HøretOgOplevet

I. C. Christensen kom til den fastsatte Tid, og vi forelagde ham vore

Bekymringer over de mange Angreb paa Justitsministeren. Hvorvidt

I. C. Christensen allerede paa dette Tidspunkt havde bestemt sig

til at lade Alberti gaa ud af Ministeriet, ved jeg ikke. Han sagde i

hvert Fald intet som helst, der kunde tydes i den Retning. Da For

handlingerne ebbede ud, resultatløst syntes det os, sagde Anders

Nielsen til I. C. Christensen: »Ja, ja, det faar jo at gaa med An

grebene paa Alberti som det kan, det maa vi jo tage med, men én

Ting synes jeg vilde være beroligende for os: at faa Sikkerhed for,

at Alberti er solvent.« Paa denne Forespørgsel af Anders Nielsen

svarede I. C. Christensen, at vi indenfor Venstre i Finansudvalget

nok kunde indse, at han ikke kunde gaa til en af sine Ministre og

spørge, om han var solvent. Dette maatte vi indrømme, og Samtalen

endte forsaavidt resultatløst, men I. C. Christensen maatte dog have

faaet et meget tydeligt Indtryk af, at vi ingenlunde var glade for

Albertis Forbliven i Ministeriet.

Nogen som helst Antydning af, at I. C. Christensen var enig i,

at det var uheldigt med Albertis Forhold, endnu mindre af, at det

vilde blive nødvendigt at lade Alberti gaa af som Minister, fremkom

der ikke hverken ved denne eller andre Lejligheder fra I. C. Chri

stensens Side.

Som tidligere meddelt, afgik Alberti som Justitsminister samtidig

med Ole Hansen den 23. Juli. Ikke længe efter var jeg sammen

med Alberti ved Kongefugleskydningen paa »Den kongelige Skyde

bane«, hvortil alle Ministeriets Medlemmer var indbudte. Der var

nogen Tale om, at Alberti skulde have været »Fuglekonge«, men

dette blev dog frafaldet sikkert paa Grund af de mange Angreb,

der havde været rettet mod hans Administration.

Og saa meldte Alberti sig paa Politikontoret den 8. September

1908. Der var sammenkaldt til Ministermøde den samme Dag Klok

ken 10 Formiddag, hvor Gennemgang af Finanslovsforslaget for

Finansaaret 1. April 1909— 31. Marts 1910 skulde paabegyndes.

Hver af Ministrene havde udarbejdet sit Budgetforslag, der med

Bemærkninger — »Anmærkninger« — var trykt og nogle Dage før

tilsendt Finansministeren. Ved Mødets Begyndelse meddelte Kon-

seilspræsidenten, at vi ikke kunde komme ret langt med Gennem

gangen af Finanslovsforslaget, da vi skulde møde ved »Toldboden«

(Havnen) for at tage imod Kejserinde Dagmar. Vi var jo tre nye

Ministre (Neergaard, Anders Nielsen og jeg), der ikke havde været