systemets histokemi (V. Ellermann), kvælstofomsætningen under
graviditeten (S. A. Gammeltoft), reducerende substanser i blodet
(H. J. Bing) samt en række undersøgelser over kalk- og fosforsyre
omsætningen (G. H. Hansen).
I 1911 overtog Henriques det ved professor Chr. Bohrs død
ledigblevne professorat i fysiologi for medicinske studerende ved
Københavns Universitet. Professoratet i dyrefysiologi ved H ø j
skolen blev efter konkurrence mellem lægerne dr. med. L. S. Fri-
dericia og H. Møllgaard besat med sidstnævnte.
I professor H. Møllgaards funktionstid gennemgik faget en be
tydelig udvikling. I de første år omfattede forelæsningerne væsent
ligst ernærings- og stofskiftefysiologien, men senere blev disse
udvidet med kirtelfysiologi, kredsløbsfysiologi samt nerve-, mu
skel- og sanseorganernes fysiologi, og det samlede forelæsnings-
antal steg fra ca. 70 til ca. 100. Fra 1919 blev der indført fore
læsninger og øvelser i fysiologisk kemi.
Ved den ændring i landbrugsundervisningen, der trådte i kraft
ved Højskolen september 1921, blev ernæringsfysiologi et selv
stændigt fag for landbrugs- og mejeribrugsstuderende, og under
visningen heri blev varetaget af H. Møllgaard. De landbrugs- og
mejeribrugsstuderendes undervisning i dyrefysiologien omfattede
næsten udelukkende ernærings- og stofskiftefysiologien, og der
blev til gennemgang af dette stof benyttet ca. 45 forelæsninger.
Møllgaard var ligesom Henriques leder af Landøkonomisk For
søgslaboratoriums dyrefysiologiske afdeling. Under Møllgaards
ledelse voksede denne afdeling fra et meget beskedent forsknings
laboratorium til et af Europas største og betydeligste ernærings-
fysiologiske institutioner i sin art, og et meget stort antal danske
og udenlandske læger, dyrlæger og landbrugskandidater har i
årenes løb gennemgået en kortere eller længere uddannelse inden
for de forskningsområder, denne afdeling væsentligst har beskæf
tiget sig med.
Det meget omfattende forskningsarbejde, der her blev udført i
de 42 år, professor Møllgaard var institutionens leder, kan na tu r
ligt inddeles i to hovedgrupper, nemlig dels ernæringsfysiologisk
forskning og dels mere medicinsk og veterinærmedicinsk præget
forskning. Det vil føre for vidt at give en blot nogenlunde udtøm
182