusminister 15. August
1922, talte jeg med ham nogle Uger efter hans Udnævnelse. Ret
naturligt spurgte jeg Appel, hvordan har var tilfreds med paany at
sidde nede i Kultusministeriet. »Jo, det er jo interessant at vende
tilbage igen til et Arbejde, man har været glad for, selv om der er
gaaet adskillige Aar, siden jeg sidst sad her.« Men saa føjede han
til: »Men det er jo ikke Ministeriet Klaus Berntsen, det kan jeg
nok skønne. Der havde vi et dejligt og behageligt Samarbejde.«
Ogsaa et andet Vidnesbyrd fik jeg, rent tilfældigt, ved et Besøg
i Ministerialbygningen, Dagen før det andet Ministerium Neergaard
afgik. Jeg havde paa Appels Anmodning overtaget Kassererstillingen
i »Radiumfondet«, og vi havde i Fondets Bestyrelse planlagt en
Slags 10 Aars Jubilæumsfest. Hans Majestæt Kong Christian den
Tiende var Protektor for Fondet og havde som saadan givet Til
sagn om at møde ved den paatænkte Festlighed. Forud for denne
havde Fondets Forretningsudvalg et Møde til Planlæggelse af Fest
ligheden og den efterfølgende Middag. Ved Slutningen af dette
Møde sagde Sekretæren: »Jeg er i stor Forlegenhed med Placerin
gen af Gæsterne. Jeg har skrevet til de to Ministre: Finansminister
Neergaard og Justitsminister Rytter — Statstilskuddet til Radium
fondet stod paa Justitsministeriets Budget — men de har ikke svaret,
og jeg
kan da ikke telefonere og spørge, om de kommer?« »Det
kan jeg let klare for Dem,« svarede jeg. »Jeg har alligevel Ærinde
nede i Ministerialbygningen og kan let spørge dem, om de kommer,
og saa skal jeg nok telefonere det til Dem.« Dagen efter kom jeg
ned i Ministerialbygningen hen paa Eftermiddagen. Saa snart jeg
kom op ad Trapperne i Ministerialbygningen, spurgte jeg i Finans
ministeriets Budstue, om Finansministeren (Neergaard) var ledig i
Tiden. Finansministeren er gaaet hjem, blev der svaret. Jeg fortsatte
hen ad Gangen, og da jeg kom til Justitsministeriets Budstue, gen
tog jeg mit Spørgsmaal, men fik det Svar, at Ministeren ikke var
der i Øjeblikket, men kom tilbage. Jeg sagde saa, at jeg havde
15
-