160 / 233
152
Evne dertil, skulde yde 1/2 Rdlr. til Hjælp. Desuden tillodes
det, at der paa en vis Dag maatte udsættes Bækkener ved
Kirkedørene i Kjøbenhavn i samme Øjemed. Det lykkedes da
endelig at faa rejst en lille Kirke paa den forriges Plads. Men
man havde heller ikke Raad til at lønne en Præst, saa Kirken
maatte en Tid lang staa ubenyttet. Endelig paatog den tid
ligere Præst, Hr. Hildebrandt, sig, ved Siden af sit Embede
paa Christianshavn, at udrette Tjenesten, og denne Ordning
vedvarede længe. — 1681 var Kirken atter »hel bygfældig«
og stadig uden Midler, hvorfor det forordnedes, at Beboerne
skulde svare Tiende til den, for at den kunde ombygges. Men da
de snart fortabte deres Rettigheder til Byen, naaede de neppe
at faa Kirken ombygget. 1703 synes den i al Fald at være
helt falden sammen, thi paa den Tid maatte Menigheden søge
til Hvidovre Kirke, indtil endelig Frederiksberg Sogn, som
snart fik flere Velhavere, byggede den op.
I P ræ steem b ed e t ansattes fra Maj 1652 en tysk Præst,
W illich iu s H e iste r, som i et Par Aar prædikede i Kirken
udenfor Nørreport, indtil han døde, netop som Ny-Hollænder-
byen havde faaet sin egen Kirke bygget. Beboerne vægrede
sig ved at skulle holde Præsten alene, da Sognet var lille og
haardt bebyrdet, hvorfor Kongen henviste dem til at forhandle
med Præsten i Rødovre om »paa nogle Aars Tid« at forrette
deres Kirketjeneste, indtil de kunde komme bedre paa Fode
og afse Lønning til en tysk Præst efter deres egne Forhold1).
Dette opnaaede de ogsaa 1655, da en tysk Præst,
Mathias
Hildebrandt
, blev kaldet. Han blev ogsaa den sidste. Efter
Kirkens Ødelæggelse blev han 1660 forflyttet til Christians-
havns tyske Kirke, men besørgede ved Siden af Tjenesten
her ude, ligesom de to efterfølgende Præster paa Christians
havn, P e te r Müller (fra 1670) og S e v e rin A r c tan d e r (fra
1684) varetog Embedet i Ny Hollænderby. Fra 1688 var den
tyske Præst ved Holmens Kirke,
Jacob Andersen
, som senere
kom til Magleby, tillige Præst her. Senere finde vi nævnt
C h ristophe r D anche l (1691) og L au rid tz Thu ra (fra om
l) Kbh. Dipi. V. 3 5 1. 379.