Previous Page  160 / 166 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 160 / 166 Next Page
Page Background

160

de helt tilmurede Begravesier farlige, fordi de holder paa Dun­

sterne, saa at de, naar Graven aabnes for en ny, udbreder den

forfærdeligste Gift-Asmosfære. Tode priser derfor de nye Kirke-

gaarde, der jo ligger udenfor Byen, og modarbejder den taabelige

Opfattelse, at de kun er for Fattigfolk. En Kirkegaard er bedst,

naar den ligger højt og luftigt og frit for alle Vinde. Derfor bør

Kirkegaarde ikke indelukkes ved Mure, men kun ved .Stakitter.

Og der bør være fri Adgang, ingen linere eller mindre fin Del, og

man skal ikke derved frygte for Gravfredens Vanhelligelse, skulde

den helt undgaas, maatte man f. Eks. ogsaa hindre Kattene i at

foretage adskillige særdeles urene Ting paa Gravene! Kirkegaarden

bør være et behageligt Spadserested i en By. Som bekendt var

det da endnu Skik, at Familier af lavere Stand tog Aftensmaden

med paa Kirkegaarden, og Graveren leverede Vand paa Maskine!

— Allerhelst ser Tode, at alle Ivirkegaardene i den indre By ned­

lægges, og at deres Terræn anvendes til Torve, ikke til Bebyg­

gelse. Det vilde være bekvemt for vore Tjenestepiger, der ikke

maatte løbe saa langt som nu (!!); men det vilde tillige være godt

for Luft og Lys.

I Aviserne fik mange et Eftermæle, undertiden ogsaa ved

Sørgefester i den Klub, hvor den afdøde kom. Undertiden er det

paa Vers, hyppigere i Prosa: men de Egenskaber, der roses i de

højeste Toner, er betegnende for Tiden; det er Uegennytte og

Arbejdsomhed i Statens Tjeneste. Selvfølgelig fremhæves ogsaa

Troskab og kærlig Opofrelse i Ægteskabet; men det, der er karak­

teristisk, er Tidens Trang til at anerkende borgerlig Virken: den,

der har baaret Sten til det samfundsnyttige, er den bedste Borger.

Der kommer ikke Poesi i et saadant Liv. Vore brave Forfædre

holdt sig til Jorden; men skønt meget af det, der den Gang var

anset som Idealer, netop er saa lavtliggende, saa er der noget

værdifuldt og solidt i hele Levemaaden og Livsanskuelsen.

Man falder ikke paa at kaste alle Hensyn til Side og strejfe

om paa egen Haand, fri for alle Baand, nydende Naturen og intet

andet: En ung Mand er fuldtud mættet i sin Trang til Stem­

ninger, naar han har hørt paa Nattergalene i Kongens Have. En

Skildring af Livsnydelse som Ewalds i »Højen« betragtedes ogsaa

som noget lielt umoralsk og usolidt, ja man bemærkede endda

ganske prosaisk, at det er underligt, at der ikke kommer en Bid Brød

med til al denne Drikken Vin. Sværmeri laa ikke for Tiden, men