85 / 290
80
vente at indhente meere end 100 eller 150 Rigsdaler af denne Sum. Det
kunde maaskee synes, som den Nytte, Selskabet kan stifte, maatte for-
holdsviis være ringe, naar et saa ubetydeligt Antal Exemplarer af dets
Skrivter sælges, men dels er den Gavn Selskabet stifter til Videnskabs
Fremme ikke blot udvortes og henvendt til andre, men ogsaa indvortes,
nemlig dets Medlemmers egen indbyrdes Opmuntring og Oplysning, dels
er dette Selskabs Skrivter ligesom næsten alle andre lærde Selskabers,
meere en Samling af enkelte Afhandlinger, hvoraf saa vel egne som
fremmede Videnskabs Mænd i deres Haandbøger, Journaler o. s. v.
uddrager hvad enhver til hans Øjemed finder gavnligst, end et sammen
hængende og fortløbende Skrivt, som gjennemlæses i dets hele Følge.
Saadanne Skrivter kjøbes derfor meest til offentlige Bibliotheker og deslige
Instituter, men udrette deres Nytte altsaa kuns umiddelbart i en liden
Kreds, men paa anden eller tredje Haand i en langt større.
Dersom nogen betydeligere Deel af den ansøgte Indkomst skulde
blive tilovers fra Selskabets omtalte Udgivter, saa vilde det være en saa
gavnlig som med saadanne Selskabers sædvanlige Virkemaade overens
stemmende Anvendelse deraf, at samle saadant Overskud, indtil det blev
tilstrækkeligt deraf undertiden at udsætte en passende Præmie for en
eller anden medicinsk Gjenstands videnskabelige Omhandling.
Først efter to Aars Forløb fik man et Svar, men da bevilgede Fondens
Bestyrelse ogsaa 500 Rigsdaler aarligt i tre paa hinanden følgende Aar. Det
var en god Hjælp, men det vilde dog vare længe inden man var ude over
den økonomiske Nødstilstand og imens steg Priserne stadig. Nu forlangte
Kalligrafen 3 Mark Stykket for at udfylde Diplomerne (hvad man ikke vilde
give), og kun Signetet syntes at være til at faa for rimelige Penge. Da det
forelaa 27. Februar 1812 var Bekostningen 30 Rigsdaler; dets Udseende var
som før, men Aarstallet var udeladt. Senere, da Adskillelsen fra Norge havde
fundet Sted, var man truet af at maatte lave det om igen. Danske Kancelli
forespurgte nemlig i December 1819, om der var en »norsk Løve« i Signetet,
idet den saa vilde være at udelade, men der var heldigvis ingen, og man
slap for en ny, ikke ubetydelig Udgift. Ogsaa med Diplomet fik man Vanske
ligheder, idet Pladen var forsvundet. Den fandtes ikke i Kobberstikker
Roosens
(47)
Efterladenskaber og man maatte 1814 sætte Sekretæren,
H. M. V. K ling -
berg,
ud paa at finde den. Om det lykkedes ham, kan ikke oplyses, men i
November 1815 fremlagdes Prøver paa Litograf
Wen tzle rs
Færdighed i Skrift-
5. December 1811.
allerunderdanigst
H. Cal:
Præses.
O. H. Mynster,
Sekretær.